26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Plads til demokrati - plads til aktivisme

Plads til demokrati - plads til aktivisme

Onsdag, 06. november, 2002, 00:00:00

Vi kan ikke gøre arbejdet alene - det officielle Danmark må også tage arbejdet seriøst med at skabe plads til demokratiet.

Af Rune Lund, koordinator i NGO Forum - Stop Volden
Der er optimisme i luften. I græsrods- og NGO-verdenen er forberedelserne i fuld gang op til EU's decembertopmøde i København.
Alt i sol, måne og stjerner tyder på, at det danske EU-formandskab vil blive afsluttet med mangfoldige og markante folkelige manifestationer i dagene den 12.-15. december.
Et succesfuld og slagkraftig gennemførelse af de folkelige aktiviteter uden vold fra hverken myndigheders eller demonstranters side vil både være godt for græsrødderne under selve topmødedagene, men vil også bidrage til en styrkelse af demokratiet - en styrkelse som der faktisk er hårdt brug for i øjeblikket.
Et eksempel herpå er, at deltagelse i en helt almindelig demonstration i langt højere grad bliver opfattet som en potentiel risiko for ballade med politiet end for bare et par år siden.
Hvis denne opfattelse blandt den almindelige befolkning får yderligere fodfæste, vil det føre til en amputering af forsamlingsfriheden som instrument i demokratiet, samt en politisk marginalisering af de politiske grupperinger, der stadig vil benytte sig af forsamlingsfriheden som politisk udtryksform.
Denne udvikling er bekymrende og skal stoppes.

Græssrødderne har gjort sit
Græsrødderne og de politiske miljøer har allerede gjort et stort stykke arbejde for at sikre, at København i en positiv og åben stemning vil blive omdannet til græsrøddernes by til december.
Vi som græsrødder har gjort vores del af arbejdet.
Men vi kan ikke gøre arbejdet alene - det officielle Danmark må også tage arbejdet seriøst med at skabe plads til demokratiet.
Dette har man gjort i et vist omfang, blandt andet ved at uddele knap 15 millioner kroner til græsrodsaktiviteter i forbindelse med EU-formandskabet.
På andre områder halter det imidlertid mere, specielt i forhold til politiets indsats under EU-formandskabet.
Her er det indtil videre desværre kun Københavns Politi med Chefpolitiinspektør Kai Vittrup i spidsen, der har taget ansvaret alvorligt.
Kai Vittrup har i forhold til demonstrationer og civil ulydighed gennemført det politiet selv kalder 'den nye strategi', hvor man giver mere plads til demokratiet og aktivismen, frem for at fokusere på en rigid lov-og-orden-strategi og taktik med nul-tolerance-princippet som fundament.

Hvor er politikerne...
Denne udvikling er yderst positiv og viser, at der er fornuftige folk i politiet, der har forstået, at det også er politiets pligt at beskytte forsamlings- og ytringsfriheden.
Men det er en højst besynderlig situation, at politiet kan gennemføre en så grundlæggende strategisk ændring uden at der tilsyneladende er nogen klar og tydelig politisk opbakning.
Derfor har NGO Forum - Stop Volden ansøgt om foretræde for justitsminister Lene Espersen for blandt andet at høre, hvordan hendes syn på politiets nye strategi er, samt hvilke initiativer hun planlægger for at bakke op om denne positive udvikling i politiet.
Vi forventer som græsrødder, at det officielle Danmark påtager sig sin aktive del af ansvaret for at sikre plads til demokratiet og den politiske aktivisme.


Rune Lund, 26 år, koordinator i NGO Forum - Stop Volden, statskundskabsstuderende på Københavns Universitet.
Plads til demokrati - plads til aktivisme

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp