07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pas på hovederne

Pas på hovederne

Lørdag, 04. januar, 2003, 00:00:00

Foghs forslag til løsning af tidens problemer er enkel: Lær at læse, hårdt mod hårdt og klar dig selv.

Godt nytår!
Boblerne fra festlighederne kan undertiden mærkes i hovedet dagen efter, men det går over. Værre er det med det der kommer ind af ørene -talerne. De bliver stående og vil gøre deres virkning. For det nytter jo ikke, som dronningen sagde i sit nytårsindlæg: ... tidens store spørgsmål falder ikke bort blot ved at trække dynen op over hovedet og lade stå til.

Borgerlig moral
Den ny Rasmussens nytårstale fulgte en klar og konsekvent logik. Det var gammelborgerlig moral på gamle dåser. Nøglerne for en udvikling af det moderne samfund er her: Lær at læse, hårdt mod hårdt og klar dig selv.
Afsættet for denne moral er den ny Rasmussens opvækst 'med den kolde krig, Sovjetunionen, Berlinmuren og Jerntæppet'. Det er måske årsagen til en særlig mistrøstighed, der holder Rasmussen på den beskedenhedens smalle vej, hvor e-mails er ubesvarede og den grå borgerlighed overgår fantasien.
Rasmussen erklærer, at 'børn fra socialt belastede hjem skal have en ordentlig chance i tilværelsen. Vi skal blive bedre til at bryde den såkaldt negative sociale arv'.
Det er en fin målsætning. Løsningen ligger lige for: bedre SU, bedre boligforhold, gode fritidstilbud og så selvfølgelig en kraftig modernisering af skolerne og undervisningen. Svarene er der. Men Rasmussen vælger ikke blot en dårlig løsning, han vælger en decideret ikke-løsning. Med opfordringer til at bekæmpe 'slapheden i skolerne' og at gøre forældrene ansvarlige.
Og hvis dét ikke virker? Så er det den unges eget ansvar. Dermed kan de heller ikke forvente at blive holdt oppe af samfundets kærlige hånd. Hermed har den sociale arv skiftet karakter fra at være et samfundsmæssigt forhold til at være et simpelt personligt ansvar.

Middelalder - for eller imod...
Dronningen talte om, at vi nu for alvor skal samle os om at genfinde og styrke de bånd og de broer (Femer-forbindelsen?), som forbinder vore lande, og som vidner om århundreders, ja årtusinders fælles kultur og historie. Den ny Rasmussen erklærede krig mod religiøs middelaldertænkning, som vi må tage afstand fra og bekæmpe.
Hvad er det for en middelalder talerne her har gang i?
Rasmussens konklusion var temmelig klar da det kom til stykket: At også her vil regeringen sætte hårdt mod hårdt. Det er indlysende rigtigt, at mullahernes og imamernes reaktionære holdninger og gerninger er os imod, lige som rockervæsen. Ja vi skal tale dem midt imod, som Rasmussen sagde, men med én afgørende tilføjelse - vi skal også tale Rasmussens liberalisme og menneskesyn midt imod. Ny-liberalismen er et lige så fundamentalistisk tankesæt som den islamiske fundamentalisme og er meget mere voldsom end Hells Angels x 100. Men alligevel virker Rasmussens budskab bestemt ikke som en bro til indvandrerne.
Den moralske appel fra Rasmussen: Jeg kunne godt ønske, at det personlige ansvar kom til at spille en større rolle i hverdagen. At vi hver især overvejer, hvad vi selv kan gøre for at skabe et bedre samfund.
Det er en stærk melding fra en statsminister som benyttede årets første dag til ikke at komme med et eneste forslag til et bedre samfund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp