Alligevel beklæder Thor Pedersen stadig landets næsthøjeste politiske post, og det store debatemne er, hvor meget han har lyst til at betale tilbage af den uretmæssigt modtagne hektarstøtte - i denne uge

af Line Barfod, folketingsmedlem for Enhedslisten
Gennem det sidste års tid er jeg blevet mere og mere overbevist om, at der i Venstre eksisterer en helt særlig opfattelse af lov og orden, ret og retfærdighed: Hvis du er tilstrækkelig højt på strå i samfundet, kan du stort set gøre, hvad du vil. Det er en fordel, at du ikke bliver opdaget, men ikke en betingelse.
Hører du derimod til resten af befolkningen, almindelige lønmodtagere, bistandsklienter eller indvandrere og flygtninge, så skal samfundet stå parat med bål og brand, fængsel og udvisning, så snart du vipper med ørerne.
Senest har vi set Venstres finansminister Thor Pedersen overtræde en stribe regler omkring bopælspligt, folkeregisteradresse, sommerhusbeboelse og hektarstøtte. Oven i købet har han i et svar til mig indrømmet, at han i flere måneder, inden det blev opdaget, vidste den var gal. Ikke desto mindre fortsatte han ubekymret med sine overtrædelser, indtil aviserne begyndte at skrive om det.
Alligevel beklæder Thor Pedersen stadig landets næsthøjeste politiske post, og det store debatemne er, hvor meget han har lyst til at betale tilbage af den uretmæssigt modtagne hektarstøtte - i denne uge.
Men når en bistandsklient opgiver forkert folkeregisteradresse, så han får for meget i bistandshjælp (men langt mindre end Thor Pedersens hektarstøtte), så kommer myndighederne med Venstres fulde velsignelse efter ham med tilbagebetalingskrav og bøder eller fængselsstraf.
Før Thor Pedersen havde vi Peter Brixtofte. Her var holdningen helt tydelig: Her kommer jeg med store armbevægelser og gode ideer, som jeg er overbevist om gavner alle, inklusiv mig selv. Så har landets love og myndigheder bare at træde til side og lade mig komme frem.
Men var det ikke bare et par brådne kar, som vi finder det i de fleste større forsamlinger? Nej, desværre. Thor Pedersens numre generer ikke Venstre, heller ikke statsministeren.
Helt alene var Peter Brixtofte jo heller ikke. En stribe andre Venstrebyrådsmedlemmer fulgte ham i tykt og tyndt; folketingsmedlem Flemming Oppfeldt leverede vinen samt lovprisningerne i den lokale sprøjte, og Lars Løkke Rasmussen roste ham til skyerne.
Faktisk er hovedproblemet, at de herrer Brixtofte, Oppfeldt og Pedersens handlinger er klare - omend lidt ekstreme - udslag af Venstres liberalistiske ideologi. Den ideologi, som tilsiger de rige, de kloge, de smarte at gøre, som de vil, uden nogle demokratiske samfundsmæssige begrænsninger. I teorien skulle dette være til alles bedste. I praksis betyder det, at de beriger sig selv og lader fanden tage de sidste.