27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forskel på grusomheder

Forskel på grusomheder

Lørdag, 30. november, 2002, 00:00:00

Højrefløjen havde tilsyneladende taget kampen op for at menneskerettigheder også skulle omfatte flygtningebørn med ophold i Danmark. Omskæring af piger er en grusom handling, der skal stoppes, så langt kan vi være enige, hvordan kan så diskuteres.

af organisationen Pamelas Venner
Hvad bestemmer om en handling er grusom? Er det et spørgsmål om handlingen, eller et spørgsmål om hvem der står bag den. Mange vil nok svare det første, men lytter man til politikerne, kan man nogle gange godt blive i tvivl. Vi vil her sammenligne en somalisk og en dansk sag.
Det kom i den forløbne måned frem, at nogle af de somaliske familier i Danmark fortsat lader deres små piger omskære. Og så gik det tjept. Det er sjældent vi hører politikere på den yderste højrefløj råbe op om behov for beskyttelse af udlændinges børn i Danmark, men her kom de altså på banen.
De var ved at falde over hinanden, for at komme først og bedst ud med fordømmelser af somaliske forældre, og det skortede heller ikke på forslag om alvorlige sanktioner faktisk både imod børnene og deres forældre. Højrefløjen havde tilsyneladende taget kampen op for at menneskerettigheder også skulle omfatte flygtningebørn med ophold i Danmark.
Omskæring af piger er en grusom handling, der skal stoppes, så langt kan vi være enige, hvordan kan så diskuteres. En diskussion vi vil vende tilbage en anden god gang.

Her skal det handle om, at et par dage inde i den hektiske debat, kom endnu et indslag om grusomheder begået imod udlændinge i Danmark. Grusomhederne var ikke begået af somalier, men tværtimod af danske embedsmænd imod en udlænding.
I DR Søndagsmagasinet, og i P1's dokumentar fik vi lov til at møde drengen Ashkan. Han havde i Danmark fået afslag på asyl og var med tvang blevet udleveret af dansk politi til de iranske myndigheder. Ved udleveringen arresterede de iranske myndigheder Ashkan, og igennem de næste tre et halvt år blev han udsat for systematisk tortur. Ashkan blev efter de tre et halvt år løsladt og flygtede til Grækenland.
Det var fra flygtningelejren i Grækenland at DR kunne vise billeder af den mishandlede dreng, og vi kunne høre hans rystende beretning.

Ahskan var sagesløs og blev tvangsudleveret af dansk politi til iranske myndigheder. Vi undrer os over, at når man nu er så voldsomt imod grusomheder, hvor forsvandt så de før så høje røster hen, når sagen drejer sig om dansk udlevering til torturbødler. Hvem griber i egen barm? Hvem stod bag beslutningen? Hvem skal holdes ansvarlig? Hvilke politikere? Hvilke embedsmænd? For det er jo ikke første gang det sker, og udleveringerne fortsætter.
Vores øresnegle står på vid gab for at høre fordømmelserne, og hvad politikerne har tænkt sig at gøre for fremover at beskytte flygtninge imod udlevering til tortur. Det skulle oven i købet være ganske simpelt at tage fat, da det handler om dansk lovgivning og grusomheden er begået indenfor Danmarks grænser. Der er dokumentation og beviser for at udlevering fandt sted, og på et grundlag der strider imod internationale retningslinier.
Stilheden fra Christiansborg er larmende.

Uddrag af nyhedsbrev fra Pamelas Venner

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp