Fundamentalisme er noget med at gå tilbage til det oprindelige og stå meget stejlt på det. Gå til de oprindeligste kilder og tage ordene meget strengt bogstaveligt, helst ligefrem som juridisk forpligtende lovtekster

Af Kjeld Stenum
Der bliver diskuteret en del om religioner i disse tider. Det synes jeg er i orden. Religioner og livsfilosofier og den slags er ting, der skal diskuteres. Diskussioner kan fjerne mange fordomme. Og det synes jeg, vi kan trænge til. Der er mange fordomme at fjerne.
Men at det er ting, der skal diskuteres betyder også, at det er ting, man skal søge at overbevise hinanden om - føre dialog om. Ikke ting, man skal tvinge hinanden til enten at mene eller ikke at mene.
Sådan ser jeg i hvert fald på det.
Jeg går ind for religionsfrihed, og herunder også frihed til at have en ikke-religiøs livsfilosofi.
Noget af det, vi ikke kan lide, det er fundamentalisme.
Fundamentalisme er noget med at gå tilbage til det oprindelige og stå meget stejlt på det. Gå til de oprindeligste kilder og tage ordene meget strengt bogstaveligt, helst ligefrem som juridisk forpligtende lovtekster.
Når vi snakker om fundamentalisme, mener vi som regel muslimsk fundamentalisme. Mange af os forestiller os ligefrem, at det er noget, de fleste muslimer er, i hvert fald inderst inde.
Men i virkeligheden er fundamentalisme ikke noget specielt muslimsk.
Grundlæggeren af dén kristne retning, den danske folkekirke tilhører, augustinermunken Martin Luther, var i ekstrem grad fundamentalist. Mange af den katolske kirkes modstandere på Luthers tid mente, at Gud talte direkte til hvert enkelt menneske. Men Luther holdt meget strengt på, at adgang til Vorherres stemme fik man kun gennem Bibelens skrevne tekst, der var direkte autoriseret af Gud.
Det er Bibelen selvfølgelig ikke. Bibelen er tekster valgt ud af mennesker med gustne politiske hensigter. Kun en overtroisk munk kunne påstå, de havde noget med Vorherre at gøre.
Men fundamentalisme kender vi også andre steder fra end fra religionen. For eksempel findes der efter min opfattelse også fundamentalisme indenfor marxisme og leninisme.
Hvem af os kan ikke huske diskussioner, hvor det at anføre et Marx-citat eller et Lenin-citat i sig selv blev taget som et argument. Altså: Det var et argument for, at ting forholdt sig på en bestemt måde, hvis Marx eller Lenin havde sagt, det forholdt sig sådan.
Sådan noget hører også ind under det, vi plejer at kalde fundamentalisme.
Min mening om fundamentalisme er, at den ikke findes. Jo, der findes noget, vi kalder fundamentalisme, og der er endda nok også nogen, der vil kalde sig selv fundamentalister, og måske være stolte af det. Men fundamentalisme i den forstand, at den skulle være mere tro mod den oprindelige religion eller livsanskuelse end sine konkurrenter, blot fordi den pukkede på de oprindelige kilder, det mener jeg ikke eksisterer.
Al religion er fortolket religion, og al filosofi er fortolket filosofi. Også den, der pukker på den strengeste bogstavelighed, fortolker. Måske endda især den, der gør det.
Når en religiøs profet engang kom med nogle vise ord for eksempel om ægteskab, gjorde han det ind i en bestemt sammenhæng og ind i et bestemt samfund. Ægteskab i Mellemøsten på profeten Muhammeds tid for eksempel var jo noget helt andet, end ægteskab i Danmark er i dag.
Dengang fungerede kun mændene som fuldgyldige samfundsmedlemmer, og kvinder og børn var afhængige af at være accepteret af en mand stort set som dennes ejendom.
I dagens Danmark kan kvinder forsørge sig selv lige så vel som mændene og er derfor frie, og et ægteskab bliver til noget helt andet. Jeg mener faktisk ikke, det lader sig sammenligne.
Og når Muhammed talte om moralske regler og påbud i denne sammenhæng, så var det ægteskabsinstitutionen i sin egen samtid, han forholdt sig til. Hvilke råd og påbud han ville give vedrørende ægteskabeligt samvær i Danmark i dag ved vi strengt taget ikke, for han har i sagens natur aldrig haft lejlighed til at forholde sig til ægteskabeligt samvær i Danmark i dag.
Vi ved det ikke, altså må vi fortolke. Det må muslimer nødvendigvis også gøre. Også de muslimer, vi kalder fundamentalister.
Og der er det, jeg mener, man med at pukke på en bogstavtro fortolkning godt kan gå grumme galt i byen.
Nu ved jeg ikke så forfærdelig meget om profeten Muhammed. Lad mig derfor tage et andet eksempel, som jeg kan sige en smule mere om, nemlig apostelen Paulus fra den kristne Bibels nye testamente.
Jeg bryder mig ikke så meget om Paulus, det er min mening, at det var ham, der slap arvesyndslæren løs i kristendommen. Men måske gør vi ham somme tider lidt værre, end han var.
Jeg mener, han har jo somme tider skrevet nogen ting, der virker meget grumme for os, der læser ham med et moderne og kønspolitisk bevidst blik. Han sagde for eksempel sådan nogen ting, som at kvinder burde tie stille i forsamlinger. Det lyder jo ekstremt reaktionært og provokerer moderne kvinder meget. Men Paulus's udtalelser skulle måske ses i et lidt andet lys.
Mange af de allertidligste kristne sekter praktiserede en radikal kønslig ligestilling, og det var voldsomt provokerende i den tids patriarkalske samfund, hvor kvinder oftest slet ikke havde adgang til forsamlinger. Paulus kan udmærket have skrevet, som han gjorde, fordi han mente, det var meningsløst og skadeligt, hvis de kristne stødte folk fra sig ved at provokere altfor direkte med deres kønslige ligemageri.
Nu er det så, jeg spørger: Hvem er nærmest ved den egentlige Paulus? Den, som læser en moderat reformistisk holdning til kønspolitiske problemer hos ham og prøver at praktisere den holdning i nutidens sammenhæng? Eller den, der tager ham strengt bogstaveligt og går ud og forlanger, at Ulla Tørnæs og Lene Espersen skal tie stille inde på Christiansborg?
Jeg tror, at en kristen fundamentalist hurtigt vil læse en ekstremt reaktionær holdning hos Paulus, som sagtens kan ligge meget langt fra, hvad den gode apostel ville have sagt til nutidens kvinder, hvis han havde haft praktisk mulighed for at tage stilling til det.
Jeg tror, man kan sige noget lignende om mange muslimers læsning af Koranen.
Nu går jeg ikke meget ind for hverken Bibel eller Koran. Hvad jeg vil sige er, at selv om man måtte gøre det, er der intet, der siger, at man er mest rettroende, når man læser dem med det mest reaktionære blik.