Det er ikke hver dag, man får en rocker i sjakket. Det er også efterhånden nogen år siden

af Kjeld Stenum
En morgen mødte der en barskt banan i hundredekilos-klassen op, hestehale og solbriller med spejlglas i og hele pivetøjet. Én af hans første bemærkninger var, at rigtige mænd vejede over hundrede kilo, alle under hundrede kilo var nogen bøssekarle.
Han påstod, at han kom direkte fra Storebæltsforbindelsen og havde fået arbejde hos os. Tak spids, tænkte jeg, især da det viste sig, at jeg skulle gå makker med ham i begyndelsen og sætte ham lidt ind i, hvordan jernbindingen på pladsen foregik.
Jeg havde ikke meget erfaring med at håndtere den slags personer.
Siden jeg i min grønne ungdom som CF-er i Haderslevs natteliv var rendt ind i et par af typen og havde fundet ud af, at de godt kunne lide at gå hen til én og sige, at man havde fornærmet dem, og så give sig til at tæske og sparke løs på én, så havde jeg helt bevidst bestræbt mig på at undgå at gøre yderligere erfaringer med dem.

Nå, men det gik nu helt godt.
Vi snakkede ret fredeligt sammen, selv om vi ikke havde ret mange interesser til fælles. Jeg opdagede hurtigt, at han godt kunne lide at snakke om sin hobby, og det var motorer.
Han spurgte også til, om jeg ikke havde nogen fritidsinteresser, og det har jeg jo, til overflod, men det var ikke den store sans, han havde for hverken filosofi eller politik, i hvert fald ikke noget med socialisme, og jeg opdagede da også ret hurtigt, at han kun spurgte for at jeg skulle spørge igen, og han kunne få lejlighed til at fortælle om alle de biler, han havde lavet.
Nå ja, man må jo nok stryge sådan nogen med hårene, tænkte jeg forsigtigt og forsøgte at sige ja og nå og jamen på de rigtige steder, selvom motorer sandt for dyden ikke siger mig det helt store. Men jeg kunne forstå, han kom meget hos en lokal bilinteresseret greve derude, hvor han boede, og han havde lavet bil for dronningen og jeg ved ikke hvad.

Han havde også en datter på fem år, fandt jeg hurtigt ud af, og der havde vi et fælles punkt, for min datter var dengang ikke mere end syv.
Eller jeg ved ikke, hvor meget fælles punkt det var. For når vi snakkede børneopdragelse, så gik han ind for, at forældre godt måtte slå.
Engang datteren havde villet trodse ham, mente han, at han havde sendt hende ind på hendes værelse med et klap i røven og sagt, at hun kunne komme igen, når hun ville gøre, som han sagde. Så havde hun tænkt over det i nogen timer, og så var hun kommet og havde føjet ham, og siden havde de det fint sammen, mente han.
Jeg er nu ikke så sikker på, det klap havde været særlig hårdt, ved anden lejlighed havde jeg opdaget, at han havde et meget blødt punkt omkring den datter.
Engang havde han fortalt om, at han havde haft hende med henne ved en børne-gocart-bane, eller hvad det var, og der havde det bitte nummer, der knapt kunne nå speederen, første gang hun overhovedet prøvede sådan noget drønet banen rundt med pedalen i bund hele vejen, og hun havde givet baghjul til knægte på både ti og fjorten år.
Der glimtede hans øjne. Nøjagtigt sådan var han selv, mente han og fortalte om, hvor hurtigt han havde kørt halvøen rundt, hvor han boede, på en motorcykel, og hvordan hans kone havde forbudt ham at gøre det mere, fordi hun havde kunnet høre ham hele vejen rundt.
Jeg tænkte, jaja, det er godt med dig, du kan vist ikke slå ret meget til den datter. Og godt det samme.

Det var ikke første gang, jeg var begyndt at tvivle på den hårde facade. En morgen havde jeg siddet i skuret og kigget på hans bil, og - nå ja, den lignede nu ikke ligefrem en elitemekanikers bil. Døre i forkerte farver, store rustpletter, en bule i forskærmen...
For at være helt nøjagtig, så lignede den en klamhugger-bil.
Og bedst som jeg sad og kiggede, så begyndte der helt uprovokeret at skvulpe en væske ud under motorhjelmen. Det viste sig at være en kølerslange, der bare lige pludselig var faldet af. Altså - en mekaniker, der laver dronningens dyre biler, og så sådan en skrammelkasse...

Så var der også det med hans dyr.
Nogen, der også boede derudead, hvor han kom fra, havde fortalt, at han havde både geder og gæs gående rundt om huset, hvor han boede. Og det havde jeg jo spurgt til på et tidspunkt, og det var kommet sådan lidt nølende, som om det var en pinlig indrømmelse.
Jo, han havde da godt nok den ged. Den hed Molly. Og så var der også noget med en gris og et par gæs, men det var nu bare for at de skulle slagtes til jul.
Ja, og så var gæssene bedre end vagthunde, føjede han til. Ingen kunne nærme sig hans hus, uden at gæssene varskoede ham. Ja, dem fik han nok aldrig slagtet, sagde jeg til ham. Jeg turde godt give ham sådan en finte, jeg havde efterhånden opdaget, at han ikke gav sig til at slå og sparke lige med det samme.
Men jo, de skulle nakkes alle sammen til jul, og sådan noget generede ham altså ikke det allermindste.
Jamen var han nu også sikker på, datteren var enig med ham i det, spurgte jeg videre. Det var jo for at æde dyrene, at vi holdt sådan nogen, sagde han barskt, det havde unger kun godt af at lære, og hvis datteren ikke kunne spise med, så måtte hun undvære mad til jul.. Sådan var der i hans hus.

Efter nytår skulle jeg jo høre, om de så havde smagt godt, grisen og gæssene.
Først lod han, som om han ikke hørte mig, han havde meget travlt med at rode med jernklipperen. Men jeg spurgte igen, og til sidst kunne han ikke undvige.
Nåh, grisen den gik der vist stadigvæk, den var jo blevet så gode venner med geden, så... Nå ja, men så gæssene da, spurgte jeg stædigt. Jo, gæssene de var væk og slagtet. Nå, dog.
Og det havde gået godt nok? Havde datteren spist med uden at kny?
Hvad, datteren, svarede han adspredt, den jernklipper drillede virkelig meget. Ja, han havde jo sagt før jul, at... Jo men nu var det altså ikke blevet dem selv, der havde spist dem, afbrød han mig, for han havde skyldt smeden penge for noget pladearbejde, og så havde han en dag spurgt smeden, om ikke han kunne tænke sig et par gæs i stedet for, og sådan var det endt.
Og godt det samme, sagde han, for han var nu ikke selv så vild med at spise gås heller, det var lidt for tørt efter hans smag, og det ene med det andet...

Af det kan man lære, at det ikke altid er sådan, at fordi man har et ansigt som sten, så har man også et hjerte af sten. Og det er vel ikke så ringe en ting at lære i den sidste skærveknuser inden jul. God jul!