Hvordan kan EU-modstanden være med til at skabe grundlaget for et bedre Danmark og en bedre verden...

Kommentar af Niels Eriksen, EU-parlamentskandidat for Folkebevægelsen mod EU
I disse EU-modtopmødetider, hvor der har været demonstreret mod alverdens uretfærdigheder og samtidig talt for en bedre verden, er det også relevant, at overveje om den danske/europæiske EU-modstand kan være med til at skabe et bedre Danmark/Europa - og hvad det projekt kræver!
Det perfekte samfund findes ikke - men alligevel!
I mit tidligere indlæg til Arbejderens EU-alternativdebat forsøgte jeg at lægge vægt på hvilke muligheder den aktuelle politiske og økonomiske situation i Danmark, EU og verden op til en EU-forfatningsafstemning ville give EU-modstanden for at vinde afstemningen - og ikke mindst under hvilke betingelser vi vil kunne forvente, at vores frigørelse vil kunne ske.
Der er næppe nogen tvivl om, at mange af os, udfra den skabelon jeg tegnede, ikke vil opfatte det EU-fri Danmark som værende på vej mod det ultimativt perfekte samfund.
Nu er det sjældent, at der er noget her i livet, der er perfekt, og grundlæggende tror jeg hverken på det perfekte liv eller det perfekte samfund.
Dybest set finder jeg det uproduktivt, at begynde at forsøge intellektuelt at skitsere noget som ikke findes, og aldrig vil komme til at findes.

Alligevel er det værd at overveje, om et dansk farvel til EU vil kunne komme til at betyde andet og mere, end at vi melder os ud, og at vi måske vil ændre en lille smule på nogle af samfundets prioriteringer. Alt sammen udmærket, men ikke noget der rykker for alvor.
Efter min mening er der for meget Alf Ross og for lidt Hal Koch i vores samfund.
Mere præcist, Danmark har på mange måder et udmærket system af politiske institutioner, der sikrer, at samfundet fungerer relativt upåklageligt politisk-organisatorisk.
Derudover er der også en grundlæggende accept hos befolkningen af disse institutioners eksistens og af deres respektive roller - en legitimitet EU's institutioner eksempelvis ikke har. Derfor må man sige, uden at hævde at alting er perfekt, at Alf Ross har gjort sin pligt, rammerne for demokratiet og samfundet er på plads.
Derimod mangler vi i høj grad det folkelige engagement i demokratiet - vi mangler, at udfylde de førnævnte rammer vi har skabt for vores samfunds demokrati og politiske liv.
Vi mangler det, Hal Koch mente, var livsnerven i det levende demokrati - samtalen. Vi mangler, at flere engagerer sig politisk. Ikke nødvendigvis i en sådan grad, at vi skal have fem millioner borgere, der lever og ånder for politik dagen lang, men flere må engagere sig mere i deres samfund på mange forskellige planer, lokalt og nationalt - også gerne i forhold til den internationale udvikling.

Vil en dansk frigørelse fra EU kunne skabe den situation? Det er det selvfølgelig vanskeligt at sige noget stensikkert om.
Men når man eksempelvis har oplevet en eurokampagne, hvor man vitterligt kunne opleve, at folk gik rundt og talte sammen om euroens fordele og ikke mindst ulemper, og hvor vildfremmede ringede ind til Folkebevægelsen og meldte sig under fanerne til uddeling af materialer i deres lokalområder, så må det konstateres, at der er et potentiale at bygge på.
Dybest set tror jeg, at når folk føler, at der står noget på spil, og ligeledes føler, at deres indsats kan være med til at gøre en forskel, så er de også parate til at handle. Den situation opstod under eurokampagnen hvor mange fik følelsen af, at de var en del af kampen.
Forhåbentlig kan vi skabe grundlaget for den samme folkelige følelse, når vi skal ud i kampagnen mod EU-forfatningen, som meget gerne må føre til en dansk frigørelse fra EU.
Mit håb er, at det folkelige engagement, der er forudsætningen både for at afstemningen om EU-forfatningen og den efterfølgende EU-frigørelse ender godt, vil kunne fastholdes, sådan at der sker et vedvarende og generelt løft i det samfundsmæssige engagement.

Sagt lidt mere poetisk, at Hal Koch's tanker om forudsætningen for det levende demokrati får en mere fremtrædende position ved siden af Alf Ross' ideer om de demokratiske institutioners organisering og betydning. Samfundet skal tage magten tilbage.
Den afgørende forudsætning for at der kan fastholdes et folkeligt samfundsengagement må være, at befolkningen oplever (også reelt), at deres handlinger og beslutninger har betydning for samfundsudviklingen.
Derfor er det vigtigt, at Danmark, også når vi har frigjort os fra EU, fastholder og ikke mindst udbygger muligheden for at befolkningen kan få en reel indflydelse på samfundsudviklingen.
Efter min mening er noget af det vigtigste og aktuelt noget af det mest påkrævende i den forbindelse, at samfundet fastholder og generobrer kontrollen med en række af de offentlige opgaver, der gennem de seneste år er blevet privatiseret - det kan eksempelvis dreje sig om offentlig transport, energiproduktion og kommunikation.
Ligeledes er det også vigtigt, at samfundet får en større mulighed for at sætte sin indflydelse igennem overfor forskellige nationale og internationale økonomiske interesser.

Et af de største problemer i verden i dag er, at den herskende politiske trend siden begyndelsen af 1980'erne, med etableringen af EU's indre marked som et af højdepunkterne, har gået i retning af at 'afpolitisere' offentligheden.
I stigende grad har man fjernet nationale myndigheders mulighed for at lovgive i forhold til ikke mindst de erhvervsinteresser, som agerer i landet.
Dermed har man også i realiteten tømt de nationale politiske institutioner for megen magt - og de folkevalgte kan enten med vrede eller med ligegyldighed konstatere, at de ikke har mulighed for, at udøve den indflydelse, vælgerne har valgt dem til at udøve i forhold til de økonomiske aktører.
Min afrundende pointe skal derfor være, at et nej til EU-forfatningen og en dansk frigørelse fra EU ikke automatisk vil ændre vores samfund. Vores samfund vil ikke per automatik forandre sig, og begynde at gå i retning af et samfund hvor den enkelte borger og de nationale demokratiske institutioner får mere indflydelse på samfundsudviklingen på bekostning af de økonomiske interesser.
Kampen for den forandring må fortsættes, også efter frigørelsen både nationalt og internationalt i forhold til eksempelvis det aktuelle WTO-regime der ensidigt har valgt at tilgodese i-landenes transnationale selskabers økonomiske interesser på bekostning af ikke mindst den tredje verdens fattige befolkninger.