Målet er, at halvere antallet af folk der får tilkendt førtidspension, med den nye lov om førtidspension som træder i kraft ved årsskiftet.

af Kit Aastrup
Målet er, at halvere antallet af folk der får tilkendt førtidspension, med den nye lov om førtidspension som træder i kraft ved årsskiftet.
Fra nytåret 2003 træder den nye lov om førtidspension i kraft. Den nye lov, som er lanceret som en reform af førtidspensionerne, indfører én takst for førtidspension og en metode, som skal bruges, når den skal tilkendes, arbejdsevnemetoden.
Den nye førtidspension vil være på et beløb, der svarer til understøttelsen for en enlig, og for gifte og samlevende vil den svare til 80 procent af understøttelsen.
Det kan være vanskeligt at sammenligne den med de nuværende tre førtidspensioner, der kan indeholde skattefrie beløb. Der er imidlertid ingen tvivl om, at hovedpointen er, at færre skal tilkendes førtidspension. Allerede da partierne i Folketinget forhandlede om pensionsreformen, var forudsætningen, at antallet at pensionstilkendelser om året skulle falde til halvdelen.
Dem, der ikke vil kunne få tilkendt pension, skal formentlig arbejde på det, der er kaldt ' det rummelige arbejdsmarked', det vil sige i fleksjob eller andre former for job, som ikke er rigtige job. Derved indføres for alvor et gråt arbejdsmarked, hvor flere tusinde mennesker kommer i beskæftigelse uden at have de samme rettigheder som almindelige lønmodtagere på det almindelige arbejdsmarked.
Det at tildele langt færre førtidspensioner kan få store økonomiske konsekvenser, ikke bare for den enkelte borger, men også for pensionsselskaberne, som indtil nu har ladet deres pensionstilkendelse afhænge af tilkendelse af en offentlig førtidspension. Om det bliver en positiv eller negativ økonomisk konsekvens for forsikringsselskaberne ved vi ikke endnu, men mit gæt er, at de vil tjene på ændringen i modsætning til borgeren.

Tilpasning til EU
Visionen fra EU's hvidbog om fremtidens arbejdsmarked fra 1993 er ved at blive til virkelighed. Det var hvidbogens fremtidsvision, at der skulle skabes et arbejdsmarked med større løndifference, det vil sige større forskel mellem høje og lave lønninger, og at der skulle skabes et stort arbejdsmarked for lavtlønnede især i servicesektoren. Udover det skulle der være flere vikarjob, flere i midlertidige job og flere i forskellige andre atypiske job.
Selv kritiske socialdemokrater benægter fortsat, at der skulle være en sammenhæng mellem EU og de sidste 20 års ændringer i social- og arbejdsmarkedspolitikken, men fakta er, at vi nærmer os den form for socialpolitik, der findes i de centraleuropæiske lande, først og fremmest i Tyskland og i Frankrig.
Den måde den sociale sikring er organiseret på, er nemlig grundlæggende forskellig fra den måde, vi har haft i de nordiske lande. Her er alle borgere over skatten med til at betale for sociale foranstaltninger, når den enkelte borger får brug for det, for eksempel en førtidspension. I Tyskland og Frankrig følger den sociale sikring det arbejde, man har, og er man udenfor arbejdsmarkedet er det heller ikke noget socialt sikkerhedsnet af betydning. Det sociale sikringssystem består af forsikringsordninger, som den enkelte og arbejdsgiveren er med til at betale.
Det er et system, der passer som fod i hose til det fælles arbejdsmarked med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, som er ved at blive indført. Det træder endeligt i kraft, når den europæiske superstat er indført med en fælles forfatning (grundlov), fælles præsident, fælles parlament og en fælles mønt.

