Den europæiske supermagt kan virke som et lam, når den sammenlignes med supermagten USA, men tag ikke fejl af dens mål og midler

Af Karen Sunds, medlem af DKP/ML's landsledelse
Den europæiske supermagt kan virke som et lam, når den sammenlignes med supermagten USA, men tag ikke fejl af dens mål og midler
EU gennemgår for tiden dybe strukturelle forandringer. Den Europæiske Union udvider sig med ti østeuropæiske lande. Samtidig centraliseres magten med den nye unionsforfatning.
Professor Henning Koch har her i avisen kaldt det en 'ublodig revolution'. Det giver et praj om, hvor dybtgående processen er.
Mange mener, at denne proces er uhyre risikabel for EU's magtelite. Det havde været optimalt at sikre magtforholdene i den nye stat før udvidelsen. EU har også arbejdet efter denne opskrift. Men nu skrider kontrollen rent tidsmæssigt for EU-elite. Den har lovet de nye østeuropæiske lande stemmeret på den regeringskonference, som skal vedtage den nye forfatning. Især Tyskland og Frankrig mener, at det er et stort risikomoment.
EU-eliten har problemer med at styre processerne, fordi de har et vældigt hastværk. Men hvorfor? Svaret skal findes i EU's konkurrence med USA om verdensherredømmet. EU's klare målsætning om at blive en verdensmagt, driver processen. Unionen har brug for meget mere politisk handlekraftig. Frem for alt har den brug for en hær. På det økonomiske felt er EU den største. Men også hér kæmper de to supermagter intenst om markedet i verdensdelene. Også i lyset af den alvorlige økonomiske verdenskrise. Selv store multinationale monopoler går konkurs i dag, og den enes død er den andens brød.

Det er i det lys, man skal se EU's udvidelse mod øst. Murens fald åbnede et stort nyt marked. Kampen for at komme først gik i gang.
Med østudvidelsen har EU trukket det længste strå. Det kan ses på de store udenlandske investeringer i Østeuropa. Kapitalstrømmen fra EU er over fire gange større end USA's. De europæiske monopoler har brugt EU, til at udelukke USA fra markedet. Når EU lukker landene ind nu, på trods af risikoen, er det alene fordi de europæiske monopoler vil sætte et endeligt punktum i kampen om de østeuropæiske markeder.
Hvorfor dette hastværk med etableringen af forbundsstaten? Som nævnt er konkurrencen med USA vigtig. Især militært er EU en dværg i forhold til USA, som har brugt sin pondus til at forhindre EU's militære opbygning. Alligevel sker der nu markante ændringer, hvor Frankrig og Tyskland har genoprettet det nære samarbejde. Målet er opbygningen af EU's hær, og en bevidst udbygning af den europæiske våbenindustri. Det er alfa og omega, hvis EU skal ud af den ydmygende position i forhold til USA. Magten ligger i at kontrollere sit eget militær. Og udviklingen i EU lige nu får langsigtet betydning for forholdet mellem de to supermagter.

Euroen er en anden årsag til EU's iver. En fælles mønt kan ikke i længden overleve uden en politisk union bag sig. At etablere en fælles mønt i et område med vidt forskellige økonomier, er som at sætte en centrifugalkraft i sving. Allerede nu trækker euroens stabilitetspagt et spor af nedskæringer og fyringer efter sig. Regningen betaler arbejderklassen i de europæiske lande.
Reaktionerne er ikke udeblevet. I de sidste uger er arbejdere i Frankrig, Storbritannien, Italien og Portugal gået på barrikaderne. Også i Tyskland ulmer uroen, og de europæiske monopoler forbereder sig på skærpet klassekamp. Med den nye forfatning får monopolerne indført det korporative system. Det betyder trepartsaftaler på EU-plan, hvor det europæiske LO binder sig til aftaler om lønudviklingen. Lønnen underordnes hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne. Og EU-Kommissionen kræver ro på arbejdsmarkedet.
Den europæiske supermagt kan virke som et lam, når den sammenlignes med supermagten USA. Men tag ikke fejl af dens mål og midler. EU er en imperialistisk supermagt.