Enhedslisten vil gerne være med til at fjerne den del af racismeparagraffen, der alene handler om ytringer, for til gengæld at skærpe kriminaliseringen af egentlige trusler og handlinger
af Enhedslistens Arbejdsudvalg
Det må vist være på tide at redegøre for de argumenter, der ligger bag beslutningen om en revurdering af vores holdning til racismeparagraffen - først i Arbejdsudvalget (AU) og siden på Hovedbestyrelsesmødet (med 13 stemmer mod 6):
Der er for det første ikke tale om, at Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti nu vil afskaffe racismeparagraffen!
Derimod vil vi gerne være med til at fjerne den del, der alene handler om ytringer, for til gengæld at skærpe kriminaliseringen af egentlige trusler og handlinger, det vil sige racistisk diskrimination.
Line Barfod formulerede i sin ordførertale dette blandt andet således:
'Der har været flere fra venstrefløjen, der gennem årene har argumenteret for, at vi ikke skal kriminalisere holdninger, vi ikke kan lide, men i stedet bekæmpe dem med argumenter, og det er Enhedslisten helt enig i. Vi skal ikke kriminalisere holdninger og ytringer, men samtidig mener vi, at det er meget vigtigt, at vi bekæmper racisme og alle former for diskrimination'.
'Vi mener fra Enhedslistens side, at den bedste måde, vi som politikere kan bekæmpe racisme og diskrimination på, er ved konstant at tage afstand fra den, hver gang vi møder den, i stedet for at lefle for den indre svinehund, som mange desværre har gjort. Vi mener altså ikke, at man skal bekæmpe den ved at kriminalisere den, ikke ved at kriminalisere ytringer, men derimod, at det, der skal være kriminelt, kun er trusler og handlinger. Derfor foreslår vi, at vi under udvalgsarbejdet ser på muligheden for at ændre bestemmelsen, så det, den kriminaliserer, er trusler over for grupper, og at vi selvfølgelig også ser på: Hvordan er diskrimination kriminaliseret i dag, og skal vi ændre på kriminaliseringen og eventuelt også sørge for, at kriminaliseringen af diskrimination kommer til at fremgå direkte af straffeloven'.
'Så Enhedslisten kan altså ikke støtte forslaget (fra Dansk Folkeparti, red.) i den foreliggende form, men er enig i, at rene meningstilkendegivelser ikke skal bekæmpes med kriminalisering, og derfor vil vi arbejde for en ændring af bestemmelsen'.
Og hvorfor skal Enhedslisten så - i ytringsfrihedens navn - værne om racisters ret til 'rene meningstilkendegivelser'?
Ikke fordi disse ytringer er harmløse. Overhovedet ikke. Der er ingen tvivl om, at racistiske ytringer volder stor mental skade, både for enkeltindivider og for samfundet. På den måde forekommer sammenligningerne med børnereklamer, injurier og løgnagtige reklamer jo rimelig nok.
Men hvorfor skal vi så alligevel lige netop på dette punkt stå vagt om ytringsfriheden?
Det skal vi af den grund, at der faktisk er en del mennesker, der opfatter det, vi andre ved er racistiske myter, for sandheder, som er kernen i deres politiske synspunkter.
Enhedslisten kan sagtens leve med begrænsninger i ytringsfriheden, når det bare handler om personfnidder eller forretningsfolks grådighed, og når der i øvrigt er gode grunde til det. Men når det handler om, at nogen ved lov bliver forbudt at sige noget, som de selv opfatter som deres politiske budskab, så er ingen grunde gode nok. Her er vi pinedød nødt til at leve op til vores egne løfter om at ville udvide, ikke indskrænke, de demokratiske rettigheder. Og så gælder det jo altså også selv for vore argeste politiske modstandere: de dumme, racistiske svinehunde, der vil misbruge deres ytringsfrihed til forhånende og nedværdigende omtale af andre befolkningsgrupper.
Det hidtidige forbud har for øvrigt med stor dygtighed været udnyttet af de fremmedfjendske kræfter. Samtidig med at dem, der virkelig har stået bag masseudbredelsen af den kollektive bagtalelse af de etniske minoriteter (for eksempel Pia Kjærsgaard og Mogens Camre), aldrig har været i nærheden af en dom, fordi de formulerer sig alt for snedigt - er de marginaliserede landsbytosser fra for eksempel Fremskridtspartiet blevet dømt for racisme.
Det har så igen givet blandt amdre Pia Kjærsgaard enorme muligheder for at dyrke martyrrollen på egne og folkedybets vegne: 'Den debat, vi ikke må føre', 'Det, vi ikke må sige for det pæne selskab', og så videre.
Racismeparagraffens - i praksis minimale - begrænsning af den politiske ytringsfrihed har ikke svækket racismen i Danmark. Og uanset hvor lidt eller hvor meget den bruges i fremtiden, vil den tvært imod fortsat give racister og højrefløj en yndet rolle som dem, der risikerer at blive straffet, hvis de siger 'sandheden'. Denne martyrrolle har snarere gavnet end begrænset racismen - desværre.
Sakset fra Rød-Grønne Linjer nr. 15. 4. oktober 2002
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278