Kort sagt, det eneste orienteringspunkt i verden man har, det er ens egen næse, og i en verden, hvor der ikke findes noget bedre, har man al mulig ret til at følge den. Når jeg hører den slags sludder, bliver jeg somme tider gal i hovedet..

Af Kjeld Stenum
Langt ude i Vestskoven lå et lille hus. I det lille hus sad for nogen få hundrede år siden en mand og kiggede stjerner. Han blev siden meget berømt, blandt andet fordi han opdagede, at lys ikke udbreder sig øjeblikkeligt, men har en hastighed - eller en tøven, som han kaldte det..
Han hed Ole Rømer.
Huset, han sad og kiggede stjerner i, var lillebitte, kun en tre meter på hvert led. Man kan se dets sokkel endnu, men i forhold til, hvor spændende Ole Rømer var, så er det ikke meget at se på. Derfor har man indrettet nogle rum i en nærliggende gård til museum for manden.

Grunden til, at jeg kommer ind på det, er at på denne årstid ser jeg stjernehimmel, når jeg cykler på arbejde, og såmænd også de første aftenstjerner, før jeg er nået hjem igen. Så tænker jeg på stjerner.
Jeg er kommet en del på Ole Rømer-museet, fordi jeg holder meget af at cykle rundt i Vestskoven, og fordi jeg synes naturvidenskab er fascinerende. Især det der med, hvordan de gjorde, dengang de skulle udtænke alt fra grunden af og ikke bare kunne hente et satellitfoto ned fra internettet.
Man lærer lidt om respekt for vore forfædre og for tidligere kulturer, og sådan noget synes jeg er både politisk og menneskeligt vigtigt.
Der sker ikke de store ting på museet på denne årstid, men fra stedet arrangeres vistnok stadigvæk stjernekiggeri for interesserede mennesker om aftenen. Jeg har aldrig været med, men jeg gætter på, det ikke er nær så godt som på Ole Rømers tid. Den lysforurenende storby er kun ti kilometer borte. Det er også en god undskyldning for ikke at skulle drive sig selv ud i de kolde klamme efterårsaftner.

Nu var det heller ikke lige Ole Rømer, jeg ville fylde denne Skærveknuser med.
Ole Rømers instrumenter opfatter vi som primitive, med en så simpel mekanik, at det med lidt omtanke er muligt at gennemskue, hvordan de virkede, og hvordan han kunne udføre så supernøjagtige målinger, som der skal til for overhovedet at opdage, at lys tøver.
Men nogen af de udstillede ting handler om endnu mere primitive måleinstrumenter. Så primitive, at man ligefrem begynder at spekulere over, hvad der ligger i det med at måle og veje verden, hvorfor vi har brug for det, og hvordan menneskene begyndte at gøre det.

Tænk for eksempel på de gamle vikinger.
De kendte så vidt vi ved ikke til kompas. Hvordan orienterer man sig på havet uden kompas? Vi kan måske fatte lidt af, hvordan man indså, hvor langt mod syd eller nord man var, det havde noget at gøre med Polarstjernens højde over horisonten. Polarstjernen kunne også bruges til at bestemme retning med om natten, men hvordan gjorde man om dagen? Da havde man kun solen at sejle efter, og den flyttede selv på sig.
Der har museet udstillet en model af halvdelen af en lille rund træplade, som er blevet fundet i Uunartoq på Grønland, hvor nordboerne havde en bygd i vikingetiden. Det fund har man tolket som et solkompas.

Vi kender godt til det med solkompas.
Hvis du tager et almindeligt armbåndsur og holder det vandret og lader den lille viser pege i retning af solen, så vil urets tolvtal pege mod syd. Men vikingerne havde lige så lidt armbåndsure, som de havde kompasnåle.
I stedet lavede de et lille solur med en vandret træplade og en spids pind i midten. Man afmærkede inden man sejlede ud den position, spidsen af pindens skygge havde på træskiven, med passende mellemrum i løbet af en dag, og om aftenen kunne man trække den bane op, som skyggespidsen havde gennemvandret på træpladen. Der, hvor banen var nærmest ved centrum med den spidse træpind, det var der, hvor skyggen havde været kortest, altså syd. Og det mærkede man af på skiven.
Når man skulle finde retningen på åbent hav, drejede man blot på skiven, indtil skyggespidsen ramte den afmærkede bane, så ville sydmærket på skiven også pege mod syd.

Problemet med sådan et solkompas var, at solens højde på himlen jo ikke er konstant, men størst ved midsommer og mindst ved midvinter, ligesom den også varierer stærkt alt efter hvor tæt på Ækvator eller Nordpolen man befinder sig.
Derfor duede det strengt taget kun i dagene tættest ved det tidspunkt og områderne tættest på det sted, hvor banen blev tegnet.
Men det geniale ved solkompasset er, at den misvisning, kompasset viser om formiddagen, den modsvares af en lige så stor misvisning i modsat retning om eftermiddagen.
Så hvis man sejler nogenlunde lige langt formiddag og eftermiddag, så vil man også nogenlunde være kommet i den ønskede retning, selvom kursen har været slingrende.

I den filosofi, som har været på mode i de seneste par årtier, den såkaldte postmodernisme, plejer man at gøre et stort nummer ud af at sige, at alting flyder.
Det er til overmål bevist, at værdierne skifter i historiens løb, siger man, og når der ingen faste værdier er, når verden er kaos, så må alle værdier være lige gode, eller alle værdier er døde, eller hvordan man nu foretrækker at formulere konklusionen.
Kort sagt, det eneste orienteringspunkt i verden man har, det er ens egen næse, og i en verden, hvor der ikke findes noget bedre, har man al mulig ret til at følge den.

Når jeg hører den slags sludder, bliver jeg somme tider gal i hovedet..
Men jeg har vænnet mig til at tænke: Nå ja, de folk siger sådan, fordi de er møgforkælede, og det har aldrig været et problem for dem at klare sig ved det med at følge sin egen næse.
Men særlig kloge er de ikke.
De gamle vikinger var klogere end dem. De vidste, at hvis man blot følger sin egen næse på det virkelige hav, der hvor man virkelig kan drukne, så kommer man grumme galt af sted.
Og selvom også de - på det åbne hav - var i et rum, hvor alting bevægede sig, bølger og skyer og himmellegemer, og der ingen faste punkter var, så slog de ikke blot opgivende ud med hænderne og erklærede, at alting var kaos.
Nej, de vidste, hvordan det alligevel var muligt at fastlægge kursen, og så gjorde de det.