Vismændene advarer mod lønstigninger, men deres analyser viser, at der er et lønefterslæb gennem 90´erne.

af Karen Sunds
Gennem 90'erne har der været en bemærkelsesværdig svag vækst i lønningerne i Danmark. Dette til trods for, at der i samme periode er sket et markant fald i arbejdsløsheden.
Denne sammenhæng passer ikke med de teorier, som de økonomiske vismænd bygger på. Deres økonomiske modeller vil normalt forudsige, at i perioder med lav arbejdsløshed vil der være øget lønpres. Men denne sammenhæng er altså forsvundet gennem 90'erne.
Derfor undersøger vismændene, hvilke årsager, der kan være til den meget svage lønudvikling. Det er hovedemnet for deres netop offentliggjorte rapport.

Eksporten har det godt
En vigtig årsag synes at være globaliseringen. Lønudviklingen i Danmark er gennem 90'erne blevet meget mere afhængig af det udenlandske lønniveau, viser analysen.
Hvordan sker denne påvirkning? Det svarer vismandsrapporten ikke klart på. En mulig forklaring kunne være, at lønnen presses af truslen om virksomhedsflytninger til lavtlønslande, for eksempel i Østeuropa.
Selvom lønudviklingen har været svag i Danmark, er lønnen dog endnu dårligere i de lande, vi handler med. Ifølge vismændene har de danske arbejdsgiveres lønudgifter ligget over udlandets siden 1994. Årsagen er frem for alt de meget lave tyske lønninger.
Alligevel er det i perioden gået rigtig godt for danske eksport, især eksporten til Norge og Storbritannien. Det er altså eksport til lande udenfor Euroland, der har udviklet sig stærkest. Samlet har Danmark vundet markedsandele, siger vismændene. Ofte hører man økonomer påstå, at højere lønstigninger end udlandets, vil føre til tab af konkurrenceevne, og efterfølgende arbejdsløshed og lav løn. Men det er altså ikke denne mekanisme, der er i sving.

Individuel løn trykker lønnen
Stadig mere individuelle lønforhandlinger, kunne også være en mulig forklaring på den svage lønudvikling, siger vismændene i deres rapport.
De dokumenterer, at der i Danmark er sket en markant stigning i lønspredningen igennem 90'erne. Der altså blevet meget større forskel på, hvad en akademiker og en ufaglært tjener. Denne udvikling er især stærk indenfor kontor og service. Dette er et resultat af tendensen væk fra normallønssystem, over til minimallønssystem, siger vismændene. Decentrale lønforhandlinger betyder altså mere individuel løn, og dermed samlet set lavere løn.
Vismændene refererer også til undersøgelser af arbejdsmarkedsforhold i Holland og Storbritannien. I disse to lande er der gennemført omfattende ændringer. Dagpengene er beskåret. Muligheden for at ansætte folk på særlig lav løn i deltidsarbejde er øget.
I Storbritannien blev mindstelønnen simpelthen fjernet i 80'erne. Disse tiltag betyder, at der er skabt en række nye lavtlønnede job. Det finder vismændene positivt. Men konsekvensen er altså også en dramatisk udvikling i lønspredningen og den sociale ulighed. Fjernelsen af mindstelønnen i Storbritannien slog simpelthen bunden ud af lønnen.

Markant lønefterslæb
Vismændene bruger et begreb i deres analyse, som er politisk bestemt, og temmelig kontroversielt. Det er den såkaldte strukturledighed. Strukturledighed er 'den naturlige arbejdsløshed, som er nødvendig, for at løn og priser ikke begynder at udvikle sig, ud over hvad der er bæredygtigt.'
Vismændene argumenterer for, at arbejdsløsheden i Danmark nu er så lav, at den næsten er lig strukturledigheden. Derfor advarer de mod at sætte yderligere gang i hjulene, og mod yderligere lønstigninger. Men vismændene indrømmer også, at de ikke på nogen måde kan dokumentere eller begrunde denne forudsigelse. Det er ren teori.
Sandheden er, at der gennem 80'erne og 90'erne er oparbejdet et markant lønefterslæb. Vismændenes egen rapport viser dette. Den årlige stigning i reallønnen var omkring fem procent frem til 1976. Herefter var den stærkt faldende. I perioden 1980-85 var der et direkte reallønsfald. I perioden 1985- 2001 var den gennemsnitlige stigning i reallønnen omkring to procent.
Dette lønefterslæb kan også dokumenteres med tal fra Danmarks Statistik. Tabellen her på siden viser den såkaldte lønkvote. Lønkvoten udtrykker, hvor stor en del af værdiforøgelsen i et samfund, der går til arbejderne. Resten af værdiforøgelsen går til arbejdsgiverne, og kaldes profitkvoten.
Det ses, at arbejdernes andel af samfundskagen er faldet. I 1988 var den på 67 procent, mens den i 2000 var faldet til 61,5 procent. Arbejdsgiverens profitkvote er altså steget tilsvarende. Den udgjorde 38,5 procent i 2000.
Der er således et markant lønefterslæb gennem to årtier, der trænger til at blive rettet op.

Lønkvoten
Lønkvoten viser, hvor stor en del af værdiforøgelsen i samfundet, der går til arbejderne.
1988 - 67 procent
1989 - 65,3 procent
1990 - 64,3 procent
1991 - 63,8 procent
1992 - 63 procent
1993 - 62,8 procent
1994 - 61,1 procent
1995 - 61,2 procent
1996 - 61,6 procent
1997 - 61,8 procent
1998 - 63,7 procent
1999 - 63,2 procent
2000 - 61,5 procent

Kilde:
Danmarks Statistik