24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mummespil eller gidseltagning

Mummespil eller gidseltagning

Lørdag, 12. oktober, 2002, 00:00:00

Det er som om, den politiske elite i regerings partierne og Socialdemokratiet intet har lært gennem alle de år, vi har haft folkeafstemninger

af Pernille Frahm er 48 år, medlem af EU-parlamentet for SF
Konventet, der skal forberede et forslag til næste regeringskonference og dermed den næste EU-traktat, har været i gang længe.
Frankrig trækker i retning af at styrke de store lande på bekostning af de små og EU-kommissionen. Tyskland trækker i retning af en forbundsstat efter tysk model. England vil styrke de store og standse så meget som muligt fælles EU-lovgivning. Spanien lægger sig efter Frankrig og Italien ligeså.
Men hvad gør Danmark?
Forleden kom det frem, at de to danske socialdemokrater i konventet havde sagt ja til en europæisk forfatning. Dette var sket ligeså stille uden nogen form for debat i partiet, der ellers lige har afholdt kongres, for slet ikke at sige offentligheden!
Men der sidder jo faktisk også en repræsentant og en stedfortræder for den danske regering. De må jo forventes at forhandle på regeringens og Danmarks vegne. Men hvad laver de?
Mit gæt er, at de falder i med mængden og ikke forsøger at skabe uro om projektet: En fælles EU-forfatning!
Jeg synes dermed, at regeringen og Socialdemokratiet er i gang med at skabe en umulig situation for danske vælgere.

Ideen med konventet var, at men gennem denne arbejdsform kunne inddrage flere i udarbejdelsen af retningslinjer for et kommende europæisk samarbejde.
Men der har været meget lidt debat om, hvad der foregår i konventet, og ingen af disse fremtrædende repræsentanter har udnyttet deres plads til at skabe en offentlig debat og inddrage befolkningen i det arbejde, de deltager i.
Dermed risikerer vi, at de en skønne dag stiller danskerne overfor et fait accompli, hvor valget står i mellem at sige ja til en europæisk forfatning, som ingen - eller i hvert fald meget få danskere - har ønsket eller at sige nej til EU eller udvidelsen.
Det vil være en umulig situation, og den vil være meget svær at tackle for en hvilken som helst regering, og især hvis danskerne vælger at afvise næste traktat med en europæisk forfatning.

Det er som om, den politiske elite i regerings partierne og Socialdemokratiet intet har lært gennem alle de år, vi har haft folkeafstemninger.
30 års erfaringer har været uden betydning for den arbejdsform, der præger disse partier. De fortsætter med at satse alt på et bræt. De fortsætter med lukkede forhandlinger og 'vi alene vide'.
De fortsætter som om de kan forlænge virkeligheden med brædder og lukke øjnene for en befolkning, der gennem 30 års folkeafstemninger, er blevet den europæiske befolkning, der ved mest om EU!
Mit råd er: Stop mummespillet og kom i gang med den åbne debat! Tag befolkningen med på råd, når næste EU-traktat skal udformes!
Men det haster, for konventet er ved at færdiggøre sit arbejde og deres udspil vil foreligge til januar. Derefter er det business as usual: Lukkede forhandlinger mellem regeringer bag lukkede døre. Studehandler og lokumsaftaler og befolkningen udenfor.


Pernille Frahm er 48 år, uddannet lærer. Hun er medlem af EU-parlamentet for SF, og har været medlem af SF's hovedbestyrelse siden 1988.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. okt. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp