EU er klubben for dem, der ønsker frit beskyttet marked i hele Europa. EU er drivhus for de europæiske storkoncerner, der vil ud og rivalisere om det globale herredømme. EU er rival til USA, ikke alternativ til USA.

Af Kjeld Stenum
På denne såkaldt historiske dag må skærveknuseren nødvendigvis handle om EU.
Det EU, som møver sig ind og tiltager sig ret til at beslutte om større og større dele af vores liv. Det EU, som nu skal udvides med en række østeuropæiske lande for at skaffe de største europæiske industrier tilstrækkeligt bagland til at konkurrere om dominansen på verdensplan. Det EU, som skal til at afskaffe de sidste rester af national suverænitet over national lovgivning ved at afskaffe princippet om enstemmighed og indføre flertalsafgørelser på alle områder. Det EU, som skal til at have egen forfatning og egen udenrigsminister, og på lidt - men ikke ret meget længere sigt - også satser på at få egen præsident.

Der er en del mennesker, som egentlig ville en anden udvikling, men som efterhånden resignerer.
De, som har pengene og dermed magten, har jo også råd til at vælge tålmodighedens taktik og afvente de rette øjeblikke. Vi andre, vi skal hele tiden holde mobiliseringen oppe, og når det sker, vi har et træt øjeblik, så benytter de sig omgående af det og rykker grænsepælene endnu en tand.
På den måde får vi mere og mere EU.
Ligegyldigt hvad vi gør, møver de sig frem. Kan vi så ikke lige så godt sige o.k., så får I den der store superstat, og så tager vi kampen op der?
Der findes jo så mange fornuftige mennesker rundt om i Europa, kunne det ikke tænkes, at det på langt sigt er os, der bliver stærkest af ikke at begrænse vores modstand til kun at foregå på nationalt plan?
Det kunne det sagtens. Blot vi husker, at målet er nedbrydning af EU og ikke at blive en politisk bevægelse i EU. Der findes ingen fornuftig EU-politik, som vi skal oprette en fælles bevægelse, der vil slås for.
Journalisten Steffen Gram skrev forhåbningsfuldt i gratisavisen MetroXpress i sidste uge, at Europa står foran at begive sig ud på vandring mod konsolidering og styrkelse af sine institutioner, mod at blive et alternativ til det USA, vi i dag har ladet os underkaste.
Han tænkte vist på, at EU i stigende grad optræder med sin egen udenrigspolitiske profil, ofte i modsætning til USA, og sammenlignet med USA's rabiate politik, med et moderat og humanitært politisk ansigt.

Sammenlignet med dagens USA har EU jo en forførende menneskelig udenrigspolitisk profil.
Som aktivist for Folkebevægelsen mod EU løb jeg engang ind i en sydeuropæer, der mente, at mit billede af EU som de riges klub vendt mod de fattige lande var helt forfejlet. Som argument anførte han, at nu havde vi én gang fået fattige europæiske lande som Spanien, Portugal og Grækenland ind og havde udviklet dem. Og nu skulle vi til at gøre det samme med de østeuropæiske lande. På den måde kunne vi gradvist bringe udvikling til større og større dele af verden. EU var en god kraft for verdensøkonomien, og jeg var en sortseer.

Det er fristende at købe det billede. Især fordi medierne serverer det. Det er efterhånden meget sjældent at finde journalister med grundlæggende EU-kritisk holdning.
Men EU bringer ikke rigdom og udvikling til sine fattigste medlemslande. EU bringer de største europæiske koncerner og banker fri adgang til de lande, som disse koncerner bedst kan udnytte.
Og det er noget helt andet.
Koncernerne bliver rige, og forbrugerne og producerende arbejdere og bønder bliver udbyttede.
EU handler helt grundlæggende om frit marked og ikke om en mere eller mindre humanitær politik - mere eller mindre demokratisk besluttet af de europæiske folk.
Et frit marked har intet med demokrati eller humanisme at gøre, det er det stik modsatte.
Jeg ved godt, at alle store internationale finansinstitutioner har det som en uomgængelig betingelse for långivning eller anden hjælp til snartsagt hvem som helst, at der gennemføres demokratisering og markedsreformer.
På russisk hedder det for øvrigt glasnost og perestrojka. Men reformer i retning af at sikre markedskræfterne fri udfoldelse har intet, intet med demokratisering at gøre. Det er det stik modsatte.

Markedskræfternes fri udfoldelse er de mest købestærkes diktatur over økonomien. Et virkeligt demokrati er demokratisk planlægning også af økonomien. Netop dét handler en organisation som EU om at forhindre. Det er derfor, man har brug for at gøre op med national lovgivning.
Ikke at nogen af medlemsstaterne har noget, der blot tilnærmelsesvis kan kaldes demokratisk kontrol med deres økonomiske udvikling, tværtimod. Én af betingelserne for at få adgangsbillet til den eksklusive klub er, at man allerede har gjort grundigt op med den slags.
Og spørg arbejderne og bønderne i Østeuropa, hvem der betaler for det!
Nej. EU vil national økonomisk lovgivning til livs, blot fordi national lovgivning vil have tilbøjelighed til at pleje nationale særinteresser.
EU er klubben for dem, der ønsker frit beskyttet marked i hele Europa. EU er drivhus for de europæiske storkoncerner, der vil ud og rivalisere om det globale herredømme.
EU er rival til USA, ikke alternativ til USA.

Derfor skal jeg til demonstration i morgen.
Der er mange, der viser modstand i disse dage af andre grunde. Mange vil nok også give deres besyv med uden at være grundlæggende imod EU, det handler måske blot om at forsvare et eller flere af forbeholdene.
Men lad os huske, at EU-politikerne i stigende grad gør enhver uenighed med EU til et spørgsmål om, hvorvidt man i det hele taget vil være med eller ej.
Så vi må nok regne med at ende i samme båd alligevel. I samme båd kommer vi også, hvis nogen af weekendens manifestationer ender med, at politiet tæsker os.
Og nu ved jeg godt, at EU-modstandere kan bruge en del kræfter på at være uenige om, hvordan man skal optræde for at undgå vold. Personligt tror jeg ikke, det altid er demonstranternes valg. Og vi kan heller ikke være sikre på, at det vil være det denne gang. Man har før set plantede politiprovokatører i demonstrationer.
Men lad os isolere provokatører, uanset hvor vi er! Lad os lade politiet om at vælge vold og være voldelige! Det er hverken i dag eller i morgen i Københavns gader, at slaget om EU eller ikke EU skal stå. Og under alle omstændigheder så vil det være EU og politiet, der kvajer sig og taber på det, hvis det er dem, der fremstår som de konfrontations- og voldssøgende.
Vi ses!