20 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Online sikkerhed

Online sikkerhed

Tirsdag, 17. december, 2002, 00:00:00

I klummen Online, den 10. december anbefales kryptering af email og filer. Jeg er af den opfattelse, at krypteringsprogrammer ikke øger sikkerheden. Tværtimod vil kryptering øge interessen for det sendte og for det som er på computeren.

af Holger Terp, Det danske Fredsakademi
Problemet med alle krypteringsprogrammer er, at man som bruger ikke har nogen som helst sikkerhed for, at programmerne ikke indeholder bagdøre som efterretningstjenester og reklamefolk kan bruge.
Overvåges computere og email i et formelt demokrati kan efterretningstjenesterne ikke bruge oplysningerne til noget som helst, hvis det man beskæftiger sig med er lovlig politisk aktivitet. Bruger efterretningstjenesterne alligevel oplysningerne løber de den risiko, at det opdages, og så har de et forklaringsproblem.

Det er ikke sikkert at efterretningstjenesternes overvågning nødvendigvis udelukkende er af det onde. Af to grunde. Artikulerer man sig tydeligt i telefonen af hensyn til hørehæmmede efterretningsfolk, kan det være, at de overbevises af ens argumentation og måske endda forlader efterretningstjenesten.
Overvågningen fører til dannelse af arkiver, som når de frigives, kan kaste lys over begivenhedsforløb, som organisationer og aktivister uden sans for fremtidens historikere ikke selv bevarer arkiver over. Eksempler på dette er mange, eksempelvis modstanden fra patriotiske foreninger i USA over, at pacifisten Albert Einstein fik opholdstilladelse i 1930'erne.

Da klummen rejser nogle generelle spørgsmål om datasikkerhed, skal jeg her forsøge med et par bud på datasikkerhed for fattige aktivister:
* Vær aktiv og åben. Kan hænde, at overvågningssystemet overbelastes.
* Slet alle email med vedhæftede filer, uanset afsender - på den måde formindskes behovet for firewalls.
* Hiv stikket til modemmet ud, når det ikke bruges - så bliver det vanskeligt for hackere at bryde ind i computeren.
* Adskil den computer, hvori der er data, kontormaskinen, fysisk fra internettet gennem anvendelse af en ekstra, ældre, billig computer til elektronisk post. Forbind aldrig kontormaskinen med postcomputeren.

Kommer der alligevel uindbudte gæster på computeren, så følger her nogle gode råd for folk som stadigvæk anvender Windows operativsystemet:
* Gør tingene lidt anderledes. De fleste hackerprogrammer forventer, at operativsystemet har en standardopsætning. Installer eksempelvis operativsystemet i en mappe eller et katalog som hedder mitos, og hav data liggende i et katalog som hedder data, eventuelt på en anden harddisk som er formateret i FAT, så det vil være nemt at flytte data om uheld af en eller anden grund er ude.
* Slet indholdet i det skjulte katalog cookies i Windows kataloget regelmæssigt. På den måde undgår man spyware programmer.
* Hav hjemmesiderne på en udenlandsk server. Dette vil vanskeliggøre danske myndigheders beslaglæggelse af dem.
* Lav fungerende sikkerhedskopier af datafiler. Sikkerhedskopierne skal ud over data også indeholde operativsystemet og de programmer data er skrevet i. Er man aktiv i en organisation kan det være en god ide, at sprede sikkerhedskopier så meget som muligt. Hvad nytter det at have sikkerhedskopier, hvis der opstår brand på kontoret og sikkerhedskopien står ved siden af computeren? Eller hvad nu hvis der er tyveri og tyven også tager sikkerhedskopierne?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp