Det burde være så simpelt. Kvinder skal have mulighed for at gennemføre graviditet og fødsel under trygge og sikre forhold. Men det er desværre ikke spor oplagt.
af Line Barfod, MF, Enhedslisten
Sidste år kunne forbrugerbladet 'tænk+test' berette om syv dødfødsler, der skyldtes travlhed på fødeafdelingerne. I nogle af tilfældene var forklaringen, at den dårlige bemanding havde tvunget jordemødrene til at passe flere fødsler på én gang.
Og siden er forholdene for gravide og fødende kvinder ikke blevet bedre. Tværtimod.
Fødeafdelingerne på hospitalerne er yndlingsofre, når amterne skal skære i budgetterne. Regeringens opreklamerede tilskud på halvanden milliard kroner nyder fødeafdelingerne ikke godt af - med mindre de kan dokumentere flere, planlagte kejsersnit.
Og her troede jeg, at det gjaldt om at sørge for, at kvinderne føder med så få komplikationer som muligt og undgå kejsersnit.
I specialiseringens og centraliseringens hellige navn nedlægges fødeafdelinger på landets hospitaler. Omkring en tredjedel af landets fødesteder står over for nedlæggelse.
Samtidig sparer amterne på fødselsforberedelse, jordemoderbesøg inden fødslen, jordemoder-bemandingen på afdelingerne og eftersamtaler med jordemødre.
På den måde skal de nok få deres flere, planlagte kejsersnit. Graviditet og fødsel bliver sygeliggjort. Læger tager over i stedet for jordemødre.
Dette problem er lige så alvorligt som ventelister, og derfor vil jeg tage spørgsmålet op i Folketinget. På Enhedslistens vegne vil jeg stille et forslag om, at kvinder skal have ret til fødselsforberedelse, ret til at der er en jordemoder til stede under hele fødselsforløbet og ret til en eftersamtale om forløbet med en jordemoder.
Det burde være så simpelt. Det skulle ikke være nødvendigt at sætte til afstemning i Folketinget. Men sådan er det desværre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278