Nej, ´postmodernisme´ har ikke noget med postvæsenet at gøre. Det er en reaktionær modefilosofi. Nu kom jeg jo ind på begrebet i sidste uges skærveknuser. Lad os gøre den sag færdig!

af Kjeld Stenum
For et par årtier siden fik vi computeren. Dens historie rækker længere tilbage, men det er ikke mere end tyve år siden, den begyndte at slå igennem.
Noget af det, vi først gav os i kast med, da vi havde fået den, var at bruge den som legetøj. Matematisk begavede mennesker opstillede funktioner og lod dem operere på sig selv et utal af gange, noget, som havde været uoverkommeligt ved hjælp af menneskehjerne og håndkraft.
Og de afbildede det grafisk. På den måde kom der tilsyneladende kaotiske mønstre frem, som indeholdt lige så kaotisk udseende mønstre, ligegyldigt hvor meget man forstørrede dem op. Der var ingen synlig orden nogen steder i dette billedunivers. Der var ingen grundlæggende byggesten at starte med i de fraktale mønstre, som man kaldte dem.
Og småbitte ændringer i de parametre, der styrede afbildningen, fremkaldte helt uoverskuelige forandringer i billedfladen. På grund af den store rolle, tilfældigheden derved kom til at spille, kaldte man teorien om disse grafiske billeders opførsel for kaos-teorien.

Det var en afbildning af matematiske funktioner, der opererede på sig selv. Men det blev et symbol på meget mere.
Man levede i en tid, hvor idealerne fra tressernes ungdomsoprør var begyndt at visne, og hvor den kolde krigs orden var i færd med at bryde sammen. Hvadenten man havde været for eller imod de værdier, der var indeholdt i den verden, så havde det været et grundlag at orientere sig i forhold til.
Nu var der opbrud i grundlaget. Folk oplevede et værdiskred. Tæppet blev revet væk under dem, og ingen klare budskaber om frelse ventede i kulissen.
'Kaos' var det forløsende ord, som fortolkede situationen. Vi levede i kaos. Verden var et uforudsigeligt produkt af tilfældigheden. Ingen erkendelser og ingen værdier kunne tilskrives forrang fremfor andre.
Kravet om tolerance var uden grænser. Ingen havde ret til at dømme, for hvad havde man at dømme udfra?

Dette var den grundlæggende filosofi i det, man senere døbte 'postmodernismen'.
I den postmoderne tid var enhver sin egen lykkes smed. Alle værdier blev relative. Intet var fælles, alt måtte hente sin værdi fra sig selv. Alt kunne kun begrundes udfra sin egen historie, og hvad det hele handlede om, var at få den historie fortalt bedst muligt, så den greb flest muligt.

Men under postmodernismens tilsyneladende ubegrænsede tolerance lurede der - som der gør under enhver relativisme - også en snigende nihilisme. Det, som er lige gyldigt, er også snublende nær ved at være ligegyldigt. Og at sige, at alt skal tolereres, er meget tæt på at sige, at alt er tilladt.
Afstanden fra total tolerance til total skrupelløshed er mindre end et knappenålshoved.
Og fordi den totale tolerance har så åbenlyst urimelige konsekvenser, kalder postmodernismen næsten selv på en voldsom reaktion. Hvornår kommer fundamentalismen?

Den er måske på vej. Der synes i hvert fald at være stigende interesse for fundamentalistisk religion.
Men det er nu også muligt at gøre op med postmodernisme på et rationelt grundlag.
Kaosteorierne var muligvis en rammende fortolkning af en tidsalders psykiske tilstand. Men de er mindre egnede som grundlag for en verdensfortolkning. Verden er jo ikke opbygget kaotisk. Tværtimod, jo dybere du dykker ned i verdens strukturer, desto mere orden møder du. Molekyler, atomer, elementarpartikler. Verden er opbygget af alt andet end tilfældighed og kaos.
Nok slipper læren om elementarpartiklers dannelse og tilintetgørelse, kvantefysikken, tilfældigheden ind også i moderne fysiks tilværelses-fortolkning. Men ikke på en måde, så det grundlæggende ryster vores vished om, at et brintatom i en dråbe fra vandhanen i vores køkkenvask er fuldstændig ensdannet med brintatomet, hvis spektrallinjer vi kan se i lyset fra galakser millioner af lysår borte.

Intet i universet er med andre ord opbygget kaotisk.
Af byggesten er der et begrænset antal forskellige slags, og indenfor de forskellige grupper er de enkelte elementer hundrede procent ens. Fordi byggestenene er ens, vil de opføre sig ens under ens omstændigheder. Der gælder med andre ord love for deres opførsel.
Disse love skaber grader af forudsigelighed i alt, som er opbygget af byggestenene. Hvilket netop vil sige alt i universet, som vi kender det. Også biologisk liv. Også biologiske væsners samspil, for eksempel i samfund.

Biologisk liv er dog meget komplekst.
Selvom der er få forskellige slags byggesten, så indgår der så mange af dem i en enkelt levende celle, at mulighederne for variationer er utallige.
Derfor er biologiske væsner kun ensartede, aldrig hundrede procent ens, som for eksempel helt rene saltkrystaller vil være det. Vi varierer en smule, men også netop kun en smule.
Vi er historiske og sociale væsener, men vi kan sætte os ind i hinandens historie og sociale omstændigheder, og vi er ens nok til altid at kunne forstå og bedømme hinandens handlinger, hvis vi gør det.
Sætte os ind i baggrunden for hinandens handlinger kan netop vi mennesker gøre med næsten ubegrænset grundighed, fordi vi har sprog. Vi kan sætte os ind i såvel historiske som kulturelle baggrunde for hinandens handlinger, uanset hvor store forskellene er, og bedømme dem i hele deres sammenhæng.

Det er ikke altid, vi gør det. Det sker meget tit, vi ikke gør det.
Men det betyder ikke, sådan som postmodernismen hævder, at vi ikke kan, og alt derfor kan være lige gyldigt. Intet er lige gyldigt, og vi kan finde frem til, hvad der er rigtigst, og hvad der er mest forkert.
Moralsk kommunikation er mulig. Integration af forskellige kulturer er mulig. Det er faktisk det, der dybest set sker hele tiden, selvom det er det modsatte, vi ynder at lave avisforsider om.