Brian Mikkelsens såkaldte milepæle overskygges af kulturpolitiske forringelser

af Peter Abrahamsen
Med en bred accept af en ny aftale om strukturen for kunststøtte og international kulturudveksling føler endnuværende minister for kulturelle anliggender sig på så sikker grund, at han mener, at aftalen er en milepæl i dansk kulturpolitik.
Det er store ord, men det har været de store ord og bragesnak i lang tid for kulturens minister.
Jeg ser det ikke som en milepæl at skitsere en struktur for kulturen sammen med alle Folketingets partier. Det er bare et skelet, hvilket man selv kan forsikre sig om ved at kigge på Kulturministeriets hjemmeside, hvor den skitseagtige 10 punkts plan kan læses.
Men med vanlig patos om kulturen under Mikkelsens regime kaldes alt fra historisk til epokegørende og fyldt med milepæle.
Det er jo så interessant at se, at der ikke er noget indhold i planen, udover hvordan man kan forestille sig, at den ene bureaukratiske model afløser en anden bureaukratisk model - hvorved der spares på fedtet, som man så vil kanalisere tilbage til kunstnerisk aktivitet, efter at ministeriets pålagte besparelser er fratrukket.

En streg i sandet
Samtidig trækkes der en streg i sandet og indføres en centralistisk model, som nydeligt kaldes en to-strenget model med Statens Kunstfond og Det nye kunstråd.
En streg i sandet udvaskes som bekendt meget hurtigt, og sandstranden ligner sig selv ganske kort efter at stregen er trukket, men det var vel næppe det, hans spindoctor mente, da han anbefalede ministeren at bruge dette billedsprog.
For at man kan kalde noget epokegørende, er det ikke gjort med at nedlægge nogle råd og udvalg, fordi man ikke kan lide de holdninger, som nogle eksperter har, eller fordi man ikke forstår, hvad de langtrækkende konsekvenser af en 'lad falde hvad ikke kan stå' politik er.
Det skal blive interessant at se, om forligspartierne kan få fyldt noget i skelettet, uden at det bliver en borgerlig forenkling.

Senkapitalistisk logik
Det er selvfølgelig også interessant, at kulturbærer Mikkelsen plæderer for et syn, som bygger på en virkelighed, hvor bestemte retninger og genrer bevæger sig på kryds og tværs af hinanden.
Det giver blandt andet de enkelte kunstnere flerstrengede rettigheder og måske ligefrem andele i mange kasser. Så må man håbe, at der ikke alt for mange steder bliver indført bundgrænser, som det er tilfældet med biblioteksafgiften.
Men at antyde, at de forskellige kunstarter i stedet for at blive tildelt støtte nu skal konkurrere 'side om side og på samme vilkår' (?!) om støtten og derved lægge op til en slags multikulturelt Melodi Grand Prix, fortæller lidt om, hvilket plan kulturdommer B. Mikkelsen arbejder på.
Det er en senkapitalistisk logik at konkurrere på prisen fremfor kvaliteten. Tankegangen, han repræsenterer - 'den borgerlige forenkling, som nu møder ros og bred accept' - gør det tydeligere, at Brian Mikkelsen er ved at omformulere og på epokegørende vis afvikle selve Kulturministeriets grundlag.

Peter Abrahamsen
Musiker, forfatter, cajun-kok og direktør på pladeselskabet Exlibris. Har blandt andet indspillet tekster af Oskar Hansen og Carl Scharnberg samt egne sange. Modtog Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen i 1995. Bor i Stubbekøbing. 60 år.
www.peterabrahamsen.dk