Med EU´s stadig voksende rolle, vokser også Folkebevægelsens betydning

af David Helin
Langt de fleste af de større hjemlige medier falder for tiden i staver over det nuværende danske EU-formandskab, hvilket også er i god overensstemmelse med deres meget lidt kritiske måde at forholde sig til hele EU-projektet på.
Dette kan dog ikke siges at være repræsentativt for holdningerne i den danske befolkning, der for en ret stor dels vedkommende mildest talt er skeptisk eller direkte kritisk og modstander af større eller mindre dele af unionsdannelsen. - Sidst eksemplificeret med nej'et ved afstemningen om ØMU'ens tredje fase, 'euroen', september 2000.
Kritikken af og modstanden mod EU/EF har mange år på bagen med rødder helt tilbage til begyndelsen af 60'erne, hvor de første danske forhandlinger om optagelsen i EF fandt sted. Og den organisation, der siden 1972 hovedsageligt har stået som repræsentant for modstanden, er Folkebevægelsen mod EU, oprindeligt kaldt Folkebevægelsen mod EF.
Den blev dannet som en sammenslutning af 150 lokale komitéer og 25 landsdækkende organisationer, og den har bevaret denne sammenslutningskarakter samtidigt med, at det siden 1989 også har været muligt at være medlem af selve Folkebevægelsen som enkeltperson.
Organisationen fik ved de tre første EU-parlamentsvalg, det vil sige i perioden 1979-89, omkring 20 procent af stemmerne, mens den ved de to sidste valg delte modstander-stemmerne med JuniBevægelsen og måtte nøjes med syv til ti procent. - Dog stadigvæk en betragtelig del af den danske befolkning, og det er bestemt ikke utænkeligt at næste valg giver et bedre resultat. Der bliver i hvert fald arbejdet hårdt på det.

Men hvad er baggrunden for den enorme og utrættelige indsats, som Folkebevægelsen har præsteret igennem årene? - Hvad har været drivkræften i den? Og hvordan kan bevægelsen vurderes ud fra de venstreorienterede værdier? - Altså bortset fra at den - i modsætning til for eksempel JuniBevægelsen - står for en konsekvent EU-modstand.
Ja, Folkebevægelsen er i de seneste år tit blevet fremstillet i offentligheden som blot en samling nationalister på den yderste højrefløj, hvilket er en ganske latterlig beskyldning. Ser man alene på de tilsluttede organisationer - det vil sige partier, foreninger og fagforeninger - kan man konstatere, at en temmelig stor del af dem tilhører venstrefløjen.
Ser man også på bevægelsens dokumenter siden 1972, og det materiale man igennem årene har udarbejdet for offentligheden, tegner der sig ligeledes et klart andet politisk/ideologisk billede. Et billede, der set i forhold til Folkebevægelsens menneskesyn og ønsker omkring levevilkårene og samfundets indretning, må siges at være temmelig dækkende for en stor del af danskernes holdninger, og temmelig sympatisk for venstrefløjen.
Som et eksempel til belysning af dette kan nævnes Folkebevægelsens valggrundlag for EF-parlamentsvalget i 1989, hvor man på en særlig grundig og omfattende måde gav udtryk for sine synspunkter og værdier. Her kan man konstatere et udpræget humanistisk menneskesyn, det vil sige et stort ønske om ligestilling og gode levevilkår for alle mennesker på jorden. Der blev også udtrykt stor bekymring for verdenssituationen, meget markant miljøvenlig profil samt et klart ønske om et demokratisk og solidarisk velfærdssamfund, igen gældende for alle samfundsborgere. Og så var der naturligvis meget EF-kritik, i det.
Folkebevægelsen så EF som en stor hindring og et kæmpe tilbageskridt i forhold til at skabe passende samfundsmæssige rammer for at opnå et godt liv for danskerne og alle mennesker i verden. EF stod blandt andet for en centralisering af den politiske magt og bureaukrati, egoisme både indadtil og udadtil, og ikke mindst for hensynet til økonomiske interesser på bekostning af miljøhensyn, sunde fødevarer, alsidig uddannelse og kultur.

Siden 1989 har Folkebevægelsen fastholdt sit syn på de ønskelige samfundsmæssige og globale forhold, og man har endda opprioriteret sin internationale orientering. Vurderingen af EU er samtidigt blevet endnu mere negativ, i det denne statsdannelse set med Folkebevægelsens øjne og med Unionsdannelsen har udviklet sig til det, man havde frygtet allermest: En endnu større centralisering af magten og varetagelse af hovedsageligt nogle snævre (økonomiske) interesser, der står i modsætning til mulighederne for et godt liv både for den brede danske og europæiske befolkning samt for verdensbefolkningen.
Fremtidsperspektivet, med en EU-forfatning og en ny militær supermagt i form af 'Europas Forenede Stater', tegner sig endnu mere dyster for Folkebevægelsen og som en ny trussel mod den globale sikkerhed. Man mener bestemt heller ikke, at EU-medlemskabet vil gavne de øst- og centraleuropæiske lande, eller at det er det fredens projekt som man har markedsført det som.
Man forudsiger tværtimod, at det vil puste til den sociale uro og til de nationale modsætninger i området. Og at det ville være en langt større sikring af freden i Europa, hvis disse lande fik mulighed for at skabe deres eget økonomiske fundament og selvstændige udvikling. Dette kan ikke ske inden for EU, så de pågældende lande ville efter Folkebevægelsens mening være bedre tjent med nogle frihandelsaftaler.
Samlet set har Folkebevægelsen således stået for nogle synspunkter og værdier, som ikke bare i den konsekvente EU-modstand men i det hele taget må siges at være temmelig sympatiske for den radikale venstrefløj. Og organisationen har først og fremmest været udtryk for en alliance mellem dele af venstrefløjen og dele af det politiske centrum.

Samtidigt har man dog altid haft et stort ønske om at være tværpolitisk, det vil sige undgå at støde nogle bestemte politiske retninger fra sig, inklusiv højrefløjen. Denne målsætning har været problemfyldt i og med, at man gerne har villet formulere sig på andre politikområder end EF/EU, og i og med at EF/EU selv er rykket ind på flere og flere områder af den nationale lovgivning.
Med udsigterne til en EU-forfatning og en egentlig EU-statsdannelse, hvor Folkebevægelsen efterhånden nok bliver nødt til at formulere noget i retning af en helhedspolitik, kan ønsket om at være ægte tværpolitisk blive endnu vanskeligere at opfylde.
... Så det bliver interessant at se, hvordan man vil tackle denne vanskelighed. Under alle omstændigheder, med EU's stadig voksende rolle, vokser alt andet lige også Folkebevægelsens betydning, i det den ændrer sig fra at være en 'enkeltsags-bevægelse' til at være en bevægelse i opposition til et egentligt statsapparat, et helt politisk system.
Men inden det går så langt skal tilhængerne have held med en EU-forfatning og 'Europas Forenede Stater'. Om de får det er stadigvæk et åbent spørgsmål.

David Helin har netop udgivet bogen '30 år i folkestyrets tjeneste - om Folkebevægelsen mod EU's historie 1972-2001' på Grevas Forlag. Den er på 336 sider og koster 220 kroner. Kan bestilles hos boghandlerne eller hos Folkebevægelsen mod EU.