Historiens ende og klassekampens død er jævnlig udråbt af de borgerlige magthavere. Men trist nok for dem kommer der hele tiden eksempler på, at klassekampen lever

af Mauri Johansson I de begivenhedsrige år i slutningen af 1960`erne og begyndelsen af 70`erne blomstrede den politiske debat som aldrig før. Ikke mindst marxismen og kommunismen var daglige samtaleemner i vide samfundskredse, og især på universiteterne. Debatterne ved Aarhus Universitet startede allerede i midten af 60`erne blandt andet ved det lægevidenskabelige fakultet. Debatterne handlede om øget demokratisering og om de studerendes øgede indflydelse på studieordningen samt en række andre emner, der var vigtige for os, de studerende. Adgangen til studiet var dengang åben for alle, som havde opnået studentereksamen. Det medførte nogle meget store årgange af nye studerende fra mange samfundslag. Senere fulgte beslutningerne om adgangsbegrænsning, der indebærer, at der nu kræves topkarakter for at få adgang til lægestudiet. Selektionen til gymnasierne var og er socialt skæv, og adgangsbegrænsningen har yderligere øget denne skævhed ved lægestudiet. Blandt de studerende og deres valgte repræsentanter var der en overvejende tilslutning til, at det var en værdi i sig selv, at også studerende med en 'beskeden' social baggrund kunne komme til at studere. I disse år (cirka 1964 - 68) blev der arbejdet på at udforme en ny studieplan samt på at formulere regler for universitetets ledelse og administration. Studenteraktiviteterne var mange og særdeles livlige. Modstanden mod forandringerne var stærk i fakulteter og konsistorium (universitetets øverste ledelse), men stærkt pres og gode argumenter fra de studerendes side medførte trin for trin indrømmelser. Somme tider måtte institutbesættelser med videre tages i brug, før kravene blev accepteret. At lære gennem praktisk aktivitet Kampen gav synlige resultater i form af en ny studieplan og indførelse af nye, samfundsrelaterede fag som socialmedicin, medicinsk sociologi, medicinsk psykologi med videre samt fuldt medlemskab for de studerende i fakultetsråd og konsistorium. Dette kaldte på en mere sammenhængende forståelse af såvel videnskab som samfund, magt og politik. Her var det, ikke overraskende, at marxismen havde meget at byde på i forhold til det borgerlige samfunds teoriløshed. Ved de ofte velbesøgte 1. maj-møder og ved de hyppige demonstrationer, strejker og andre aktiviteter hvor arbejderklassen og dets organisationer og partier var til stede, kunne der købes publikationer, der for mange var starten til en politisk opvågnen. Var man heldig mødte man i disse sammenhænge også erfarne kommunister der gradvis, efter moden overvejelse og vurdering, udstyrede en del af os med partibog, efter at to ældre medlemmer havde sagt god for optagelsen. I de følgende mange år blev ens kalender styret af deltagelse i Land & Folk-festivaler, nærlæsning og ugentlig salg af Land & Folk på gaden, deltagelse i studiekredse, møder i afdelingen eller distriktet og for nogle valg til afdelingsledelse, måske også distriktsledelse. Mange deltog i studierejser til de socialistiske lande. Ofte var internationale begivenheder med til at sætte dagsordenen. En sådan var modstanden mod Vietnam-krigen. En anden var kampen mod tilslutning til EF (nu EU). Begge kampe førtes i starten af 70`erne. Under alle omstændigheder erindrer jeg disse år og tiden indtil midten af 1980`erne som særdeles aktive år med mange møder, demonstrationer og samtaler med kammeraterne. Jeg var heldig at komme i nær kontakt med murersvendenes og murerarbejdsmændenes partiafdeling i Århus og fik derved en grundig indføring i den konkrete klassekamp og dens metoder, måske med en anelse syndikalistisk tilsnit og med stor skepsis overfor reformister og venstreekstremister. Kammerater, som havde prøvet intensiv nærkontakt med Gestapo under besættelsen, kunne overbevisende berette om, at det at være kommunist på ingen måde kan sammenlignes med et medlemskab af 'Sangforeningen Morgenrøden'. Partiet som revolutionær kraft Med det ovenstående som en skitseagtig baggrund er det næsten selvindlysende, at kommunistpartiet måtte opfattes som en revolutionær kraft, faktisk som den eneste revolutionære kraft, der sammen med andre progressive bevægelser - byggende på aktionsenhedens metode - evnede at organisere kræfterne, så kapitalismen blev trængt tilbage. I de år var der optimisme og tro på, at socialismen var ved at nærme sig. Det såkaldte '68-oprør' havde et tydeligt islæt af kommunistiske ideer, men der var dog mange andre afskygninger repræsenterede, fra anarkister til rene ballademagere. Maoister, Albanien-tilhængere og trotskister forekom også, suppleret med splittelsesmagere og meddelere der blev smuglet ind som femte-kolonne-folk for 'højere magter'. Ikke helt få blev dengang ulovligt overvåget og telefonaflyttet af PET med videre. Oprøret, der omfattede store dele af den vestlige verden, satte alvorlig skræk i kapitalisterne. Grundet den effektive partiskoling og den løbende kontakt med erfarne kammerater samt energisk læsning af Marx, Engels og Lenin lykkedes det - trods indblanding fra professionelle provokatører - at holde stien nogenlunde ren og undgå rent destruktive tiltag. Modstanden mod Vietnam-krigen bragte det internationale perspektiv ind, og USA's forsmædelige nederlag blev en bekræftelse på socialismens styrke selv i fattige og svagt bevæbnede lande. Antiapartheid-aktiviteterne og støtten til de koloniale frihedskampe var ligeledes til stor inspiration. At lære af Sovjetunionen Størst inspiration gav nok indsigten i de formidable resultater, der blev opnået i Sovjetunionen. De kunne danne model for tilsvarende fremskridt også i Danmark, tilpasset vor historie, kultur og andre erfaringer. Femårsplanerne efter revolutionens sejr i Rusland - der fremviste overbevisende resultater selv under de særdeles vanskelige betingelser med vestlige interventionskrige og indre opgør - opildnede en hel verden til trods for en uhyrlig propaganda i vesten fra de borgerlige magthavere. Sovjets antifascistiske kamp og nedkæmpelsen af nazimagten under Anden Verdenskrig var et ubestrideligt faktum, selv om det forsøgtes gjort til noget 'de allierede' skulle have æren for. Genopbygningen af Sovjet efter krigen med efterfølgende teknologiske resultater og herunder udviklingen af kernevåben, der skulle tjene som modvægt til USA`s kernevåben, samt Sovjets Sputnik-projekt i rummet lagde yderligere trumf på. Det var forståeligt, at der var ved at være panik. Specielt i USA, der siden begyndelsen af 1900-tallet havde været præget af ekstrem kommunistforskrækkelse med skinrettergange og henrettelser. Hele denne antikommunistiske holdning endte op i mccarthyismen. Besøg i Sovjet og andre socialistiske lande i 70`erne og 80`erne fik den borgerlige skrækpropaganda til at fremstå som løgnagtig. Vigtigt teoretisk materiale kunne udkomme på dansk takket være oversættelser fra russisk. Alt dette kunne læses, læres og diskuteres til trods for den tiltagende, til tider øredøvende koldkrigspropaganda. Takket være kommunisternes alternative informationskilder, Land & Folk og andre kilder, var vi ofte dem, der før andre i landet kunne fortælle om forhold og begivenheder de borgerlige medier og politikerne helst ville fortie og mørkelægge. At lære af teori og praksis De få allerede nævnte eksempler viser forhåbentligt, at betingelserne for som nyt partimedlem at blive grundigt introduceret til socialismens revolutionære teori og praksis var helt anderledes gode i de tider. Den generelle folkestemning pegede på en samfundsudvikling væk fra kapitalismen. Talrige aktiviteter og organisationer arbejdede aktivt i samme retning. Det pædagogiske klima i partiets skolingsarbejde var skabende og lærerne erfarne og inspirerende. Debatten var åben og ofte bramfri men aldrig nedladende overfor de unge og uerfarne. Der er mange dele af den historiske og dialektiske materialisme, der ikke er helt lige til at forstå. Bogen 'Kapitalen' og den politiske økonomi er bestemt ikke altid let at begribe. Men der blev arbejdet på sagen og gradvis fik deltagerne en sammenhængende forståelse for, at den vestlige verdens økonomi, politik og ideologi ikke er den eneste mulighed. Der findes et alternativ. Allerede den gang manglede man dog kursusmaterialer om for eksempel partiets historie i Danmark og om kommunisternes arbejde for eksempel under modstandskampen. Stort set alle nye kammerater fik en grundig skoling herhjemme og til dels i udlandet. Den betydelige tilstrømning af unge kræfter til partiet stillede dog store krav om at udvikle skolingsarbejdet i afdelingerne og i distriktet. Tilgangen først i 70`erne var meget præget af akademiske intellektuelle. De var debat- og læsevante, hvilket medførte aften- og endda nattelange diskussioner, der ikke var lette at klare for arbejderklassens folk, som jo havde en tidlig start næste morgen. De problemer, der blev debatteret, var tit langt fra den daglige virkelighed LO-organiserede arbejdere kendte fra deres praksis. Arbejderne var også, uden grund, lidt duperede over al den taletrang og viden, de intellektuelle kunne præstere. Til gengæld havde de konkrete erfaringen om klassekamp, strejker med videre. I den senere halvdel af 80`erne aftog skolingsarbejdet, trods behov og ønsker om det modsatte, hurtigt. Udviklingen i Sovjet blev også tiltagende præget af nye vinde med 'glasnost' og 'perestrojka' og det der var værre - en opgivelse af den socialistiske samfundsudvikling. Omverdenens syn på partiet Hvilken opfattelse har befolkningen af et kommunistisk parti? Det svinger selvfølgelig meget over tid og afhænger af, hvilke øjne der ser på partiet. De borgerlige revolutioner (den engelske, den store franske og den amerikanske samt de socialistiske revolutioner siden 1917) er alle startet med en håndfuld mennesker, som har evnet at opsummere og formulere tidens tegn og realiteter samt formået at opstille klare og letbegribelige mål på en sådan måde, at de undertrykte klasser forstod budskabet og blev mobiliseret - ofte til hårde kampe mod den herskende klasse. Og den herskende klasse har altid klamret sig til magten med alle voldsmidler og har derved tvunget de undertrykte til at forsvare sig mod volden. En revolution indebærer jo per definition, at alle det gamle samfunds magtorganer, lovgivning og privilegier har måttet ryddes til side, før det ny samfund har kunnet vokse frem. I de socialistiske revolutioner har kommunisterne og de kommunistiske partier altid stået i spidsen, selv om de konkrete forhold har været meget forskellige. Tænk bare på Mao Tse-tungs langvarige revolutionære arbejde fra 20`erne og 30`erne der først i 1949 nåede sejren med opbakning af befolkningens store flertal og afvisningen af det borgerlig-kapitalistiske styre, der var tilrettelagt af imperialismens magter. Tænk på revolutionen i Cuba, ledet af Fidel Castros lille men velskolede gruppe, der smed den USA-styrede regering ud af landet i1959 og i 1961 udråbte Cuba til en socialistisk stat. Grundet på vedvarende sanktioner - ledet af USA og dets støtter - har udvikling (økonomisk set) været svær, men selv efter bortfaldet af støtten fra Sovjet i 1991 har landet klaret at udvikle sig på et socialistisk fundament, med et højt uddannelses-, kultur- og sundhedsniveau trods vedvarende propaganda om det modsatte. Tænk på Vietnams kommunistledede modstandskamp mod såvel den franske kolonimagt som supermagten USA, der måtte kravle baglæns derfra. I alle disse tilfælde har de, som kæmpede for at folkets store, undertrykte flertal, berettiget kunne erobre magten og etablere en samfundsorganisering, hvor udbytning af medmennesker er afskaffet, bygget på Marx, Engels og Lenins erfaringer, teoretiske som praktiske, men med tilpasning til de konkrete historiske og geografiske forhold. Uden et solidt befolkningsflertals massive opbakning var det aldrig gået. Det ved vi fra det væld af højreorienterede statskup, der i historiens løb er gennemført. De blev kun kort tid ved magten på grund af svigtende demokratisk underlag. At gennemskue den borgerlige ideologi Et kommunistisk parti har en meget væsentlig opgave. Det skal lære sine medlemmer at analysere og gennemskue den borgerlige propaganda og ideologi. I disse år overdænges vi med spin og 'nysprog', hvor sort bliver gjort til hvidt. (Tænk bare på velfærdsreformen!) Det er en kendsgerning, at det er den til enhver tid herskende klasses ideologi, der søges påtvunget befolkningen. Under borgerlige samfundsstrukturer (og herunder fascistiske og andre højrediktaturer), hersker ideologier, der tillader de herskende at udbytte befolkningen og at tilsidesætte selv de mest basale demokratiske rettigheder. I denne situation er det i de kapitalistiske lande indlysende, at 'fjenden' (kommunisterne) skal dæmoniseres på det groveste og med alle midler. Men vi skal jo ikke længere tilbage i historien her i landet end til tiden før, under og efter besættelsen for at se, hvordan befolkningens flertal ændrede opfattelsen af kommunisterne som følge af kommunisternes helt afgørende indsats under modstandskampen. Efter besættelsen havde Socialdemokratiet og de borgerlige det største besvær med at vende billedet. Først med koldkrigspropagandaen lykkedes det at skabe modstand mod kommunisterne og Sovjet. I de seneste tre årtier - især efter Sovjetunionens opløsning og overgang til et (røver)-kapitalistisk system - er hetzen mod kommunisterne taget voldsomt til. De såkaldte 'terror-love' kan ses som en yderligere opstramning af besættelsestidens 'kommunistlove', og de er langt hen ad vejen mindst lige så grundlovsstridige. De ungdomsårgange der ikke selv (som voksne) har oplevet 70`erne og 80`erne eller besættelsen, har stort set kun haft den borgerlige propaganda at lytte til. Og beklageligt mange af især de akademiske nok så venstreorienterede i de årtier er lige så stille gledet ind i det borgerlige apparats tjeneste eller er blevet tavse. Ved magtapparatets snigende ideologiske salamimetoder ændres holdningerne i befolkningen gradvis til en afstandtagen fra alt, der har med kollektiv tænkning og handlen at gøre. Den isolerede individualistiske forbruger er målet - alles kamp mod alle i sidste ende. En 'uddannelseskanon' skal vende blikket mod en fortid uden fremtid i en nationalistisk osteklokke, der skal beskytte de xenofobe mod åndelig forurening. Alt hvad der begynder med 'social', lægges for had. Samme mønster ser vi - stort set - i hele vestverden. Al reel information om forholdene i de socialistiske lande bliver undertrykt eller fordrejet. De centraliserede massemedier kolporterer villigt enhver opdigtet historie om uhyrlighederne i et socialistisk land uden med et ord at omtale de endnu større uhyrligheder, der er overgået befolkningerne i de nu forhenværende sovjetrepublikker efter deres 'befrielse' ved hjælp af USA, NATO og deres villige støtter. Den borgerlige propaganda har været så stærk, at den har været i stand til at ødelægge selv velfungerende kommunistiske og socialistiske partier. Det siger sig selv, at rekruttering til de ofte splittede og indbyrdes tilsyneladende uenige (kommunistiske) partier er svær, og at skoling som perspektivering af partiarbejdet er vanskelig. Det er en central opgave for et kommunistisk parti at lære dets medlemmer at gennemskue det borgerlige røgslør og at sørge for, at medlemmerne kan formidler alternativ viden og forståelse i befolkningen om, hvad der faktisk foregår. Nye tider Tiderne er dog ved at ændre sig. Den neoliberale politik, ikke mindst i den tredje verden, er nu nået så langt i dens endeløse udbytning af de arbejdende klasser, at den også rammer tiltagende dele af småborgerskabet. Det ses tydelig i USA, men er også godt på vej her i landet med de såkaldte 'velfærdsreformer', der reelt indebærer uhyrlige indkomstoverførsler fra de mindre velstillede til de rigeste, samtidig med at profitterne stiger til astronomiske højder. Vi ser samme tendenser i alle de rige vestlige kapitalistiske lande i dag. Ulovlige krige (Jugoslavien, Afghanistan, Irak med videre) skaber død og ødelæggelse i en målestok, der vil præge generation af mennesker verden over. USA's trusler om brug af kernevåben mod Iran er nu daglig tale i pressen. Atomkraftværker skal igen gøres til en nødvendighed. Samtidig fortsætter den voldsomme ødelæggelse af det ydre miljø uhindret. Store internationale handelsblokke (for eksempel NAFTA) skaber flygtningestrømme af millioner af mennesker i alle verdensdele. Selv om billedet set fra en kommunistisk synsvinkel har været ret sort i et par årtier, viser de udviklingstræk, som Karl Marx og Lenin og deres efterfølgere afdækkede indenfor kapitalismens udvikling, sig at holde stik. Kapitalismen forsøger at sno sig med alle midler, endda med risiko for at ødelægge hele kloden, men graver støt og rolig sin egen grav ved at vende hele verdens befolkning imod sig. Det ser vi på væksten af de store internationale sociale bevægelser og på det, at venstrekræfterne kommer til magten i Sydamerika og på det hastigt voksende kulturelle, politiske og militære samarbejde mellem lande, der ser en anden fremtid for menneskeheden, end den USA & co. vil påtvinge verden. I denne situation må den lille, men aktive og