Desværre må jeg erkende at jeg på vegne af de arbejdsskadede føler mig trådt over tæerne af Dansk Folkeparti.
Åbent brev fra Kurt A. Nissen, formand Arbejdsskadeforeningen Vestsjælland/Slagelse
Til Dansk Folkeparti
Angående en 'måske' kommende arbejdsskadereform.
Hvilken holdning har Dansk Folkeparti til indholdet i en Arbejdsskadereform?
Kan Dansk Folkeparti støtte model 5 fra Arbejdsskadeudvalget
Vil Dansk Folkeparti leve op til sine udtalelser om at det er et parti for de svage i samfundet? (En arbejdsskadet person er altid svag i forhold til systemet og modparten.)
Baggrunden for disse spørgsmål er følgende:
Som formand for Arbejdsskadeforeningen AVS var jeg en af initiativtagerne til den arbejdsskadekonference som blev afholdt i Slagelse den 6. oktober sidste år i samarbejde med Landsforeningen For Arbejdsskadede LFA.
På denne konference fremkom daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Klaus Kjær med følgende udtalelse. Citeret i udpluk: Ulykkesbegrebet og sagsbehandlingen skal ændres - Det skal være nok, at man blot kommer til skade på sit arbejde - Angående erhvervsevnetab her bør grænsen fjernes (15 procent), man bør stilles sådan, som man ikke er kommet til skade.
Kort tid efter konference udsendte vi et spørgeskema, det blev besvaret af Klaus Kjær efter aftale med socialpolitisk ordfører Aase D. Madsen, disse svar stemte overens med Klaus Kjærs udtalelser på selve konferencen.
Den 1. februar i år havde vi et møde med Bent Bøgsted MF og Pia Kristensen MF fra Dansk Folkeparti på Christiansborg, et positivt møde hvor vi fik den opfattelse at Dansk Folkeparti ville støtte forslaget fra den tidligere regering angående en arbejdsskadereform, såfremt arbejdsmarkedets parter ikke kunne blive enige i det arbejdsskadeudvalg som ministeren havde nedsat.
Den nye ordfører på arbejdsskadeområdet for Dansk Folkeparti Bent Bøgsted MF skriver til os den 14. april i år. Citat: Dansk Folkepartis officielle grund til at stoppe arbejdsskadereformen er den forringede retssikkerhed som regeringens forslag medførte. Det kunne vi ikke acceptere. Samtidigt var vi tvivlende på hvordan sammenhængen ville blive, når arbejdsskadereformen blev delt, derfor valgte vi at vente på tilbagemelding fra arbejdsmarkedet parter. Vi har ikke talt om erhvervsbetingede lidelser. Citat slut.
Den 11. oktober udsender jeg på vegne af arbejdsskadeforeningernes reformgruppe en udtalelse med overskriften: Det hænger på Dansk Folkeparti?
Denne dag havde vi igen haft møde med Bent Bøgsted MF fra Dansk Folkeparti på Christiansborg hvor vi fik bekræftet vores opfattelse angående at Dansk Folkeparti ville støtte den tidligere regerings forslag nu da Arbejdsskadeudvalget ikke var blevet enige. Dog var Dansk Folkeparti betænkelig angående det økonomiske i en reform, vores overskrift på udtalelsen begrunder vi med, at uden Dansk Folkeparti er der ikke flertal for en arbejdsskadereform i Folketinget.
Jeg havde derfor stadigvæk en positiv opfattelse af Dansk Folkepartis holdning til den tiltrængte arbejdsskadereform.
Den 30. oktober havde Arbejdsskadeforeningerne foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget i Folketinget, Jeres repræsentant i udvalget Bent Bøgsted sagde ikke noget, heller ikke da en anden politiker udtalte, at Dansk Folkeparti ikke mere ville stemme for den tidligere regerings forslag om en arbejdsskadereform.
Samme aften sendte jeg en mail til Bent Bøgsted angående dette og anmodede også om svar på om Dansk Folkeparti kunne gå ind for model 5 fra Arbejdsskadeudvalget.
Den 1. november svarede Bent Bøgsted pr. mail: Citat: Jeg har aldrig sagt, at jeg ville stemme for den tidligere regerings forslag. Jeg har derimod sagt, at vi ville kigge til den, hvis regeringens udspil ikke var tilfredsstillinde. Som det er nu, ser vi på model 6, men vi sammenligner og ser også på model 5. Det som socialdemokraterne lægger op til, kan vi i Dansk Folkeparti ikke finde penge til.
Jeg mener, at I med fordel kunne prøve at samarbejde konstruktiv med beskæftigelsesministeren om at finde en løsning. Men det lader det ikke til I har lyst til. Som jeg ser det, er den eneste løsning, som I mener er brugbar socialdemokraternes, derfor har vi ikke samme synspunkter. Venlig hilsen Bent Bøgsted. Citat slut.
Dette svarede jeg på samme dag og afviste påstanden om, at vi ikke ville samarbejde med ministeren, han har meddelt, at han ikke havde tid.
Vi har også udtalt, at den bedste løsning var en samlet reform, men såfremt dette ikke kunne opnås, så vi gerne model 5 fra Arbejdsskadeudvalget som afløser for det nuværende forslidte arbejdsulykkesbegreb.
Siden dette svar har vi ikke hørt fra Bent Bøgsted eller Dansk Folkeparti.
Model 5 lyder sådan: En arbejdsulykke er en personskade, opstået som følge af en pludselig eller kortvarig påvirkning af op til fem dages varighed.
Det er dags dato det bedste forslag efter vores mening, men vi er selvfølgelig åbne for bedre forslag.
Vi siger ikke alt eller intet, ellers havde vi fra Reformgruppen ikke brugt tid og penge på at rejse (to fra Jylland og to fra Vestsjælland) til Christiansborg for at tale med alle de politiske partier, det kan oplyses at vi rejser der ind igen den 25. november og den 4. december og at vi igen her den 21. november har skrevet til beskæftigelsesministeren med en anmodning om et møde.
Den 3. november udsender vi en ny presseudtalelse, hvor vi blandt andet udtaler, at arbejdsskadereformen er døende på grund af holdningen hos Dansk Folkeparti, heller ikke denne udtalelse kan få Dansk Folkeparti ud af busken.
Desværre må jeg erkende at jeg på vegne af de arbejdsskadede føler mig trådt over tæerne af Dansk Folkeparti.
I har gang på gang udtalt, at I er et socialt parti og vil optræde som vagthund overfor sociale forringelser som går ud over de svage i samfundet og som nævnt i indledningen af dette brev, så er en arbejdsskadet person den svage part i en arbejdsskadesag, hele familien kan blive ødelagt på grund af en arbejdsskade.
Nu har Beskæftigelsesministeren åbnet for de politiske forhandlinger vedrørende ændringer i arbejdsskadelovgivningen, og da Dansk Folkeparti sidder på de vigtige stemmer i Folketinget er det også vigtigt for os i Arbejdsskadeforeningerne at vide, hvor vi har Dansk Folkeparti i denne sag.
Jeg har på diverse møder udtalt mig positivt om Dansk Folkeparti vedrørende en kommende arbejdsskadereform, det er jeg selvsagt begyndt at fortryde, men da jeg foretrækker at spille med åbne kort, har jeg valgt at sende dette brev som et åbent brev det vil sige det bliver også sendt til pressen, de politiske partier og så videre. Det svar som jeg forventer at modtage fra Dansk Folkeparti, vil derfor også indgå i en presseudtalelse derefter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278