Er kommunisterne masochister eller bare paranoide, spørger dagens kronikører på baggrund af den seneste tids mange anklager mod kommunisternes rolle i historien.

af Svend Erik Christensen og Finn Hermann, medlemmer af DKP's landsledelse og forretningsudvalg.
Hvorfor nu denne overskrift?. Hvilken grund skulle vi dog have til at føle os forfulgt?
For skal man tro de højrenationalistiske præster Krarup og Langballe og professor Bent Jensen og Uffe Elleman-Jensen, har kommunisterne alle dage været så lidet tillokkende for det danske folk, at vi kun har overlevet i kraft af den tætte forbindelse til det hedengangne Sovjetunionen.
Naturligvis er der især fokus på kommunisternes 'landsforræderiske' rolle under 'den kolde krig'. Uffe Ellemann nævnte i P1's 'Herreværelset' som et faktum den linde strøm af fortrolige oplysninger fra Folketingets udenrigspolitiske udvalg der angiveligt skal have tilflydt Sovjetledelsen netop i de år da DKP sad i Folketinget. Ganske vist blev ingen nogensinde tiltalt for denne forbrydelse, men derfor kan man jo godt udbrede mistanken.

Vi ser intet hellere, end at 'den kolde krig's historie kommer frem. Vore arkiver står til rådighed for al seriøs forskning. Vi har ikke noget at skjule.
Vi har gennem hele vor mere end 80-årige historie kæmpet for fred og for Danmarks frihed, mod fascisme og tysk besættelse, mod NATO og mod EU. Vi har aldrig solgt ud af Danmarks selvstændighed. Kan de der nu vil have os stemplet som landsforrædere sige det samme? Tør de kaste den første sten - for nu at blive i præsternes sprogbrug?
Men for os at se er kravene om en undersøgelse af venstrekræfternes aktiviteter under 'den kolde krig' en afledningsmanøvre. Forbrydelserne mod freden, mod Danmarks sikkerhed og Danmarks frihed, er begået og begås fortsat af andre, og det er mod disse andre, undersøgelserne skal rettes, hvis det er Danmarks sikkerhed og selvstændighed der bekymrer. Men det er det næppe.
Den samme Uffe Ellemann, som det ene øjeblik priser de baltiske landes nyvundne selvstændighed, har i næste øjeblik intet tilovers for danskeres modstand mod at underordne sig diktaterne fra Bruxelles..

DKP har åbenbart trods sin påståede ubetydelighed været så farligt for landets sikkerhed, at man har været nødt til at tage klart ulovlige midler i brug for at afværge 'truslen' fra partiet.
Til dette formål benyttedes udover løbende mistænkeliggørelse i fagforeninger, presse og det offentlige liv hel- og halvofficielle efterretningsvæsener, som opbyggede ulovlige arkiver. Det gælder PET. Det gælder det socialdemokratiske AIC, der videregav oplysningerne til den amerikanske ambassade med ukendte følger for de angivne.
Og hvad med Hjemmeværnets spionrolle under 'den kolde krig'? Eller det halvprivate CIA-inspirerede og -finansierede 'Firmaet', som opbyggede våbendepoter og samarbejdede med udenlandske magter, så de var klar til et kup mod en dansk regering, hvis den ikke behagede Washington. Sådan som det skete i Chile og i Grækenland og var ved at ske i Italien..
Siden Kominterns opløsning i 1943 har DKP været et selvstændigt parti, ikke underlagt nogen højere magt end sine egne kongresser. Og DKP's mangeårige indflydelse i dansk arbejderbevægelse skal ses i lyset heraf. Når mange kommunister, trods en ufattelig og usmagelig hetz-kampagne, blev valgt som tillidsmænd, også med socialdemokratiske stemmer, skyldes det, at de i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår var til at stole på.

Men, spørger tvivlere og kritikere, hvis vi ikke var et redskab for den sovjetiske verdenserobring, hvorfor var vi da så kritikløse i vores støtte til Sovjet? Selvom det faktisk er forkert, at vi ikke har kritiseret Sovjetunionens ledelse i konkrete sammenhæng, mest kendt er vel DKP's afstandtagen fra invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968, medgiver vi gerne, at DKP kan kritiseres for sin lave profil i forhold til fejltagelser og misgerninger i Sovjet og de andre socialistiske lande.
Hele denne diskussion om Stalintiden, Moskvaprocesserne, de mange - også ikke-kommunister - der holdt hånden over Sovjet i den offentlige debat, er så komplekst et emne, at det bør behandles udførligt i anden sammenhæng.
Vi vil nøjes med at betvivle, at en mere åbenlys kritik af de store broderpartier ville have gjort DKP mere spiselig i vore kritikeres øjne. Andre partier som det franske, det italienske og det spanske talte åbenlyst Moskva midt imod - og blev desuagtet angrebet for at være Moskvatro.
Hvor angribelig eller misforstået vores sovjettroskab end har været, gør den os i hvert fald ikke til landsforrædere, lige så lidt som en konservativ eller en socialdemokrat der ukritisk forsvarer Bush's krigspolitik er landsforræder. DKP's politik sigter mod en revolutionær omdannelse af det danske samfund. Men danske kommunister ønsker ingen sovjetter i Danmark og har fra og med DKP's Odensekonference i '38 ikke stillet krav om rådsrepublik.
Vi respekterer flerpartisystemet, ikke som en formalitet, men som et grundlag for demokratiet. For et demokrati der skal udvides, ikke indskrænkes. Vi ønsker Danmark frigjort fra enhver politisk og militær ensidig alliance. Vi har som sagt aldrig støttet nogen udenlandsk magts planer om at underlægge sig Danmark.

Og de der gennem årene har tilsluttet sig partiet har først og fremmest gjort det på grund af dets aktiviteter overalt, hvor der skulle mobiliseres mod nedskæringer og for den velfærdsstat, som andre har haft så travlt med at nedbryde. Trods parlamentarisk ørkenvandring og kontinuerlig antikommunistisk propaganda forblev DKP da også i årtier den største og bedst organiserede kraft på venstrefløjen.
Alligevel oplever vi, at der kan tales om os, men ikke med os. Når man ser på den spalteplads som koldkrigere og notoriske antikommunister får stillet til rådighed i de toneangivende medier (først og fremmest Politiken) er det så godt som umuligt for nuværende medlemmer af nulevende kommunistpartier at komme til orde.
Debatten føres med tidligere og nuværende venstreorienterede og tidligere medlemmer af DKP, 'upolitiske' iagttagere og anti-kommunister af enhver observans. Men de der hele tiden sættes på anklagebænken: - medlemmerne af eksisterende kommunistiske partier, deres ord har ingen interesse. Dem kan man ikke regne med. I dette demokratiske land, hvor ytringsfriheden i princippet er ubegrænset, er vores ytringsret i praksis stærkt begrænset.

Men man skal ikke lade sig blænde af den stadige fokusering på selve medlemmerne af et kommunistisk parti. Den egentlige hensigt med heksejagten er at ramme de mange progressive og demokratisk indstillede mennesker, som udgør et modstandspotentiale mod det ny-liberale felttog.
Højrefløjens koldkrigshetz har historisk ramt socialdemokrater, radikale og partiløse, der havde mod nok til at gå imod den af USA dikterede hovedlinie i dansk udenrigspolitik. I dag skal hetzen afskrække enhver oprørsk sjæl fra at tro, at det nytter noget at sætte sig op mod kapitalismens globale sejrsgang.
Det der skal begraves for altid er enhver tillid til, at der findes en anden, fredeligere, selvstændigere og mere solidarisk vej for det danske samfund.