- Efterløn, du kommer sgu da ikke på efterløn! - Vel gør jeg da så! Ja jeg betaler til det i hvert fald! Og jeg har kun seks år igen.
Af Kjeld Stenum
Hvordan gik det til, at skurvognsdiskussionen kom til at dreje sig om dette alvorlige emne? Jo, det var vist noget med, at én af de få unge i sjakket blev mobbet.
Det var hans sidste dag, fordi han havde fundet nyt og bedre arbejde, og nu vægrede han sig ved at give udkitning (afskedsøl, hvis nogen læsere skulle være udannede nok til ikke at kende udtrykket). Han havde alskens undskyldninger. Han havde tænkt på, at han skulle huske det, men han havde tilfældigvis glemt at tage penge med på lige netop denne dag. Og tusind andre ting. Men forargelsen var stor, og det blev der givet højlydt udtryk for. At undlade at kitte ud er en meget grov forsyndelse.
- Ja, Jesper han ville end ikke betale for sin egen mors begravelse, hvis han kunne finde en god undskyldning!
- Lån ham nu de penge til lidt øl, Karsten, så vi kan få afsluttet den her pinlige samtale. Du træffer ham jo alligevel før eller senere på bodegaen derhjemme, du har da mulighed for at få dem tilbage!
- Jeg skal sgu ikke have lånt nogen noget! Hvis han er tung at danse med her, hvor vi sidder et helt skur om ham, hvordan tror du så ikke, det vil være, når jeg er alene om ham på Bodils Bodega?
- Altså, hvordan skal det gå, hvis unge mennesker aldrig får lært lidt respekt?
- Unge mennesker lærer ikke respekt. De respekterer ikke traditionerne, og de gider ikke det hårde arbejde. Når Jesper rejser, så har vi kun lærlingen tilbage i den alder. Og hvis han alene skal forsørge os, når vi skal på efterløn, så skal han rigtignok til at lære at bevæge sig i et andet tempo, end han gør i dag.
- Efterløn, du kommer sgu da ikke på efterløn!
- Vel gør jeg da så! Ja jeg betaler til det i hvert fald! Og jeg har kun seks år igen. Jeg kan godt sige dig, at så snart jeg får chancen, så kan du ikke se min røv for bar skosåler! Jo, jeg smutter, det kan jeg godt sige dig, det er en ting, der ligger helt fast!
- Der er sgu da ingenting, der hedder efterløn om seks år. Hvordan kan du tro det? Hører du ikke, hvordan de fyrer op, alskens eksperter og økonomiske spåmænd og gudvedhvad? Der bliver alt for mange gamle. Der skal gøres noget for at holde folk på arbejdsmarkedet, ellers går samfundet fallit. Nej, der er sgu ikke noget, der hedder efterløn om seks år. Og pensionsalderen bliver sat op til halvfjerds!
- Jamen jeg betaler sgu da selv til det, mand!
- Jamen det skider de da på. Ja, jeg betaler godt nok også, men det er nu mest fordi jeg har været for dorsk til at melde fra. Jeg tror ikke en dyt på deres respekt for noget som helst. Kan du ikke huske, da Nyrup garanterede for efterlønsordningen? Vi er dumme, at vi betaler. De tager de penge, vi har betalt, og vi kommer til at pukle, til vi bliver halvfjerds, og de griner deres røv i laser over os, gør de, og så er det lige meget, om de hedder Fogh eller Nyrup til mellemnavn, efternavnet er stadigvæk Rasmussen.
- Nå, mener du det? Nå. Ja. Det kan godt være, det er sådan, men så hårdt som de kører os allerede, så kan det nu være ret ligemeget, For så stiller jeg alligevel træskoene, inden jeg når til efterlønsalderen. Så når de står og gnider sig i hænderne og fryder sig over, at nu skal de rigtigt til at pine de allersidste safter ud af mig, så er jeg der bare slet ikke mere. Og så skal I se dem blive lange i ansigtet, så falder alle deres beregninger fra hinanden. Så bliver det alligevel mig, der ler sidst!
- Ja, den der ler sidst ler bedst. Så vil du ligge og gnægge af grin der i din kiste, når præsten kaster jord på, og tænke på alt det sure pukleri, du nu ikke skal ud og lave! Ja der er andre end Jesper her i skuret, der forstår at regne den ud, kan jeg høre!
- Det kan du tro, der er. Og så må Jesper ud og lave pukkelarbejde igen til den tid, for det skal jo laves, og jeg er der ikke mere til at gøre det for ham. Og så får jeg ram på ham også, og så griner jeg endnu mere!
- Ja, det ender med, at du ligger og klukker, så kistelåget hopper, og jorden ryger op igen, hver gang præsten smider den ned. Det skal sgu nok blive en lystig begravelse, det. Det vil jeg godt med til!
- Nej, hørte du det, de snakker om der, Jesper, du vil blive husket for det med den udkitning, kan du nok høre. Var det ikke bedre, om du gik ud i dit skab og fik rodet de skillinger frem, vi ved jo godt, du har dem derude!
- Nej, det har jeg altså ikke. Jeg har ikke en krone, det har jeg altså ikke.
- Jesper, for satan, se nu og mand dig op og få det overstået! Det vil ride dig som en mare resten af dine dage, at du har snydt gutterne for den udkitning. Jeg ved godt, at du er ung nu, og i din alder tænker man ikke så meget på, at man også bliver gammel og - nå ja, der kommer jo altså en dag, hvor man skal herfra. Men ungdommens forsyndelser vender altså ti gange så stærkt tilbage til os, når vi bliver gamle. Og er det nu noget at have og plages af, når du engang som firsårig olding ligger og skal til at krepere, at engang i din ungdom da snød du dine egne gode, ærlige, hjælpsomme og hårdt arbejdende kammerater for en skide udkitning, kun en lillebitte skilling for dig, men et stort stort savn for dem?
- Ja, tænk, om det lige netop bliver det, der bliver tungen på vægtskålen, og du ryger ned og stege i al evighed, bare på grund af sådan en skide udkitning!
- Ja, tænk om Sankt Petter, når du kommer op til Himlens port og banker på og vil ind, så åbner Sankt Petter døren på klem og kigger ud på dig, og så ryster han på sit skæggede hoved og siger: 'Nå ham der? Næh nej. Nej, ham tager vi ikke ind! Han giver sgu nok heller ingen indkitning!'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278