Søren Krarup og Per Stig Møller har en del tankegods tilfælles. Men der er også forskelle. For eksempel vil Per Stig Møller uden diskussion betegne sig selv som humanist. Mens Søren Krarup gør temmelig aggressivt op med humanismen. Det, de to herrer især har til fælles, det er antikommunismen.

af Kjeld Stenum
Nylig købte jeg en bog af Søren Krarup, der hedder 'Det moderne sammenbrud'.
Det er en genudgivelse af en bog, der udkom første gang i 1984. Dengang var der ingen, der gad beskæftige sig med den. Søren Krarup mener selv, det skyldes, at den var tyve år forud for sin tid.
Når jeg gider beskæftige mig med den i dag, skyldes det ikke, at jeg giver ham ret i dette, men at jeg mener, historien i øjeblikket gør tigerspring bagud. Og det skal såmænd nok passe, at vi i dag er sat omkring tyve år længere tilbage, end vi var i 1984. Tilbage til McCharthyismen, mener jeg.
Dengang i firserne var der endnu folk tilbage på venstrefløjen, der havde overskud til at beskæftige sig med de mere overordnede visioner for samfundets udvikling. Og den mest tungtvejende teoretiker på højrefløjen hed ikke Søren Krarup, men Per Stig Møller.

Han er siden blevet udenrigsminister. Søren Krarup og Per Stig Møller har en del tankegods tilfælles. Men der er også forskelle. For eksempel vil Per Stig Møller uden diskussion betegne sig selv som humanist. Mens Søren Krarup gør temmelig aggressivt op med humanismen.
Det, de to herrer især har til fælles, det er antikommunismen.
Når Per Stig Møller gør op med kommunismen, som man for eksempel kan læse om det i bøger som 'På sporet af det forsvundne menneske' og 'Den naturlige orden', så handler det om et opgør med romantikken, som han anser kommunismen som en forlængelse af.
Det, som er syndefaldet i hans univers, er selve det at have en vision om en bedre verden, og kæmpe for at virkeliggøre den. Det ender ifølge Per Stig Møllers logik nødvendigvis altid i nedbrydning af individet, fordi det skal tilpasses visionen, hvilket vil sige enten ensrettes eller tilintetgøres.

På den måde får han gjort Rosseau og Karl Marx ansvarlige for alt fra Gulag til Pol Pot.
Dette er Søren Krarup egentlig rørende enig med Per Stig Møller i. Også i Søren Krarups verden skete syndefaldet i og med oplysningstiden.
Men Per Stig Møllers hovedærinde med opgøret var, at humanismen, mennesket og ikke systemet skulle sættes i centrum. For Søren Krarup er det ikke blot mennesket, der skal sættes i centrum, det er det totalt frie, totalt ansvarlige og dermed totalt skyldige menneske. Som så alligevel tilsyneladende skal benytte sin frihed til at vælge at stå inde for den verden, det nu engang er sat i. For at vælge anderledes er ikke ansvarligt.
I Søren Krarups rabiat reaktionære fortolkning af eksistentialistisk filosofi handler det ikke som hos Per Stig Møller om det kødelige menneske, men om abstrakte idealer om frihed og ansvarlighed. Hans indvending mod humanismen er, at den er bedrevidende og frelst og derfor tager friheden og ansvaret fra mennesket.
Søren Krarup vil vel ikke ligefrem være parat til at slå ihjel for sine frihedsidealer, sådan som han mener kommunister og andre humanister er parate til at slå ihjel for deres idealer. Men han forsvarer dem i et både bidsk og aggressivt tonefald. At menneskeliv ikke tæller vildt meget i sammenhængen, ser man af, at for Søren Krarup svigter flygtninge deres moralske kald om at stå ved deres skæbne, når de vælger at flygte. Den holdning er med til at stemple dem som foragtelige, uansvarlige individer, endda før man overhovedet er nået frem til at diskutere, om den skæbne, de er flygtet fra, måske var tortur og død.

Møller og Krarup er langtfra de første, der mener, at ideer om en bedre verden i sig selv bærer kimen til despotiet. For eksempel udkommer der i Frankrig digre værker, som mener at bevise, at kommunismen som system har langt større menneskeudryddelse på samvittigheden end nazismen.
Tankegangen er lige så forvrøvlet, som den er moderne. Kommunisme er ikke et idealt system, som kan have ansvar for noget som helst, men produkt af menneskers politiske beslutninger og handlinger. Og de, der udformer et socialistisk samfund, er ansvarlige for de visioner og fortolkninger af andres visioner, som ligger til grund for deres beslutninger og handlinger.
Det er absurd for eksempel at give Karl Marx skylden for Pol Pot og Gulag, for han har i sagens natur aldrig haft mulighed for at tage stilling til Pol Pot og Gulag.
Ikke desto mindre er det netop det, der ligger i Per Stig Møllers og Søren Krarups argumenter.
Vi må tage dem alvorligt, fordi de har den største indflydelse på, hvordan vores land regeres. Per Stig Møller tror på, at det er muligt på én gang at være humanist og være tilhænger af kapitalismen. Og derfor var det ham, der var mest i rampelyset, dengang kapitalismen endnu gav rum til en smule velfærd. Dengang anså man Søren Krarup, der dømmer den ulykkelige flygtning til selv at bære skylden for sin skæbne, for en fanatisk landsbytosse, hvis bøger ingen gad læse.

Det har fået en ende. I dag sidder Krarup i Folketinget og har overordentlig stor politisk indflydelse.
Tankegangen om, at enhver er totalt ansvarlig for sig selv, er udtryk for et ønske om en verden, hvor vi er totalt fri for at have ansvar for hinanden, og vinderne med andre ord totalt fri for at have ansvar for taberne.
Den tankegang har borgerskabet mere brug for i dag end Per Stig Møllers naive humanisme.
Nutiden er Søren Krarups.

Men Søren Krarup tror trods alt på kristendom og samvittighed og skyld. Så heller ikke hans opgør med humanismen vil i længden være tilstrækkelig konsekvent. Borgerskabet får brug for mere rå tankegange.
Den mest konsekvente af alle reaktionære filosoffer, tyskeren Friedrich Nietzsche, troede også, at despoti og blodsudgydelser voksede ud af velmenende ideer. Han førte dog ikke kun syndefaldet tilbage til romantikken, men helt tilbage til kristendommen.
Nietzsche mente, de humanistiske værdier, som revolutionære rørelser fra tid til anden søgte at virkeliggøre, dybest set var kristne værdier. Han ønskede at gøre op med alt fra synd og skyld over Vorherre til moral og humanisme. Og det, der ville komme ud af det, var et kastesamfund med en herskerkaste af blonde skrupelløse krigere, for hvem alt var tilladt.

Først Møller, så Krarup, siden Nietzsche. Det er der, vi ender.
En dag må man vælge, at bevare humanismen og vende sig mod kapitalismen, eller at bakke op om Nietzsches kastesamfund. Hvad vælger Møllers og Krarups tilhængere?