Historien er en entydig trappestige, startende med urkommunistiske jæger-samlere, bevægende sig over antikke slavekulturer og feudale kulturer til kapitalisme, og siden til socialisme og kommunisme

Af Kjeld Stenum
På denne årstid er morgnerne ofte sure.
Selvom man har fundet makkere på arbejde, som man er glad for at gå sammen med, kan selve sliddet i halvvådt møgvejr med temperaturer på kanten af frostvejr være en strid omgang.
Især om morgenen, hvor man cykler derind, og ryggen værker, og man er særligt kuldskær, fordi man mangler søvn og endnu ikke rigtigt har fået gang i cirkulationen.
Man tænker: Skal du virkelig fortsætte sådan her, til du er femogtres? Eller hvor meget længere de nu får sat igennem, at de kan tvinge os? Så stiller du nok træskoene inden.
Somme tider tænker man også: Hvad bringer det os, al den moderne teknologi, computer, mobiltelefon, tv, køleskab, vaskemaskine, alt det tidsbesparende isenkram - gør det os lykkeligere, og lever vi en mindre forjaget tilværelse end de anonyme slaver i det gamle Grækenland, der bar den tidligste europæiske civilisation?
Eller den ældre stenalders urkommunistiske jægere og samlere, for den sags skyld. Det kan godt være, deres liv var betydeligt mere udsat, til gengæld havde de nok også betydeligt lettere ved at få øje på meningen.

Sådan begynder man at filosofere lidt over det, man kalder historiens retning, mens man cykler.
En del af os kan godt undertiden have trang til at være kritiske overfor vores kultur. På sådanne morgner, som jeg snakkede om, kan nogen af os endda have trang til at være meget kritiske.
Alligevel vil de færreste af os dog bestride, at historien har bevæget sig fremad siden stenalderen, og meget få af os vil bestride, at den grundlæggende stadigvæk gør det.
De af os, der har brugt perioder af vores liv på at læse i de bøger, Marx, Engels og Lenin med flere har skrevet, er måske blevet endnu mere overbeviste om, at det forholder sig sådan.
Historien er en entydig trappestige, startende med urkommunistiske jæger-samlere, bevægende sig over antikke slavekulturer og feudale kulturer til kapitalisme, og siden til socialisme og kommunisme. Det er det indtryk, vi godt kan få, især hvis vores kendskab til marxistisk filosofi stammer mere fra velmenende pædagogiske fremstillinger end fra de gamle tænkere selv.

Men også liberalister vil mene, at historien har en retning. Spørg bare folk som vores egen statsminister eller præsident Bush.
Selvfølgelig har historien en retning, vil de sige, og dens højeste punkt det er ikke kommunisme, men USA, med Danmark meget tæt i hælene.
Jeg kunne godt unde de to herrer nogen sure cykelture før halv seks om morgenen i klamt novembervejr med udsigt til en hård beskidt dag på en byggeplads, måske ville det anfægte deres sikkerhed en smule.
Og selvom jeg nok går ind for, at det er sandt, at historien har en retning, så går jeg endnu mere ind for, at anfægtelser er sunde. Især for dem, der sidder højt på strå og har stor magt.

Men jo, jeg går ind for det med historiens retning. Ellers burde jeg nok også finde mig en anden avis at skrive i. Men selvfølgelig har historien en retning.
Når dette er sagt, så vil jeg også godt have lov til at sige, at meget firkantede betragtninger over historiens trappestige dem står jeg af på. Det er ikke bare fordi det let leder til chauvinisme: man bruger videnskaben til at bevise, at netop ens egen kultur er det ypperste af alt.
Nej, det er også, fordi jo mere historie jeg får læst, desto mere indlysende bliver det for mig, at der ingen indre tvingende logik er i historisk udvikling. Og de, der opfatter dialektik som sådan en indre, tvingende logik i historien, ja, dem må jeg indrømme, at jeg er uenig med.

Inuitternes jæger-samler-kultur i Grønland viste sig i middelalderen mere overlevelsesegnet under de ekstreme arktiske betingelser end nordboernes landbrugskultur.
Der har været store forskelle på for eksempel de tidligste store civilisationer i vores del af verden, Babylon og Ægypten, og så for eksempel de store tidlige indianercivilisationer; mayaerne, aztekerne og inkaerne, selvom de i begge tilfælde opstod i forbindelse med det tidligste agerbrug.
Og kinesisk feudalisme, som udfoldede sig allerede dengang den europæiske civilisation trådte sine tidligste barnesko i det gamle Grækenland, havde ikke som europæisk feudalisme nogen religiøs overbygning og blev heller ikke efterfulgt af noget, der på nogen måde mindede om kapitalisme, sådan som feudalismen blev i Europa, men af mægtige kejsere..
Så vi kan godt droppe forestillingen om historien som en trappestige.
Når det alligevel giver mening at tale om historiens retning, så er det fordi nogle typer økonomisk adfærd har tilbøjelighed til at fortrænge andre, simpelthen fordi de giver menneskene større overlevelsesmulighed.
Når den ældre stenalders urkommunisme ikke kunne holde stand mod de tidligste agerbrugs- og nomadekulturers klassesamfund, skyldes det, at den ældre stenalders jæger-samler-kultur aldrig samlede overskud til at investere i fremtiden og næppe nogensinde kunne nå frem til at ernære større antal mennesker på hele jordkloden, end moderne kapitalisme kan på Danmarks areal i dag.

Af denne - det mere egnede økonomiske systems - fortrængning af det mindre egnede følger vores overbevisning om, at historien har en retning..
Men er det blot det mere egnedes evne til at fortrænge det mindre egnede, der ligger i vores forestilling om historiens retning, skal vi heller ikke lægge mere i det.
Der er intet, som siger, at kun én bevægelsesretning er mulig.
Jeg tror, historien i høj grad eksperimenterer og prøver sig frem. Og hvilken type økonomisk adfærd der sejrer, det afhænger af betingelserne.
Derfor kan historien heller ikke være en trappestige, men flere udviklingsretninger må være mulige. Og derfor kan vi aldrig være sikre på at have fundet den bedste.
Selvom kapitalismens triumf måtte være så global, som dens fortalere mener, så beviser det ikke, at vi ikke havde kunnet indrette os bedre, hvis blot vi havde opdaget muligheden.
Omvendt findes der heller ingen standard-opskrift for socialisme. Og socialistiske systemers fallit beviser ikke, at samfund med ejendomsforhold, som vi ville betegne som socialistiske, er umulige.
Måske har vi bare ikke fundet den socialisme, som kan fortrænge kapitalismen.
Ikke endnu!