Skammen over at være norsk gnaver indvendigt i mig. Hvordan kan så mange politikere fra så mange partier være så bevidstløse i forhold til folkeretten og hvilke interesser de tjener?

af Fredrik S. Heffermehl, leder Norges Fredsråd
Diskussionen om hvorvidt krigen i Afghanistan er lovlig ifølge folkeretten er uhyre vigtig. Det drejer sig om, hvor vidt Norge kan være medskyldig i drab og krigsforbrydelser. Den norske regering, senest forsvarsminister Krohn Devolds pressemeddelelse den 14. oktober, gør ikke andet end at gentage de officielle amerikanske lektier.
Er det også sådan i Danmark, at regeringen lader argumenterne mod at krigen i Afghanistan har folkeretslig legitimitet forblive ubesvarede? Spørgsmålene drejer sig om elementær folkeret. Var anslagene den 11. september en krigshandling? Angreb fra en stat? Afghanistan? Kan man benytte selvforsvar mod et afsluttet angreb? Uden udtrykkelig tilladelse fra Sikkerhedsrådet? Sikkerhedsrådets resolution 1368 opremser visse konkrete tiltag - er militært angreb nævnt? Udløses NATO-solidariteten i paragraf fem af andet end krig og angreb fra en fremmed stat?
Men dette er mere end juridiske spørgsmål, det handler om sandfærdighed, moral og sund fornuft. Det begynder at blive vanskeligt at holde fast i den klippefaste loyalitet mod USA i norsk politik. Regeringens forsøg på at følge traditionel behandlingsmåde i sådanne sager og behandle sagen på et hemmeligt møde i stortinget slog denne gang fejl. Den norske regering må give en redegørelse om Norges krig i udlandet og debattere sagen i åbent parlament.

Vældigt få ønsker tiltag, som kan føre til øget international terror. Er det da så hensigtsmæssigt for os fortsat at 'holde med' et land, som ikke bare er supermægtigt med over halvdelen af verdens militære styrke, men som nu også viser uhæmmet vilje til at bruge magt og hæve sig højt over FN? I al enkelhed er meldingerne disse: 'FN må gøre som vi vil, ellers gør vi som vi vil' og 'Irak må godtage okkupation, ellers foretager vi okkupation'.
Skammen over at være norsk gnaver indvendigt i mig. Hvordan kan så mange politikere fra så mange partier være så bevidstløse i forhold til folkeretten og hvilke interesser de tjener? Ved sit århundrede lange magtspil om olie og rigdomme har USA provokeret sig frem til at blive terrormål nummer et. Hvilket andet land har i årevis behøvet sådanne forsvarsværker rundt om sine ambassader?
USA's magtspil har en lang historie, ikke mindst i Golfen. Regimer styrtes, våben leveres, angreb lokkes frem, Sovjet mod Afghanistan, Irak mod Kuwait. USA opbyggede Al´Qaida og Taliban, Saddam. Store dele af de våben, Bush/Blair nu vil kriges mod for at slå ud eller inspicere, har deres lande selv leveret, inklusive komponenter til atomvåben.
Der bliver noget patetisk over en Bush, som tordner mod en mand som skaber stor fare for omgivelserne med sine farlige våben. Hvor mange tusind atomvåben har USA selv og hvad har landet gjort, for at verden skal blive tryggere ved at atomvåben afskaffes? Der gives stadig løfter, når USA føler sig nødt til det. Efterlevelsen udebliver - også efter at ICJ, FN-domstolen, fastslog en klar retslig pligt dertil i 1996.

Hvorfor er det så vigtigt at få inspiceret ud fra usikker information om, at Irak kan skaffe sig masseødelæggelsesvåben, mens den der faktisk har bidraget som inspektør for atomvåben i regionen, atomteknikeren Mordechai Vanunu, har siddet i isolation i israelsk fængsel i 12 af de sidste 16 år? Hvad har USA gjort for at støtte ham og sørge for inspektion af Israels atomvåben?
Gennem 100 års møjsommelige anstrengelser har verden fået et forbud mod angrebskrig, med Nürnberg-dommene og FN-pagten som de klareste udtryk. Vigtigt i menneskehedens historie og afgørende for, om vi skal have nogen fremtid. Hvad bliver der tilbage af forbudet, hvis USA frit, i generationer fremover, skal kunne angribe ethvert land, hvor USA mener der findes terrorister? Jeg har bedt den norske regering læse om, hvordan USA i otte år systematisk har torpederet alle tilløb til fred med Irak, før Norge voterer i Sikkerhedsrådet (se George Monbiot i The Guardian i sidste uge).
Får vi frihed med en 'enduring freedom', som ophæver menneskerettigheder og retssikkerhed? Vil brugen af magt garanteret ikke øge terrorismen til ukendte højder? Udløse etniske modsætninger som går tværs igennem vores samfund, i Berlin, Manchester, San Francisco, Oslo? Er der ikke flere og flere her i landet, som føler et stigende ubehag ved at give lydig støtte til en stat, som lægger op til en global politistat og en global borgerkrig?