Ugen bød på flere eksempler på, hvordan magthaverne sætter opsætsige folk på plads

Det er ikke nemt. Hvis man er et af de lande, som ikke har musklerne til at bestemme over sig selv eller andre, så bliver man kanøflet. Og der er mange måder at sætte opsætsige folk på plads på. I ugens løb har vi fået en række friske eksempler.
Irland har stemt om Nice-traktaten én gang. I dag går de til valg igen. Hvis det igen bliver et nej til Nice-traktaten, skal Irland så til valg en tredje gang? Alle kræfter er lagt i for at skaffe et ja til Nice-traktaten.

Med os er I stærke
Det danske formandskab slår ud med armene. Romano Prodi gør det og lægger hovedet på skrå. Alle i hele EU-systemet har travlt med at presse irerne til at sige ja til den traktat, som de aldrig har bedt om. Presset er hårdt.
Vi kender det - hvis I ikke stemmer som vi beder jer om, så vil I blive overladt til jer selv. Og så vil ikke blot Europa bryde sammen, men ethvert fremskridt for hele det udvidede Europa til Ural vil være dødt. På jeres ansvar vil iltsvindet brede sig i den storeuropæiske region, på samme voldsomme måde som fiskedøden omkring Fyn og kartoffelskimlen som I kender så godt.
Normalt er det udtryk for en god og fin moral at man hjælper mennesker i nød - Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors og så videre. Der er noget stort over solidaritet. Men det gælder ikke længere. Der er nu lukket for penge til den irske nej til Nice-kampagne. Her nåede den frie verden sin grænse.
EU er ved at opbygge og konsolidere sit territorium, som nu helt officielt er ved at blive udvidet. Netop udvidet. Her er der ikke tale om samarbejde, men om at en række lande i øst-rummet bliver indlemmet. Nu må vi se hvor galt det går, der er i al fald indtil flere ting, der ikke er helt på plads i Unionen. Det kniber voldsomt med at overholde ØMU-kravene, både Italien, Frankrig, Portugal med flere har problemer. Landbrugsforhandlingerne er langt fra ved en afslutning og Holland har en regeringskrise. Situationen er ikke perfekt for det danske formandskab.

Omgangsskruen
Den indre svaghed afholder dog ikke folk med stormagtsambitioner fra at tryne andre. Det samme gælder USA der til gengæld også tryner EU. USA's egen baggård er Latinamerika. Her har USA gang i flere operationer. Helt aktuelt i Venezuela, hvor der stadig arbejdes på at vælte præsident Chavez.
Forleden deltog op mod to millioner i en demonstration til støtte for Chavez. Hvornår har man sidst set en demonstration af den størrelse for en siddende præsident eller en regering? Den reaktionære opposition, har krævet Chavezs afgang. Præsidenten svarede igen med løfter om, at han vil fortsætte sin kurs med at tage magten fra landets korrupte elite.
USA, der har travlt med at beskylde alle for terrorisme og for at være slyngelstater, holder sig ikke tilbage fra at vælte demokratisk valgte regeringer med magt, økonomisk pression og undergravning. Venezuela og Columbia er de mest markante eksempler.
Snart kommer turen til Brasilien. Eller rettere - igennem et stykke tid har USA og de multinationale arbejdet på at skabe en økonomisk deroute i Brasilien. Kapitalen strømer ud og IMF rasler med nøglerne til kassen. Der er ikke den ulykke, der ikke kan ramme dem, lige som alverdens ulykker kan ramme irerne, venezuelanerne, østeuropæerne og så alle os andre, når det bliver vores tur.
På den måde er der ikke stor forskel på Latinamerika og Europa. Der udvikles stadig nye standarder.