borger i Danmark kan sidde og sultestrejke i halve år foran selve demokratiets arbejdsplads, uden at I som politikere føler jer foranlediget til at reagere. Og hvis ikke som politikere, så som medmennesker og medborgere.

Åbent brev fra skuespiller Anne Marie Helger
Til Lene Espersen
Nu er jeg hver dag i de uger, jeg har spillet Sarah Bernhardt på Hofteatret i Teatermuseet, gået forbi Kirsten Chesnut. Jeg har snakket med hende og hørt hendes historie. Selvfølgelig har jeg det, for hvordan kan man lade et medmenneske sidde der uden at lytte?
I kunne åbenbart godt gå forbi, skønt I har set hende - eller set den anden vej - dagligt i 165 dage.
Jeg synes, det er forkasteligt, at en borger i Danmark kan sidde og sultestrejke i halve år foran selve demokratiets arbejdsplads, uden at I som politikere føler jer foranlediget til at reagere. Og hvis ikke som politikere, så som medmennesker og medborgere.
Da Kirsten med jeres vidende ville begå selvmord ved at holde op med at drikke i et sidste desperat forsøg på at få jeres opmærksomhed - ja, så burde det have fremkaldt en øjeblikkelig handling fra jeres side. I stedet måtte vi menige borgere igen træde til og sørge for, at hun blev indlagt og reddede livet, da hun selv i fortvivlelse havde givet op.
Måske er I af jeres spindoktorer blevet pålagt at udvise kynisme og kold målrettethed. Men selv en spindoktor-kontrolleret politiker bør kunne handle selvstændigt og per konduite, når omstændighederne kræver det.
I ethvert menneske, selv et folkevalgt regeringsmedlem, må der være nogle følelser og noget medmenneskelig medfølelse. Hvis ikke, er I knagen-sprøjteme for små.
Det er muligt, at Ches(t)nut-sagen er en hård nød at knække. Alligevel vil jeg hermed opfordre dig til at iværksætte en uvildig undersøgelse af sagen.