29 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansen om guldkalven

Dansen om guldkalven

Lørdag, 21. december, 2002, 00:00:00

Hvorfor endte julemanden som en grisk pengepuger? Hvorfor frådser nogle mennesker i luksus, mens andre skal klare højtiden på en ussel understøttelse? Eller endnu værre: Sultedøden i et land med misvækst på grund af den rige verdens boykot.

af Bjarne Gårdsvoll, København
Jeg har lige gået en tur ned ad Vesterbrogade og Strøget i København. Gaderne er festligt smykket i anledning af den store kirkelige højtid. Vinduerne på Strøget er rigt pyntet med stjerner, lys og guirlander. Og reklamerne frister: 'Gaveide', står der på røde hjerter i pap.
Så traf jeg julemanden. Han har ændret sig meget, siden den gang jeg var barn. Hans smittende smil og klædedragt er den samme, men absolut ikke hans metoder. Jeg husker ham som en rar, gammel bedstefar, der uddelte gaver af et godt hjerte. Sådan er han ikke mere. Nej, i dag er han blevet kapitalist!
For tidens julemand er penge alt. Og han forstår reklamens kunst. På et befærdet hjørne har han lavet en udspekuleret udstilling. Her er alle gode væsener i fuld gang med de store juleforberedelser. Der brygges, bages og handles. Hverken mennesker eller dyr skal være det mindste i tvivl om, hvad julen drejer sig om: God mad og godt at drikke og naturligvis masser af julegaver. Husk endelig at handle hos os!

Hvad ville Jesus sige, hvis det var ham, der gik en tur gennem den samme gade? Hvad ville hans reaktion have været på den markskrigende materialisme, der oser ud af hvert vindue? Var ikke hans budskab rettet mod nydelsessyge og manglen på åndelige værdier?
Jeg er selv påvirket af reklamerne. Også for mig er julen et æde- og drikkegilde i familiens skød. Og jeg går ikke i kirke på juledag! Men jeg tror faktisk heller ikke, at Jesus ville gøre det. For hvad gør tidens præster for at afsløre dansen om guldkalven?
Julen er blevet materialismens fornemste højtid. Nej, ingenlunde den materialisme, Marx skrev om, men kapitalens. Men kirken tager ikke stilling.. Den accepterer høje produktionsresultater fremfor trivslen.

Lad os standse et øjeblik! Hvorfor endte julemanden som en grisk pengepuger? Hvorfor frådser nogle mennesker i luksus, mens andre skal klare højtiden på en ussel understøttelse? Eller endnu værre: Sultedøden i et land med misvækst på grund af den rige verdens boykot.
Jeg blev skuffet da jeg traf julemanden, for han har bidraget til at forstærke det materielle ræs. Lad os i hvert fald bruge lidt af tiden mellem ædegilderne til at afsløre ham. Så har festen ikke været helt forgæves.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. dec. 2002 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp