Aztekerne kender vi i dag først og fremmest for deres blodige religiøse ritualer. Det stiver vores selvtilfredshed af at læse om de brutale menneskeofringer, hvormed de mente at holde verden i gang.

Af Kjeld Stenum
Jeg faldt i et bogantikvariat over et fem år gammelt nummer af Illustreret Videnskab. Forsiden var prydet af et smykket kranium, og billedet henviste til en artikel om det gamle indianersamfund aztekerriget, der blev benævnt som en dødskult.
Aztekerne kender vi i dag først og fremmest for deres blodige religiøse ritualer. Det stiver vores selvtilfredshed af at læse om de brutale menneskeofringer, hvormed de mente at holde verden i gang.
Ofrene, der som regel var krigsfanger, blev fastholdt på en stenplade, hvor en præst med en flintekniv skar deres bryst op, rev hjertet ud og holdt det op mod solen. Kun ved at give liv til solen, mente aztekerne, kunne de få solen til at give liv tilbage til jorden.
Behovet for krigsfanger at ofre gjorde samtidig, at de var nødt til bestandig at føre krige, og det er måske én af forklaringerne på, at et imperium var i færd med at vokse op, da de spanske conquestadorer ankom for fem hundrede år siden.
Vi gyser og tænker, at det er vel nok godt, vi ikke er sådan.

Da spanieren Cortez blev konfronteret med det blodige ritual, blev han overbevist om, at deres religion var en djævletilbedelse. For den, der tror på djævelen, er det en religiøs dyd at udslette dem, som man mener er djævelens allierede.
For at være rigtig from udslettede Cortez med højst nødvendig bistand fra aztekernes lokale fjender hele aztekernes hovedstad, Tenochtitlan, der var en blomstrende storby med op imod en million indbyggere og dengang én af jordklodens allerstørste byer, de europæiske hovedstæder indbefattet.
Det er den for øvrigt fortsat, i dag hedder den blot ikke Tenochtitlan, men Mexico City.
Med denne bloddryppende dåd var kristen dydighed langt, langt grusommere end den grusomhed, den selvretfærdigt mente sig berettiget til at udrydde.
Et eller andet får mig til at tænke på den amerikanske præsident i denne sammenhæng, men lad det nu hvile her!
De grusomme azteker kunne aldrig have drømt om at udvise tilsvarende grusomhed i krig. I deres kultur var krige sluttet, når fjendens gudebillede var ødelagt, og den besejrede erkendte sit nederlag ved at forpligte sig til at betale skat.

Aztekerriget var meget andet end dødekult. Aztekerriget var i gang med at udvikle en imponerende civilisation med blomstrende varecirkulation og handel.
Det havde en rig kultur, der både kendte til papirfremstilling og skriftsprog, og byggekunsten var imponerende. Medicinsk viden kunne mindst måle sig med samtidens europæiske.
Det økonomiske grundlag var landbrug, først og fremmest majsdyrkning, men produktionen var stor nok til at bære en blomstrende handel, der gjorde mange andre erhverv mulige. Man kendte for eksempel også til at smede ædelmetaller og til kunsten at væve tøj af bomuld.
Slaveri forekom, men det var ikke arveligt, og det var muligt for en slave at blive såvel fri som ligefrem embedsmand med høj status. I det hele taget var der stor mulighed for at bevæge sig både opad og nedad i samfundshierarkiet.
Jorden var statslig ejendom, men den fordeltes først og fremmest til folk med høje poster i administrationen, eller til fremstående krigere.
Overklassestatus og jord fik man, hvis man havde gjort sig fortjent til det, og privilegier var ikke arvelige mere end én generation frem. En søn af en fornem fader kunne med andre ord nyde godt af faderens dyder, men indlagde sønnen sig ikke selvstændige fortjenester, havde han ingen privilegier at videregive til sine egne børn.
Op imod den tid, hvor spanierne opdagede byen, var der dog tegn på, at dette system var ved at gå i opløsning. Jordbesiddelser fik i stigende grad status af privatejendom, som man kunne sælge.

Mere interessant end aztekernes klasse- og ejendomsforhold var dog deres strafferet. Jo højere placeret i samfundet man var, desto hårdere blev lovovertrædelser vurderet.
En præst, der forsømte sine religiøse og ceremonielle pligter og sank ned i druk og udskejelser, blev straffet med døden.
Det samme blev en højtstående embedsmand, hvis han drak sig fuld. Mens en arbejder eller en bonde slap med at blive klippet skaldet og få en streng advarsel.
På samme måde blev en stormand henrettet for eksempel for at stjæle fra sin far, mens en fri mand uden status slap med at blive slave for en tilsvarende forbrydelse.
Tankegangen var, at jo mere ansvar du havde i samfundet, desto større forbrydelse var det ikke at tage vare på dette ansvar.

Tænk, det synes jeg er en ganske højtudviklet moral, som vi kunne lære ikke så lidt af!
At aztekerne havde sådan en jura skyldtes muligvis, at deres samfundssystem - lagdelingen til trods - ikke havde fjernet sig afgørende fra urkommunismen. Men om det er hele forklaringen ved jeg ikke.
Går vi tilbage til de ældste strafferetslige bestemmelser, som vi kender dem fra vores kulturs vugge i det gamle Babylon, for eksempel den berømte kong Hammurabis lov, så var principperne bag dem stik modsatte, selvom produktionens udviklingstrin vel kunne sammenlignes med aztekernes.
Overklassen i Babylon var strafferetsligt privilegeret og kunne i vidt omfang købe sig ud af sine forseelser, eller lade en stedfortræder tage straffen for sig, mens underklassen oftest måtte betale med sit liv.
Dette princip har sådan set domineret vores verdens jura lige op til vore dage, hvor der i høj grad stadigvæk er forskel på fisk. Den, der har magten, har i vores praktiske jura også retten.
I dag er vi dog blevet så civiliserede, at vi kan indse, dette ikke er moralsk iorden, og i teorien bygger vores jura nu på princippet om lighed for loven. Det kalder vi retssamfund.

Jeg tror stadigvæk, vi kunne lære af de gamle azteker. Ikke engang lighed for loven er retfærdighed. Jeg synes, det er værre, når en finansminister laver økonomiske fiduser, end når en jord- og betoner gør det.
Det er værre, når en statslig myndighed pådrager sig ansvaret for terror mod uskyldige civile, end når desperate undertrykte gør det.
Jeg synes, aztekerne havde ret der.
Men deres visdom gik tabt, da spanieren Cortez valgte den religiøse selvretfærdigheds sødme fremfor den åbne dialogs besværlige udfordringer, udslettede aztekernes blomstrende hovedstad og lod deres bøger brænde.
Mens deres visdom forsvandt i flammerne, har Cortez' hellige forargelse holdt sig lige siden, så meget, at illustrerede tidsskrifter den dag i dag kan score kioskbaskere på at fyre op under den.