I en mere ædruelig daglig brug plejer vi at opfatte terrorisme som noget med at bruge vold mod uskyldige civile til at opnå militære mål. Men hvornår er noget terror, og hvornår er det befrielseskamp?

Af Kjeld Stenum
Vi bombarderes med det omtrent dagligt: Voldsomme eksplosioner. Sårede og dræbte. Fortvivlede appeller fra tilfangetagne. Mennesker, der springer i døden. Sørgende, desperate mennesker.
Ofte om aftenen, på den tid af dagen, hvor vi skal slappe af.
Er der ingen nye billeder, ser vi de gamle igen og igen. Som om der var nogen som helst nyhedsmæssig pointe i at vise dem mere end aller højst én gang.
Fordi de voldsomme billeder gør os oprevne, fordi vi alligevel ingenting kan gøre og derfor ikke kan komme af med vores følelser, og fordi vi trænger til at slappe af i stedet for at blive oprevne, så kommer vi efterhånden til at samle en masse vrede sammen.
Mod dem, der bliver nævnt som årsag til alt dette. Al Qaeda, palæstinensere, indonesiske muslimer, tjetjenere, og hvad de hedder alle sammen..
Jo, terror det kan vi ikke lide. Det kan vi omtrent alle sammen blive enige om. Og selvom vi ikke kan lide hverken Bush eller Sharon eller Putin, så har vi den der omhyggeligt medieoparbejdede vrede i os, og anstrenger vi os ikke for hele tiden at tænke tingene klart igennem, fristes vi til at give efter og sige: Jamen det er fandeme også for meget. Og lidt ret har de nu, alle de der høge, der siger, man skal slå hårdt ned på den slags.

Men hvad er terror?
Vores forhenværende justitsminister Frank Jensen definerede det i de ophidsede dage omkring 11. september sidste år som al aktivitet, der tog sigte på at omstyrte vores samfunds institutioner.
O.k. så er jeg i al ydmyg beskedenhed også terrorist, allerede når jeg skriver skærveknusere.
I en mere ædruelig daglig brug plejer vi at opfatte terrorisme som noget med at bruge vold mod uskyldige civile til at opnå militære mål.
Men hvornår er noget terror, og hvornår er det befrielseskamp?
Israelere, der bosætter sig ulovligt i besat område, gør de ikke sig selv til legitime militære mål? Og hvis den israelske stat og det israelske samfund stiller sig bag disse bosættere, hvilke israelere gør så ikke sig selv til legitime militære mål? Alle, der ikke har stemt på Sharon? Kun de israelere, der aktivt bekæmper Israels krigspolitik? Kan vi forlange, at den palæstinenser, der er parat til at give sit liv for at bringe sit folk ud af den desperate situation, giver sig tid til omhyggelig skelnen?

Eller undlader vi simpelthen at tænke så langt? Har vi allerede dømt vedkommende som terrorist, før vi begiver os ud i så nuancerede overvejelser? Jeg er bange for, vi ofte har.
Vi lader amerikanerne bure en dansk statsborger inde, fuldstændig i modstrid med al international og national jura, efterhånden har det varet omtrent et år, og ingen ved, om manden overhovedet har gjort noget.
I stedet for at protestere har vores egen justitsminister travlt med at forsvare indeburing af tjetjeneren Sakajev på hvad hun selv åbent kalder alt for tyndt grundlag til at imødekomme russernes begæring om udlevering.
Han er nemlig mistænkt for terror.
Det er bare lidt af et problem. For de gerninger, han skal fældes på, er fra før 11. September sidste år, og ingen af os var dengang i tvivl om, at det skulle kaldes befrielseskamp. Navnlig ikke amerikanerne. De var lige så ivrige efter at bryde russernes kontrol med olien i Kaukasus, som russerne var efter at bevare den.

Efter 11. september er der ikke rigtigt noget, der hedder befrielseskamp.
I dagens internationale retspraksis er vi meget tæt på en tilstand, hvor man ikke skal bevise en terrormistænkts skyld, tværtimod skal vedkommende bevise sin uskyld.
Samtidig kan høgene Bush, Putin og Sharon blive enige om én ting, og det er, at for dem er alt tilladt i krigen mod terror.
Gengældelsesaktioner og forebyggende aktioner indeholder langt større terror end nogen af de aktioner, de skal gengælde og forebygge. Og det, civile gidsler har at frygte i gidselaktioner, er ikke så meget selve gidseltagningen, som at deres regering skal komme og befri dem.
Hvor gidseltagerne får ét uskyldigt menneskeliv på samvittigheden, får befrierne hundreder. For langt vigtigere end gidslernes liv er det at markere, at der ikke er noget at forhandle om. At indrømme, at der var noget at forhandle om, ville være at indrømme, at den russiske regerings politik overfor Tjetjenien kunne diskuteres.
Det kan den ikke.
Magthaverne har altid ret. Dette kunne en amerikansk krigsforbryder ved navn Henry Kissinger og så Putin blive enige om.

En tilstand, hvor den anklagede skal bevise sin uskyld, og hvor den, der har magten, også per definition har retten, det er en retsløs tilstand. Det er despoti.
Det er uhyggeligt, at det er blevet sat igennem på bare ét år og med så få sværdslag. Det er uhyggeligt, at vores demokratisk valgte ministre, der til daglig er så gode til at se tillidvækkende ud på tv (nogen af dem da), de ingenting gør andet end at køre med på vognen, næsten som om alting er, som det altid har været.

På sin vis er det også det. Magthavere har lige så længe som der har eksisteret klassesamfund givet sig selv lov til at anvende terror. Det er ikke i det, der ligger noget nyt, det ny er, at vi i dag lader dem slippe afsted med at krænke og udvande såvel international folkeret som national strafferet, mens de for bare halvandet år siden ikke vovede det så åbenlyst, fordi Vietnam og Afghanistan lå i for frisk erindring hos Bush og Putin.
Vi skal ikke længere acceptere, at diskussionen føres på deres præmisser.
Vi, som forsvarer retten, vi skal godt nok nødigt begive os ud i lige så stor retsløshed som magthaverne. Men vi skal heller ikke acceptere at bruge vores kræfter på pindehuggeri om, hvornår en desperat befrielseskæmper går over stregen til terror, sålænge det egentlige problem er magthavernes terror.
Salig Lenin sagde, at krige var uundgåelige, sålænge man havde klassesamfund. Og det var ikke valget af den ene eller den anden kampform, der afgjorde, om en kamp var retfærdig krig eller uretfærdig krig.
Det drejede sig om, om kampen tjente til at fremme de undertryktes befrielse eller ej.
Det er den diskussion, der er interessant for os.