LO forsøger at finde en ny politisk platform for sin fremtidig eksistens, men spørgsmålet er om det holder

Jan Mathisen, Næstformand i Hotel og Restauration København.

LO har indkaldt til ekstraordinær kongres den 8. februar 2003.
Som oplæg til debatten har LO udsendt fire oplæg som behandler følgende tema : Værdigrundlag, Fagpolitisk grundlag, Beslutningsstruktur og Principper for løsning af grænsestridigheder.
I den borgerlige monopolpresse har fokus alene været på, at LO lægger op til at bryde årtiers faste tradition med automatisk støtte til Socialdemokratiet. Det skal hilses velkommen at dette skridt tages. Bedre sent end aldrig, men alternativet er ikke en apolitisk fagbevægelse. Mulig fremtidig valgkamps-støtte til alle de erklærede arbejderpartier må alle vurderes på den konkrete politik. En fortsat ensidig støtte til Socialdemokratiets valgkamp gør ingen forskel fra det nuværende system.

Værdigrundlag
I oplægget om fagbevægelsens værdigrundlag rejses det meget vigtige spørgsmål om individets frihed. Arbejderbevægelsen har altid arbejdet for individets frihed, men med udgangspunkt i rettigheder, der gælder alle - de kollektive rettigheder.
Det er min opfattelse, at oplægget giver efter for det ideologiske pres fra liberalismen, i beskrivelsen af forholdet mellem de kollektive og de individuelle rettigheder.
Selv om der afgjort er kommet meget mere fokus på de individuelle rettigheder, er det ikke min opfattelse at fagbevægelsens værdigrundlag skal være den enkeltes rettigheder. Individets rettigheder må baserer sig på stærke kollektive rettigheder.
Når vi lever i en tid hvor de kollektive rettigheder, (men i virkeligheden også de individuelle rettigheder) er under pres, er der overhoved ingen grund til at svække den kollektive kamp, ej heller i idegrundlaget for fagbevægelsen.

LO's fremtidige rolle
f:Kongressen rejser det helt basale spørgsmål om LO's fremtidige rolle, og om der overhovedet er plads eller behov for et LO som skitseret i de nævnte debatoplæg?
Der er ingen tvivl om, at LO forsøger at finde en ny politisk platform for sin fremtidig eksistens, men spørgsmålet er om det holder?
Tidligere tiders hovedopgave for LO var bundet til overenskomstforhandlingerne. Den rolle er definitivt udspillet, men nu prøver LO at finde en platform i EU systemet. I sølle tre-fire linier kan man læse at ' I EFS vil LO i samarbejde med lønmodtagerorganisationer fra de europæiske lande medvirke til aftaler på europæisk plan, der gavner lønmodtagerne og sikrer arbejdsmarkedets parter en rolle, hvad enten der er tale om aftaler direkte mellem parterne eller aftaler, der efterfølgende ophøjes til direktiver.'
Jeg vil godt væde en kasse juleøl på, at der ikke bliver over fem minutters debat på kongressen omkring disse fire linier og deres helt afgørende betydning for fagbevægelsen.
Det er helt uacceptabelt, at LO for at sikre sin egen eksistens, tager fagbevægelsens medlemmer som gidsler. Hvad har LO tænkt sig - hvordan skal medlemmerne nogen sinde få indflydelse på aftaler indgået på EU niveau? Hvordan skal medlemmerne få mulighed for at nedstemme eller sige god for et forhandlingsresultat?
Det er hamrende udemokratisk, og det fjerner det som er det afgørende for en aktiv og troværdig fagbevægelse - medlemmernes direkte indflydelse på overenskomsterne, deres frembringelse, deres resultat og deres skæbne.
Hvorfor skal fremtidens lønmodtagere være medlem af en fagforening, når deres løn og arbejdsforhold bestemmes gennem trepartsforhandlinger der ophøjes til direktiver. Direktiver som gælder for alle, organiserede som uorganiserede!
Jeg håber inderligt, at jeg taber mit væddemål.

Koordinerende
Når man læser LO's oplæg sidder man tilbage med en underlig fornemmelse af, hvad der mon gemmer sig bag de mange ord. Det gælder for eksempel de mange steder, hvor der tales om LO's koordinerede rolle.
Ingen tvivl om, at fagbevægelsen har et behov for at koordinere deres synspunkter og indsats. Vi skal fastholde enhedsfagbevægelsen, blandt andet for at forhindre, at de store forbund uden hensyn til de fælles interesser alene kan sætte en dagsorden.
Hvis LO's fremtidige koordinerende rolle skal forstås således, at magten forskubbes væk fra LO kontorerne på Islands Brygge, ud i forbundene og dermed tættere på medlemmerne skal det hilses velkommen. Der er brug for at toppen kommer tættere på medlemmerne.
Det lyder for godt til at være sandt, og sandheden er da også, at LO forsøger at centralisere mere politisk magt i sine hænder.

Demokratisk underskud
Ifølge LO er det et stort problem, at de enkelte forbund i dag kommer med forskellige politiske udmeldinger i konkrete spørgsmål, og de enkelte forbund eller fagforeninger iværksætter selvstændige initiativer i forhold til folketinget.
Derfor ønsker LO, at fremtidige beslutninger i LO skal binde de enkelte forbundsrepræsentanter til ikke at gå ud med selvstændige synspunkter. Eller rettere, de enkelte forbundsrepræsentanter skal være LO's indpiskere i forbundene.
Det er klart, at det er et håbløst projekt, og fokus burde sættes på to langt mere afgørende forhold. Fagbevægelsens troværdighed har lidt langt flere knæk alle de gange LO har været på banen med selvstændige politiske markering, uden demokratiske diskussion i fagbevægelsen som for eksempel efterlønnen og arbejdsmarkedspolitikken.
Der burde sættes fokus på det demokratiske underskud, der er i LO. Det kunne man passende rette op på den ekstraordinære kongres blandt andet ved at LO formanden fremover skal vælges ved urafstemning blandt LO forbundenes medlemmer.

Jan Mathisen, 50 år. Næstformand i Hotel og Restauration København. Tidligere værftsarbejder på blandt andet B&W.
Medlem af DKP/ML's landsledelse.