26 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sønderjyllands enhed er truet

Sønderjyllands enhed er truet

Onsdag, 06. november, 2002, 00:00:00

PLS Rambøll mener at Sønderjyllands Amt kan spare 90 millioner kroner på sygehusene og samtidig øge kvaliteten af behandlingen

af Baltser Andersen, Tønder
Konsulentrapporten fra PLS Rambøll kan ikke anvendes som afsæt for en afbalanceret eller bæredygtig sygehusstruktur i Sønderjylland.
For det første opfylder rapporten end ikke det kommissorium, amtsrådets flertal fastlagde den 24. juni. I øvrigt på trods af, at både SF og Enhedslisten havde advaret om konsekvenserne af den skriftlige henvisning til amtsborgmesterens eget udspil og oplæg fra 19. juni.
For det andet har Rambøll-rapporten overhovedet ikke taget hensyn til de mange velunderbyggede høringssvar, som er fremkommet fra Haderslev Kommune, fra Tønder Kommune, fra Tønder Sygehus' Venner og fra Samarbejdsgruppen af Vesteregnens Vælgerforeninger.
Det er ganske betegnende for den bevidste 'ikke se - ikke høre' stil, at amtsborgmesteren omhyggeligt gennem måneder har ladet som om, der ikke findes et samlet alternativt modelforslag for hele amtets sygehusstruktur.

I amtsborgmesterens opremsning 19. juni af elementer fra de indsendte høringssvar har han omhyggeligt undgået at omtale eller referere selv den mindste del af den sammenhængende og begrundede argumentation i 'Model Sønderjylland'.
For det tredje gentager Rambøll-rapporten den sagligt urigtige påstand om, at kvalitet og nærhed er modsætninger, selvom amtsborgmesteren selv har erklæret, at han havde lyttet og forstået at nærhed var en del af et samlet kvalitetsbegreb.
For det fjerde har Mammen fra Slesvigsk Parti fuldkommen ret i, at Tønder Sygehus i Rambøllrapportens strukturmodel er tømt for enhver form for sygehusindhold udover mursten og bygninger. Dertil kommer en lang række faktuelle fejl i rapporten, som Enhedslisten i den kommende tid vil sætte fokus på.
Der er al mulig grund til at advare det samlede amtsråd om de alvorlige og uundgåelige følger for den fortsatte enhed i Sønderjyllands Amt, såfremt Rambøll-rapportens model-oplæg ophøjes til amtets kommende sygehuspolitik.

Som vi meget omhyggeligt har forklaret i Model Sønderjylland kan store dele af befolkningen, erhvervslivet og politikerne på Vesteregnen ikke leve med den 'lollandisering' af en ellers driftig og kraftfuld egn, som den påførte lemlæstelse/lukning af Tønder Sygehus vil føre med sig.
Derfor kan den 2. december 2002 blive en mørk dag for Sønderjyllands fremtid, dagen for sprængning af amtets helhed og balance. En dag, der vil tvinge en knuget og forbitret Vesteregn til at kigge mod nord og syd og tilstræbe opløsning af det efterhånden ret belastende tilhørsforhold til institutionen 'Sønderjyllands Amt'.
Hvis et folkevalgt amtsråd ikke er i stand til at forstå, hvad mere end 60.000 vælgere har forklaret gennem deres underskrift, og hvis det samme amtsråd heller ikke er i stand til at begribe, at ansvar for sygehusstrukturen også omfatter et helhedssyn, der er afbalanceret og hensyntagende overfor hele egne, ser det mere end almindelig sort ud, ikke kun for Vesteregnen og Haderslevegnen, men også for sammenhold og enhed i amtet.

For så sættes kursen mod splittelse og ophør af den hidtidige samhørighed i Sønderjylland. Gennem 32 år har det været en underforstået forudsætning for den amtslige sønderjyske enhed, at der var balance og helhed tilvejebragt gennem udviklingen af fire egnscentre og ligeværdigt fællesskab mellem de forskellige dele af amtet.
Herude vestpå har vi naturligt tilhørt Sønderjyllands Amt siden kommunalreformen i 1970, men den skridtvise omformning af det fælles amt til énsidig oprustning i det sydøstlige hjørne til 'Aabenraa Amt' kaster tunge skygger over fremtiden. Og hvis amtsrådets politikere fortsat er ude af stand til at fatte, hvad det er, en så syg og elendig sygehusstruktur vil føre til, må mangesidige bestræbelser for Vesteregnens løsrivelse fra østkystens dominans og herrestyre tage sin begyndelse.

Baltser Andersen er amtsråds- og folketingskandidat for Enhedslisten i Sønderjylland.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp