04 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Må vi være her...

Må vi være her...

Lørdag, 18. januar, 2003, 00:00:00

Uønskede ord og elementer forvises fra det offentlige rum

SYSTEMET er følsomt og sart. Pels og image skal pudses - så ingen kan se en plet på det. Og hvis der endelig skulle vise sig et fremmedlegeme, der sætter selvforherligelsen under pres, så er der midler. Tægetange, lusepulver og 'gå væk hund' i den store målestok.
Forleden kom det frem, at DSB S-tog har planer om at etablere tv-overvågning i togene. Årsagen er hærværk og bølleadfærd. Det er selvfølgelig træls, at sæderne bliver skåret op og vognene maltrakteret og endnu værre, hvis folk bliver udsat for verbale og korporlige grovheder. Men videoovervågning i togene er blot endnu et skridt på en vej til udbredt overvågning i alle offentlige rum. Sådan har udviklingen været flere steder i udlandet. Sådan udvikler et kontrolsamfund sig skridt for skridt.

På begge sider af skærmen
Det er en repressiv politik, hvor sociale og kulturelle problemer løses med magt og bortskaffelse. I stedet for at løse problemer kontrolleres de uønskede elementer og indfanges. Det senmoderne samfund har udviklet en ny dualisme som afløser for den middelalderlige guds-kontrol. Det er et dobbeltrettet system, hvor borgernes gøren og lades følges af kameraer. Uanset om du færdes i butikscentret, banegårde, tog, offentlige bygninger med videre er du i søgeren og fikseret på bånd. I Londons city er der mere end 5000 kameraer.
I den anden ende af systemet påføres borgerne skærmbilleder. Det kan være i form af computerprogrammer med indbyggede logikker eller medierne. De dominerende nyhedsformidlere kan tælles på en savværksarbejders ene hånd. Så når du færdes i de offentlige rum er du på og når du er hjemme er du koblet af.

Vippet af pinden
Og hvis overvågning ikke er nok, så kan folk flyttes - ud i havnekvartererne og jernbaneterrænet. Når vi indretter vores ventesale med komfortable siddepladser, blive de desværre ofte benyttet af et klientel, som vi ikke er interesseret i tager ophold i ventesalene... Sådan lyder svaret på et spørgsmål i DSB's blad Ud & Se. Læseren beklager sig over, at det ikke er til at sidde ordentligt ned på Vejle Station, efter at de nye bænke er sat op.
I den henseende er Vejle ikke noget særligt. Det breder sig. I de offentlige rum skærpes udskillelsen. Bænke forsvinder, der er forbudszoner mod øl, hvis de ikke indtages på de dyre caféer. Miljøerne stresses af politiets patruljering.

Gladsaxefarcen
Byrådet i Sursaxe havde fået den idé at invitere Anne Marie Helger til at indgå i Kommunens nytårskoncert. Resultatet var alarmerende. Anne Marie Helger benyttede - som naturligt var - anledningen til at lade en nytårstale indgå. Skarpt og satirisk som altid. Og det i en grad så flere af Sursaxes byrådsfolk blev knotne - enkelte udvandrede. Det var for meget for dem.
Jeg har ikke spor imod, at underholdning og kultur er farlig. Så skal det bare være noteret, så folk ved, hvad de går ind til, siger den socialdemokratiske formand for kommunens kulturudvalg Peter Nielsen, som mener, at Anne Marie Helger gik over stregen.
Ifølge Politiken siger Nielsen: Den kammede over og blev så til et meget langt indslag, måske på 20 minutter, med en nytårstale, der stort set kun handlede om den nye regering. Og det var sådan set ikke det, der var meningen. Det var at få en festlig og underholdende eftermiddag.
Kulturudvalget har nu tilbudt de 500 der overværede det usømmelige, at de enten kan få gratis billetter til en koncert med Sjællands Symfoniorkester i marts eller få pengene tilbage. Det aparte er, at der så vidt vides ikke er nogen - bortset fra Sursaxes byråd - der har klaget.
Der er dog et alvorligt hjørne her. Aktionen har den logik, at Byrådet nok selv skal bestemme hvad der skal foregå i deres 'offentlige rum'. Ingen skal tale venstreorientalsk hos dem. Ordet forvises.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp