Men værre end det var den, ikke angstprægede dunkle, men klare følelse som havde bemægtiget sig ham: at uanset hvad vi foretager os, er ingen forandringer i Verden længere til det bedre
af Erik Stinus, Digter
Ved et informationsmøde om krigstruslen mod det længe mishandlede irakiske folk og om det supermagtsvanvid, som truer FN, det eneste instrument vi har til bilæggelse af internationale konflikter og til at komme en urimelig verdensordens ofre til undsætning, mødte jeg en gammel ven og kollega. I over en menneskealder krydsedes gang på gang vore veje, i Afrika, i Asien og her i landet, som oftest i København, på Slotspladsen, på Rådhuspladsen og foran ambassader.
Man står jo gerne og sludrer lidt mens nogen taler og musicerer, og mere endnu på vandringen fra det ene mødested til det andet. Sådan har vi delt glæder og sorger, erfaringer og udsigter, små triumfer blandet med ærgrelserne over et og andet frugtesløst arbejde, for det er ikke alt arbejde, i vores som i andres fag, der ser dagens lys eller, hvis det sker, bemærkes af dem der kan bringe det videre til de modtagere det var bestemt for.
Nu sagde han at hans alder og nogle småskavanker, som han iøvrigt ikke gad snakke om, tvang ham til at indskrænke sine aktiviteter. Men værre end det var den, ikke angstprægede dunkle, men klare følelse som havde bemægtiget sig ham: at uanset hvad vi foretager os, er ingen forandringer i Verden længere til det bedre. Heldigvis med et glimt i øjet tilføjede han: Jeg tror ikke jeg vil blive ved at troppe op til disse møder. Når Verden ter sig som den gør, må den selv om det.
Overbevist om at vi snart ses igen forsøgte jeg mig ikke med et svar, kunne heller ikke benægte hans påstand om 'Verden's adfærd. Eftersom det enkelte menneske nu engang har den størrelse og de kræfter det har, må 'Verden' være det billede vi bærer af den i os, og der er dage, år, tider hvor det kan synes umuligt for enhver at rumme det.
Som vi skal i denne spalte, bevæger vi os her ind i det kulturelle terræn og citerer den palæstinensiske digter Mahmud Darwish der engang i et interview sagde: 'Jeg tilbragte fire eller fem år af mit digteriske liv med at skrive om mine døde venner. Jeg mistede så mange venner, at jeg begyndte at protestere og rettede min protest mod dem. Jeg bad dem holde op at dø. og jeg truede dem...' Han skrev: 'Hør nu, dø ikke, for jeg ønsker at leve endnu et år'. men vennerne snød ham, blev ved at dø.
En Verden hvor ministre ansættes for at rive kulturen ned (kultur er også hospitaler, skoler, postvæsen, nyttigt fredeligt arbejde: at vi har brug for hverandre) og hvor på det altoverordnede plan præsidenter indsættes for at de kan træffe beslutning om hvem og hvor mange der først skal dø i en krig som de antager vil sikre ubegrænsede forsyninger til deres land, dereskulturs hjul - hvordan rumme dette billede tillige med billedet af de døde, døende, dødsdømte og vedblivende tro sig stærk?
Jo hurtigere, som i kappestrid med hjulene, nyhedsoplæserne taler for at få alle de dårlige, dramatiske og sønderknusende nyheder med, des langsommere må vi andre tale. Og jo hurtigere hjulene, des langsommere, tættere sammen gå.
Erik Stinus
Digter. Debuterede med 'Grænseland' i 1958 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og rejsebøger, senest digtsamlingen 'Blivesteder'. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995. Erik Stinus har oversat indiske, tyrkiske og afrikanske romaner og digte til dansk. Bor på Østerbro i København. 68 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278