Handicappolitik i Danmark
Når det drejer sig om handicappede, har vi i Danmark haft den politik, at handicappede, syge og tilskadekomne skulle revalideres, det vil sige uddannes og kvalificeres til at indgå på arbejdsmarkedet på lige vilkår med ikke-handicappede.
I Tyskland og Frankrig har man placeret handicappede i skånejob på virksomhederne, og der er kvoter for hvor mange handicappede den enkelte virksomhed skal beskæftige. Det var den måde, man kunne løse problemet med det meget store antal krigsinvalider efter de to verdenskrige. 'Det rummelige arbejdsmarked' med frivillige kvoter for personer med nedsat arbejdsevne ligner det i hvert fald. Den tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, har også udtalt, at han ikke håber det bliver nødvendigt med tvungne kvoter (som i Tyskland og Frankrig).
Førtidspensionen, som tidligere hed invalidepension, har mere og mere mistet sit forsikringspræg. Den blev i øvrigt indført efter tysk forbillede efter genforeningen i 1920, fordi krigsinvaliderne fra Første Verdenskrig fra grænselandet ikke skulle stilles ringere efter dansk lovgivning end efter den tyske.
Den nye førtidspension fra 1. januar bliver en ren forsørgelsesydelse til dem, der slet ikke kan arbejde og holder derved helt op med at være en form for erstatning, fordi man har mistet sin erhvervsevne helt eller delvist. I stedet for erhvervsevne skal man bruge arbejdsevnebegrebet Denne sproglige fornyelse er blevet ledsaget af mange pæne ord om, at man skal se fremad og se på folks ressourcer i stedet for deres begrænsninger.
Imidlertid har man altid skullet se på både ressourcer og begrænsninger, når man har skullet vurdere om folk havde en fremtid på arbejdsmarkedet. Helt forståelige begrænsninger, for eksempel de helbredsmæssige, er i det nye sprogbrug blevet til barrierer.

Arbejdsevnemetoden
Sammen med den nye førtidspension er der også indført en metode til at vurdere berettigelsen til den. Metoden skal bruges i revalideringssager, sager om fleksjob og pension samt i cirka ti procent af sygedagpengesagerne. Den nye metode, arbejdsevnemetoden, er udviklet af det franskejede multinationale konsulentfirma Deloitte og Touche.
Det giver stof til eftertanke, at regeringen har valgt et fransk managementfirma til at løse en socialpolitisk opgave i Danmark. Er danske embedsmænd og socialforskere ikke nærmere til det? Som Peter Høilund og Haakon Lærum skrev i 'Ugeskrift for læger, (4. nov. 2002, nr. 45) findes der en velkendt og gennemprøvet socialmedicinsk model og metode, som blev præsenteret i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning i 1996.
Frem for at se på det hele menneske og tage udgangspunkt i borgerens livshistorie, relaterer arbejdsevnemetoden sig udelukkende til personen i forhold til arbejdsmarkedet.
Der skal udarbejdes en ressourceprofil, der består af 12 punkter, Tidligere var der 14 som nu er reduceret til 12, fordi socialrådgivere blandt andet har protesteret imod at skulle vurdere klientens intelligens. Sociale kompetencer som tilpasningsevne og samarbejdsrelationer er en vigtig del af det, som sagsbehandleren fremover skal beskrive og vurdere.
Samtidig med metoden er der udviklet et edb-program, og i træningsprogrammet til dette forestiller man sig, at sagsbehandleren skal klippe citater og uddrag ind og placere dem under et af de 12 punkter. Det gør metoden mekanisk, og kan let efterlade det indtryk, at resultatet kommer frem blot man har udfyldt skemaet.
Det er i princippet udmærket at skille beskrivelse og vurdering ad, men enhver fremstilling er et udtryk for en vurdering, for eksempel sker det også ved udvælgelsen af de udtalelser, der skal indskrives i skemaet. En række 'ressourcer', som er fundet ved arbejdsevnemetoden, skal måske tjene som alibi for ikke at tilkende den pension, som i forhold til den samlede livssituation vil være den bedste løsning for borgeren.
Peter Høilund og Haakon Lærum kritiserer metoden for at være udtryk for en slags social ingeniørrationalitet og for at hvile på en fortidig opfattelse af, at viden er noget, der faktisk findes eller kan oplyses, og ikke noget der bliver til i en dialogisk proces. For den erfarne sagsbehandler vil metoden tilføre meget lidt nyt, mens den i uøvede hænder kan føre til fejlbedømmelser, der kan få alvorlige konsekvenser for borgeren.
En metode i sig selv vil ikke kunne øge retssikkerheden, heller ikke selv om metoden bliver lovfæstet. Det gedigne sociale arbejde kan ikke erstattes af edb-værktøjer, metoder og moderne managementteorier. Nedtoningen af de helbredsmæssige forhold og lægers medvirken ved bedømmelsen gør heller ikke automatisk sagsbehandleren bedre til at lave den rigtige bedømmelse. Tilbage er mistanken om, at hele forestillingen blot går ud på at undlade at tilkende så mange førtidspensioner.