Ser man programmerne for de tre kommunistiske partier er der nuancer til forskel og det er noget, der må kunne overvindes med lidt god vilje og dialog. Og tidshorisonten for kommunistisk enhed bør ikke være årtier, men år. Jo, før des bedre; for arbejderklassens enhed er betinget af kommunistisk enhed.

af Christian Toubro, Viby
De transnationale gribbe slider og flår i gamle Danmarks krop. Vor hjemlige regering omfordeler med hård hånd fra fattig til rig. Der protesteres fra fagbevægelsen, ungdommen og de ældre. Protesterne tager til i styrke og enheden mod højre vokser. Samtidig kører en række partiapparater hver for sig hver deres løb. Koordineringen af kræfterne kan være besværlig og langsommelig i en tid, hvor anslagene mod almindelige mennesker kommer hurtigt og i stor mængde.
Engang var der eet kommunistisk parti. Nu er der tre små og en række partiløse kommunister. I modstanden mod højres anslag er kommunister nødvendige. Som de mest bevidste og offervillige. Det gjaldt og det gælder. Ser man programmerne for de tre kommunistiske partier er der nuancer til forskel og det er noget, der må kunne overvindes med lidt god vilje og dialog. Og tidshorisonten for kommunistisk enhed bør ikke være årtier, men år. Jo, før des bedre; for arbejderklassens enhed er betinget af kommunistisk enhed.
Et samlet parti kunne blive en magnet på fagligt aktive og unge i bevægelse. Et moderne kommunistisk parti befriet for fortidens synder ville kunne forny det politiske liv herhjemme. Det åg som en mur og et sammenbrud i øst lagde på vore skuldre letter - der er noget der hedder historie og noget andet der hedder 2002 og det, det handler om nu - nemlig kamp mod højre, EU, NATO og et krigsliderligt USA. Det kan mange skrive under på og der er der, vi kan hente støtte til genopbygningen af en slagkraftig kommunistisk bevægelse i Danmark.
Samarbejdet er i gang rundt omkring både i det små og i det større mere konkrete.
Dagbladet Arbejderen er en væsentlig krumtap i dette samarbejde - ligesom Land og Folk var det for år tilbage for DKP og venner. Og Dagbladet Arbejderen fortjener nogle gode kroner fra alle dele af den kommunistiske bevægelse i sin indsamling netop nu.
Man kan blive utålmodig når bussen ikke kommer til tiden. Og lidt utålmodighed er nok på sin plads, når processen frem mod enhed i den kommunistiske bevægelse i Danmark trækker unødigt ud. Imens er det Fogh og co. der har erobret en bus, der slet ikke tager passagererne op. Det kunne være skønt om kommunister fra nær og fjern mødtes som vore forfædre gjorde det i Fredericia 1919 og gav hinanden hånden på, at nu skulle den have en skalle - i enighed.
Processen frem til det punkt behøver ikke at være så lang, efter min bedste overbevisning. Med revolutionær smidighed, vilje til at nå endemålet og aktivitet er det muligt.