erfarne kerne af kommunister være parat til at dele ud af viden og erfaringer, ganske vist under nye og anderledes krævende forhold. Sådan har det jo altid været. De kommunistiske partier må finde sammen og se bort fra personlige modsætninger og meningsløse detaljer og give de unge kræfter plads i ledelsesarbejdet samt rense splittelsesmagerne ud. Der må udarbejdes aktuelt informationsmateriale om landets og verdens tilstand. Marxismen-leninismens klassikere må ned fra reolerne og til debat ved møder og i studiekredse. Især de unge - gerne de med baggrund i arbejdslivet, hvor de har oplevet den kapitalistiske udbytnings pisk på egen krop - bør søges aktiveret og advaret mod reformistiske og kapitalistiske lovsange. Det er ikke nogen let opgave for partier, der præges af 'det grå guld'. Men det kan gå stærkt, når tingene pludselig begynder at rulle. I en labil situation kan moderne varianter af Hitlers 'nationalsocialister', støttet af det borgerlige establishment, komme på banen. Dem har kapitalismen jo aldrig været så nervøs for som kommunisterne. Kommunisterne må vise, at de er almindelige mennesker som dig og mig, mennesker som 'bare' har gjort sig den ulejlighed at søge efter alternativer til det nuværende syge samfund og derved fundet god hjælp i den kommunistiske arv, der fortsat er mere aktuel end nogensinde. Der er aldrig fra borgerlig side kommet nogen analyse af samfundet og historien som er på højde med marxismen-leninismens analyser. Klassikerne må føres ajour med de erfaringer, der er kommet til i de seneste små 100 år. Der er rigeligt at høste af, og arbejdet er godt i gang i mange dele af verden, også i Vesteuropa. Hvem skal med i partiet! Det er klart, at partiet må bygge på klassebevidsthed. Historiens ende og klassekampens død er jævnlig udråbt af de borgerlige magthavere. Men trist nok for dem kommer der hele tiden eksempler på, at klassekampen lever - nogle steder endda i bedste velgående. Alene aktiviteterne i Frankrig - der jo har stolte traditioner - indenfor de forløbne år viser, hvad der kan ske. Kommunistpartiet må appellere til dem, som i ord og handling har vist, at de kan sondre mellem dem, der vil sikre arbejderklassen sejren og dem, der arbejder for det modsatte. Kommunisterne må tænke egalitært og humanistisk. Blandt de intellektuelle har der i al tid efter Marx været en mere eller mindre forvirret debat om, hvem der nu er en del af arbejderklassen og hvem, der ikke er det. Der er aldrig noget entydigt svar. Kun den konkrete situation - som den enkelte kommer i - kan afdække, om han/hun har indset, hvilken handling der skal til for at bringe kampen videre. Som udgangspunkt er de fleste i dag lønmodtagere, der må indse, at deres eksistens er truet i det øjeblik, hvor de (for kapitalisterne) glade forbrugsdage er overstået. Allerede nu er mange udstødt og uden indflydelse på egne og samfundets forhold. De er gjort tavse. Mange unge tror, at træerne vokser ind i himlen og de er parate til at blæse på fagforeninger, overenskomster og kolleger - bare de selv kommer frem. Dem må vi hen ad vejen gøre klogere. Topchefer og topskuddene i de politiske magtapparater har som regel solgt deres sjæl eller pantsat den. Men selv dér er der undtagelser. Det har vi set i historiens løb. Ændrede forhold i klassekampen gør, at partiet hele tiden må sikre sig, at det er i stand til at handle så eksakt som mulig. 'Salon-kommunister', ofte fra de mere velbeslåede lag, som kortvarig brænder for sagen, er tit mere til skade end gavn. Men de skal vurderes på deres indsats og loyalitet i det løbende arbejde. Partiets møder skal ikke gøres til noget mystisk og suspekt, ligesom logerne er det for kapitalistspidserne. Det er vigtigt at nå ud til flest muligt hele tiden, i takt med at situationen ændres. Det er afgørende at få en god og stærk kommunistisk presse, der kan nå mange læsere. Og dertil et tidsskrift for teoretisk debat. Så vidt muligt åbne møder men selvfølgelig kan der komme situationer, hvor denne åbenhed kan blive så groft misbrugt, at mere lukkede debatter må sikre partiets arbejde. Faste regler kan aldrig fastlægges forlods. Partiets medlemmer må sikre det demokratiske element indenfor den demokratiske centralisme. Der kan komme tider og situationer, hvor det centralistiske element må vægtes højest, men det er ikke noget princip i partiets arbejdsmåde, at centralismen skal dominere. Tværtimod må den demokratiske mangfoldighed altid præge debatten. Der må være stor opmærksomhed på, at partibureaukratiet ikke vokser sig stort og i sig selv bliver en hindring for udviklingen. En grund til det der skete i Sovjet, kan måske søges i dette forhold. Måske kan også DKP`s splittelse finde en del af sin forklaring heri. Det er vigtigt, at fornyelse og kontinuitet afbalanceres optimalt. 