Dronningen siger det hvert år i sin nytårstale til det danske folk: Vores tanker går også til søens folk og så videre.
af Kurt A. Nissen, Slagelse
Statsministeren taler om det rummelige arbejdsmarked og at alle skal gøre en indsats og så videre.
Hvad ville beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sige om alle dem som også i fremtiden, vil blive syge af deres arbejde?
Ville han omtale, at Det Europæiske Handicapår starter den 1. januar 2003.
Vi påpeger igen og igen, en arbejdsskadet person er også blevet en handicappet person.
Arbejdsskadestyrelsen rådgiver og vejleder beskæftigelsesministeren angående mulige ændringer i arbejdsskadelovgivningen, desværre er Arbejdsskadestyrelsen ikke neutral rent politisk, de støtter altid den siddende regering.
Arbejdsskadeforeningerne er heller ikke neutrale, vi støtter altid det forebyggende arbejde og forbedringer i arbejdsskadelovgivningen til gavn for kommende arbejdsskadede personer.
Desværre har beskæftigelsesministeren meddelt, at han ikke har tid til at mødes med Arbejdsskadeforeningerne igen.
Vi er tålmodige folk i Arbejdsskadeforeningerne, alligevel vil vi gerne snart se lidt praktiske lovændringer og ikke kun velmenende forståelse.
Som eksempel på tålmodighedssager kan nævnes disse to sager:
Angående folk i aktivering/arbejdsprøvning/revalidering og arbejdsskadelovgivningen:
Den 17. oktober 1996 modtog vi brev fra daværende socialminister Karen Jespersen, angående vores spørgsmål om hvorfor folk på arbejdsprøvning eller revalidering ikke er omfattet af arbejdsskadelovgivningen. Svaret var, at loven er beregnet på folk som udføre et arbejde for en arbejdsgiver.
I et svar til Folketingets Socialudvalg den 10. januar 1997 bliver det præciseret, at ingen på forhånd kan regne med at være omfattet af loven, det afhænger af en konkret vurdering. Her snart fem år efter er der ikke kommet nogen afklaring.
Danske skibe under fremmed flag:
Søfolk som er ansat af en dansk reder, modtager løn i danske penge, sejler i danske farvande og kommer til skade i dansk havn, er ikke omfattet af den danske arbejdsskadelovgivning.
I december 1995 skrev Arbejdsskadeforeningen til Folketingets Ombudsmand og den 26. januar 1998 svarede han: (frit oversat) At sådan er loven.
Socialministeren svarer den 16. oktober 1998 Poul Erik Dyrlund MF at sådan er flagstatsprincippet, de ansatte på skibet er underlagt de love som gælder i det land som flaget repræsenterer og det kan ministeren ikke ændre på.
Vi håber at sådanne sager vil være med i beskæftigelsesministerens tanker, når han starter arbejdet efter nytår.
Arbejdsgiverne klager over, at de taber flere og flere sager ved domstolene, sager som de havde regnet med var afvist af Arbejdsskadestyrelsen. Vi i Arbejdsskadeforeningerne er enige med arbejdsgiverne i, at sådanne sager slet ikke burde forelægges en domstol, og vi skal derfor påpeger nødvendigheden af en væsentlig ændring af Arbejdsskadelovgivningen.
Vi er godt klar over, at beskæftigelsesministeren har vanskelige arbejdsvilkår med den sammensætning som Folketinget har, og specielt den uklarhed der er vedrørende Dansk Folkeparti og Venstres holdning til en arbejdsskadereform, men det handicap må ministeren leve med.
Arbejdsskadeforeningerne håber, at 2003 bliver året, hvor der kommer løsninger på bordet, til gavn for de handicappede - til gavn for de kommende arbejdsskadede personer - til gavn for det rummelige arbejdsmarked og til gavn for samfundet som helhed.
Kurt A. Nissen er formand for Arbejdsskadeforeningen AVS.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278