I mere end 80 lande kloden over opererer Falck med blandt andet private fængsler og sikringsopgaver. Der er store penge at tjene på angst og usikkerhed i disse terrortider
af Egon Laugesen, Tønder
Det går godt for Falck, den danske fængsels- og sikringskoncern. Aktierne ryger i vejret. Group 4 Falck, som firmaet hedder nu, har mange jern i ilden. Ambulancekørsel i Danmark er kun en meget lille del af de ydelser, Falck kan levere. I mere end 80 lande kloden over opererer Falck med blandt andet private fængsler og sikringsopgaver. Der er store penge at tjene på angst og usikkerhed i disse terrortider. I en verden, hvor forskellen mellem rig og fattig øges hver dag, tjener firmaet styrtende med penge på at sikre værdierne for de rige.
Med købet af den amerikanske sikringskoncern Wackenhut, overtog Falck samtidig driften af 55 private fængsler i USA. Lige netop disse fængsler har været under heftig kritik. Slavelignende! - er et stærkt ord, men det er ordet, de amerikanske medier bruger som karakteristik.. Koncentrationslejre - siger menneskerettighedsforkæmpere om asyllejrene, som Falck driver i den australske ørken. Forholdene er lige så umenneskelige.
Falck er et dynamisk firma. Det begyndte med ambulancekørsel og førstehjælpsæsker. I dag patruljerer Falck-ansatte som væbnede vagter ved ulovlige israelske bosættelser på palæstinensisk jord. Bosættelser opført i strid med adskillige FN-resolutioner.
I Østeuropa profiteres på den tiltagende ulighed mellem rig og fattig.. Et Østeuropa på tærsklen til optagelse i EU. I Polen er Falck, som så mange andre steder i verden, det største sikringsfirma. Arbejdsløsheden er stor, men pengetransporter og vagtopgaver for banker, forretninger, virksomheder og nyrige polakker giver job til stadigt flere. Falck opererer i Tyrkiet, Columbia og Pakistan. Som bekendt er de alle lande med et anstrengt forhold til menneskerettighederne.
Det kniber for Falck at bevare facaden. Derfor bruger firmaet for tiden masser af penge på reklamer i forhold til den danske befolkning. Reklamer som skal få os til at glemme, hvad Falck står for ude i verden.
Amterne må vågne op og lytte til kritikken af Falck. Kritikken i Danmark og kritikken i udlandet. En stadig mere højlydt kritik.
Andre kan tage sig af patientbefordring og ambulancekørsel. Amterne for eksempel. Falck må ikke overtage Varde Sygehus. Som borgere må vi spørge: hvad tænker de på i Ribe Amtsråd? Vil de overlade sygehuset i Varde til et firma med en så flosset moral?
Egon Laugesen er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278