'Evighedsledere' og 'sekretærer' kan blive en belastning og en bremse, især hvis det er økonomiske incitamenter, der gør, at de ikke ønsker at stille deres mandatet til rådighed til enhver tid. Maksimeringer af valgperioder/ansættelsesperioder kan være en del af løsningen, men holdningen til sagen i alle dele af partiet er nok det vigtigste. Derfor er en åben, løbende konstruktivt og kritisk debat om politik og personer uhyre vigtig. Der skal være overskud til store udadvendte arrangementer som Land & Folkfestivalerne med klare politiske budskaber. Der skal etableres sang- og musikgrupper, der sender fængende og tankevækkende budskaber til alle generationer, således at sangtraditionerne på ny kan etableres i partiet. Læsning af politisk værdifuld litteratur skal fremmes. Sommerlejre og pionertype aktiviteter skal ligeledes søges genetableret, tilpasset de vilkår og former, der accepteres af vor tids børn og unge. En aktiv ungdomsorganisation kan heller ikke undværes. Arbejdet i lokalafdelingerne stiller store krav, især hvis der er mange nye medlemmer uden tidligere erfaring i klassekamp. Mødernes dagsorden skal dække diskussion af aktuelle kommunal- og arbejdsmarkedspolitiske emner og initiativer. De væsentlige landspolitiske emner skal drøftes. Dertil kommer de internationale begivenheder, hvor mange er relativt uvidende om de forhold, der hersker for kampen i den tredje verden. Men der er mere: Marxismen-leninismens teori og praktik må jævnligt op at vende, selv om hoveddelen må afklares i egentlige studiekredse. Der må løbende sikres indsamlinger til støtte for partiets blad og tidsskrift og til dækning af akutte behov. Det er vigtigt, at alle afdelingens medlemmer inddrages, så de kommer med oplæg og forslag til udtalelser eller andre initiativer. Små arbejdsgrupper kan dannes ad hoc til at løse specifikke opgaver. Der forestår altså et betydeligt organisationsarbejde i den nærmeste fremtid. Men uden den indsats er alternativet en langsom kvælning i et tiltagende fascistisk magtsystem. Det ved vi af erfaring. Man kan næsten allerede høre trampet af støvler. Personlige betragtninger Som det fremgår af ovenstående, betød kontakten til og et par årtiers arbejde i partiet en helt afgørende ændring i min tænkning og verdensanskuelse. Den skabte hovedparten af livslange venskaber herhjemme og i udlandet. Den skabte kontakter til de mange talentfulde og vidende, ofte selvskolede kammerater i arbejderklassen, der med deres eksempel prægede minde holdninger og handlinger. Uden disse incitamenter var det næppe blevet til socialmedicin, arbejdsmedicin, til livslangt arbejde i mine faglige organisationer og forståelsen for at organisere nye, progressive aktiviteter, hvor behovet opstod. Tilbageslaget i Sovjet og i den socialistiske blok var smertefuld og skabte i en årrække usikkerhed om min deltagelse i fremtidens partipolitiske arbejde. Det danske og de øvrige nordiske partiers vaklen og splittelse gjorde det ikke lettere. Men heldigvis har der i hele perioden siden starten af 1990`erne været erfarne kammerater at diskutere med. De hjalp med at give mig et nyt, optimistisk syn på situationen. Heldigvis har også strømmen af bøger og internetformidlede informationer om udviklingen i verden, måske især om udviklingen i den tredje verden været med til at vise, at socialismen og kommunismen på ny rejser sig mod den tiltagende absurde kapitalisme, der desperat prøver at klynge sig til magten med perverse krige og politisk/økonomiske magtmidler. Ugerningerne kan efterhånden slet ikke skjules og vil rive mange af de nuværende magthavere med i faldet såvel i den 'store verden' som herhjemme. Forhåbentlig får dette også socialdemokratierne til at komme til fornuft, så de kan medvirke til at skabe samling af de splittede kræfter på venstrefløjen - ikke mindst blandt kommunister.