Efter voldshandlingen i Moskva er kampen for fred i Tjetjenien blevet endnu vanskeligere

af Mikael Hertoft, København
Aktionen i Moskva 26. oktober var vellykket, fra et russisk synspunkt. Der var kun 34 døde gidsler fortalte viceindenrigsministeren til pressen efter aktionen. Samtlige 50 gidselstagere var døde. 750 var befriet.
Men som lørdagen skred frem steg dødstallet. Mange gasforgiftede gidsler døde på hospitalerne. Antallet af døde gidsler nærmede sig de hundrede og dette forøger sorgen og raseriet i den russiske føderation. Selv ikke disse stigende tabstal kan dog formentlig frarøve Putin den sejr han har vundet.
Der er næppe tvivl om at russiske styrker vil føre en rasende militær kampagne i Tjetjenien. Den russiske regering ønsker nu at udslette alt organiseret væbnet modstand i Tjetjenien. Dertil har de nu mere folkelig opbakning end nogensinde før.
Moskva vil bruge gidselsdramaet, og den internationale isolation den sætter tjetjenerne i, til at kræve af Tyrkiet, Georgien og en række andre lande, at de ophører med at give asyl til tjetjenske separatister, og udleverer dem til Rusland.
Umiddelbart ser det ud til at gidseltagerne har opnået det modsatte af det de erklærede de ville.
I stedet for at bringe fred til Tjetjenien har gidselstagerne bragt mere krig.
I stedet for at svække Putin har gidselstagerne styrket ham.
I stedet for at vække sympati for det tjetjenske folks lidelser, har gidseltagerne med deres terrorhandling vakt afsky for det tjetjenske folks sag.
Men måske var gidselstagernes logik anderledes. Den russiske bjørn og den tjetjenske ulv har længe været oppe at slås. Den tjetjenske ulv er trængt helt op i en krog, der er ingen steder at undslippe.
Mausor Baraev og de andre gidselstagere har vidst de under alle omstændigheder snart skulle dø. De har vist at de aldrig ville kunne finde fred i deres føderepublik. De har drejet på hadets spiral mellem tjetjenere og russere, med en prime time terrorhandling. Derved har de måske nået et af deres mål, at sikre at hadet bliver så dybt mellem de to folk, at de aldrig vil kunne leve sammen, og i en egen pervers logik kan det ses som en sikring af spørgsmålet om Tjetjeniens selvstændighed.
At arbejde for fred i Tjetjenien har altid været vanskeligt. Efter denne voldshandling i Moskva er det blevet næsten umuligt. Den Tjetjenske Verdenskongres i København, der startede i går, kan blive den eneste tjetjenske mulighed for at markere en tjetjensk vilje til at stoppe krigen.
Kongressen må ubetinget fordømme voldshandlingen i Moskva. Man kan også råde den tjetjenske præsident Aslan Maskadov og hans repræsentanter til at opgive kravet om tjetjensk selvstændighed, der i dag hverken er realistisk, eller har international opbakning, og at tilbyde forhandlinger og samarbejde til Præsident Putin om normalisering af situationen i Tjetjenien, heriblandt om en neutralisering af Shamil Basaev i hvis navn terrorhandlingen i Moskva blev begået.
Men russerne bør også forstå, midt i deres sorg og vrede, at de tjetjenske voldshandlinger i Moskva kun er et spejl af utallige russiske voldshandlinger i tjetjenske byer og landsbyer udenfor tv-kameraets rækkevidde. Russerne må som sejrende part og som stat forpligtet af internationale konventioner om menneskerettigheder gå i spidsen for at stoppe voldsspiralen. Kan præsident Putin lede denne proces, vil han have vundet en endnu større sejr end den hans specialtropper sikrede ham den 26. oktober.

Mikael Hertoft er cand. mag i russisk og øststatskundskab og har arbejdet i Nordkaukasus.