Folkemødet var en af de største folkeansamlinger, man har set de sidste mange år i forbindelse med EU, og det talte ikke 6000, men mindst 15.000 fredelige fremmødte
af Anne Marie Helger, København
15-20.000 folk samledes til top-folkemødet den 14. december på Enghaveplads for så at defilere i lange, lange, alenlange fredelige formationer til Rådhuspladsen.
Store dele af pressen har meddelt, at der var samlet omkring 6000 til demonstration på Christiansborg. Det er også rigtigt nok, men det var klokken 11 om formiddagen. Demonstrationen fortsatte hele dagen og natten med.
Demonstranterne fra Christiansborg travede ind til Enghaveplads og sluttede sig til alle de andre, der var samlet dér. Et gigantisk folkeligt opbud, velorganiseret, lødigt, topprofessionelt og frem for alt så farverigt og fredeligt, at man næsten fik ondt af den koloenorme politihær. Ikke nok med, at der ikke rigtigt var noget at rive i; de havde også fået ordre til at gøre sig usynlige. Det lykkedes ikke.
Jeg har igennem de 36 år, jeg har virket i Danmark som samvittigheds- komikøsisk obstruktionskunstner stået som konferencier ved et hav af demonstrationer.
Fra scenen har man et ubehøvlet godt overblik. Jeg ved, hvordan det ser ud, når der er 20 forblæste, gennemblødte, harmdirrende, retfærdighedshungrende, indignerede samfundsborgere, der har trodset alle normer og sagt; nej, nu er demokratiet igen ved at blive trampet under fode, nu må vi vise flaget; og når der er 15-20.000! Tallet stammer fra arrangørerne, Stop Volden, som ved afmarchen fra Enghave Plads foranstaltede en folketælling.
Desuden er der lavet helt officielle beregninger, der viser, at det kræver noget mere end 6000 mennesker at fylde Rådhuspladsen; og fyldt var den.
Oplysningen om de 6000 demonstranter har gået sin sejrsgang i den danske presse, så dette indlæg kan betragtes som forbrugerservice fra et tilstededemonstrerende øjenvidne til de medborgere, der ikke var der: Folkemødet var en af de største folkeansamlinger, man har set de sidste mange år i forbindelse med EU, og det talte ikke 6000, men mindst 15.000 fredelige fremmødte.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278