Lad år 2003 blive året, hvor vi, det store flertal på jorden, finder sammen i millionvis.

Nytårskommentar af Annisette Hansen og Thomas Koppel
Lewis Carroll havde måske brug for lidt valmuesaft for, sammen med Alice, at gå lige gennem spejlet ind i en fremmedgjort virkelighed hvor op var ned, stor var lille, venstre var højre. ('Bag Spejlet').
Hvem ved hvad Bush familien og deres venner konsumerede for at kunne tage os, planeten Jordens folk, ind i et surreelt, foruroligende rum bag spejlet, hvor intet er hvad det ser ud til; hvor kujoner hylder sig selv som helte, og sande helte holdes i det usynlige.
Vi blev smertefuldt trukket gennem spejlglasset 11. september 2001, da fire fly uforklarligt fik lov at afvige fra deres kurs i mere end en time for derefter at dræbe tusinder i grotesk, fuldt tv-transmitteret rædsel. Hvem der end har været ansvarlige: ligesom Hitlers Rigsdagsbrand blev denne grufulde forbrydelse nok så hurtigt udnyttet til formål, som er blevet tydeligere gennem tiden der er gået.

Nu smiler præsidenten til sig selv fra satellitten.
Ikke eet barn vil blive ladt tilbage, sagde han engang. Det var før spejlets tid. Nu er mere end ti millioner amerikanske børn allerede blevet ladt tilbage i analfabetisme, sult og fortvivlelse, og tallet vokser.
Hjælp de fattige, sagde han for bare et par uger siden, mens han diskret rakte hundreder af milliarder dollars til våben- og entreprenørfirmaer i hvilke milliardærvennerne er hovedmodtagere.
Det er en krig mod terrorisme, gen-gentager han med hævede øjenbryn, før han præsenterer dagens terror trussel.
Det er for frihedens skyld, siger han, mens han suspenderer friheden, grundloven, borger- og menneskerettighederne, juridiske procedurer der kendetegner ethvert demokrati og internationale traktater.
Et helt land blev jævnet med jorden, alene for at få fat i Osama bin Laden, alligevel er fyren sært uinteressant nu - og landet med.
Vi er tilbage ved Irak, hvor farmand Bush for tolv år siden fik over 100.000 forsvarsløse mænd, kvinder, børn, slået ihjel fra sikkerheden i ti kilometers højde, eller med ulovlig napalm, fragmentationsbomber, uranaffald som selv tusinder af amerikanske soldater med familier nu lider og dør af.
Alt dette efter, ligeså ulovligt, at have smadret alt hvad et folk skal bruge for at overleve: vand, elektricitet, broer, hospitaler, landbrugsjord, mad, kommunikation.
For tilsidst at påføre et allerede invalideret og døende irakisk folk Sanctions Of Mass Destruction - som effektivt forhindrede genopbygning af vand-, mad- og medicinforsyninger. Og endeløse, ulovlige bombardementer. Gennem de tolv år er 1,5 millioner civile dræbt. En halv million børn.
Græd for de døde i dette folkemord. Og tænk endnu engang efter om du vil være gidsel i forberedelserne til slutspillet.

Ja, men Bush accepterede vel tilsidst FN's myndighed...?
Slet ikke, vi er jo bag spejlet..... Bush & Søn har begge ødelagt FN's mulighed for at handle ved at true og bestikke medlemmer til lydighed - ikke mod FN, men mod Det Hvide Hus.
Men hvad med den politiske opposition?
Hvilken opposition? Den eneste opposition er ude på gaderne. Både det Demokratiske Parti i USA og Europas socialdemokratier er enten usynlige eller meddelagtige.
I mellemtiden knuser den israelske besættelseshær, betalt med penge der retteligt tilhører det amerikanske folk, ikke alene børn og huse, de knuser dusinvis af FN-resolutioner gennem årtier (hvilket ikke synes at bekymre mr. Bush), samt både palæstinenseres og israeleres håb om fred og retfærdighed - samt hele verdens håb om et århundrede med mere fred end det gamle.

Racisme afsløres dagligt i politikkens højeste snirkler, i USA så vel som resten af verden.
Og alligevel: Aldrig i historien har verden set et år som 2002 med internationale demonstrationer mod krig, racisme og udbytning. Flere gange: en million i Roms gader. En million i Paris. En halv million i London. Hundredetusinder i Washington, San Francisco og andre amerikanske byer. 20.000 i København. 14 millioner i generalstrejke i Spanien. For blot at nævne nogle stykker.
Så situationen er både mere kras og enklere end den først synes: Magten på den ene side, folket på den anden.
Hvis folket ingenting gør, vil magten ødelægge planeten. Hvordan kom det så vidt?
Lyt til forhenværende justitsminister Ramsey Clark:
På tragisk vis lod sejrherrerne fra Anden Verdenskrig ikke loven gælde for sig selv; ikke engang Nœrnberg Domstolen, de selv havde skabt og hvorunder fjendens førere blev henrettet...... i stedet påbegyndte de sejrende straks - efter den værste krig nogensinde - den kolde krig, som skabte våbenkapløb, væbnede konflikter rundt om på kloden, millioner af døde, hundreder af millioners forarmning........ dette er den største forbrydelse mod menneskeheden nogensinde. (The Fire This Time 2002, fås på denne web site).

Tiden er ved at rinde ud. Kujoner er stadig kujoner. Lad os ikke snakke om helte, det ord er misbrugt for meget på det sidste. Lad os bare snakke om virkelige mennesker, kassedamen, havnearbejderne, pigerne som syr vores tøj i endeløse dage i lavtlønsfabrikkerne. Lad os snakke om digteren, sangeren som synger sandheden uanset hvor industrien anbringer ham på hitlisten.
Lad år 2003 blive året, hvor vi, det store flertal på jorden, finder sammen i millionvis. Siden ingen andre gør noget, har vi ansvaret for at retablere frihed, retfærdighed, fred. Vi må genetablere et FN hvor nøglemagter ikke tilbyder eller modtager bestikkelse og efterlader FN's generalforsamling og charter lammet. Vi, flertallet, må vise ansigt og slippe frisk luft ind i verden.
Vi længes efter det virkelige Amerika, ærligt og venligt som de fleste amerikanere er det. Vi længes efter det virkelige Danmark, som ligner mennesker i Danmark. Vi længes efter den virkelige verden, fredelig, åben, menneskelig, en verden i de menneskers ansigt som lever i den.
Vi kan godt gøre det. For vi behøver ikke skjule og forfalske historien sådan som herskerne må. Historien er vores ven, der er enorme erfaringer fra de arbejdende milliarder til at komme videre på en intelligent måde. Vi må åbne fremtiden, vi længes efter at se tiden gå videre; mens Enron'erne, Halliburton'erne, A. P. Møllerne - hver af dem del af en kolos på lerfødder, umættelige, men allerede i opløsning - prøver at standse tiden, skjule historien i destruktion og død.
Vi må ud af spejlsalen, sige farvel til Kujonernes År, synge fremtidens sang.
Frihed handler ikke bare om sejr; frihed er at gå igang. Sig hej til frihedens første år.