Der foregår for øjeblikket en livlig debat i DKP, om de senere års politiske udvikling og hvordan vi kommer videre

af Lars Ulrik Thomsen, DKP Esbjerg
Under alle omstændigheder, må kommunisternes virke bygge på de rige demokratiske traditioner, som arbejderbevægelsen og andre folkelige bevægelser har skabt. 'De jævnede for os den vanskelige vej'.
Under besættelsen udleverede toneangivende dele af bourgeoisiet Danmark til Tyskland, i håb om nogle nemme gevinster i Østeuropa. Det var partiets målbevidste indsats for at rejse arbejderklassen til modstand, der efterhånden fik en bølge af sabotager og demonstrationer til at rulle hen over landet.
At dansk arbejderklasse stod som sejrherre ved befrielsen, skyldes dens evne til at skabe den bredeste enhed med funktionærer og de mindre næringsdrivende. Takket være et tålmodigt illegalt arbejde lykkedes det at vælte samarbejdspolitikken.
Efter befrielsen gjorde de gamle politikere alt for at genvinde deres ben, og det lykkedes ikke at holde modstandsbevægelsen samlet ved det første frie folketingsvalg. Men for eftertiden står eksemplet fra frihedskampen, som et mønster på hvordan folket kunne knække reaktionen, selvom den fik hjælp fra den tyske værnemagt.

Partiets enhedspolitik
Disse erfaringer kom ikke af sig selv. De kommunistiske partier måtte igennem en langvarig proces, inden man nåede til enighed om den rigtige fremgangsmåde. Først med Kominterns Verdenskongres i 1935, lykkedes det at formulere en fælles optræden, der kunne bryde den golde situation mellem socialdemokrater og kommunister. Fra enhedsfront i flere lande voksede kampen over i folkefronten.
Fører vi disse vigtige demokratiske kampe op til vores egen tid, er kampen mod EF og EU i sit indhold det samme. Retten til national selvstændighed er afgørende for vores mulighed for at sikre de sociale og demokratiske forbedringer, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig. Overklassen derimod er vedholdende i sin iver efter at udlevere nationen, hvis blot mønten i kassen springer.
EU bliver brugt til at udhule arbejderbevægelsens rettigheder og til at angribe den sociale standard, som vi har tilkæmpet os.

Antimonopolistisk demokrati
Hvilken strategi var det som partiet udviklede i 60'erne og 70'erne, for at dæmme op for udsalget af den nationale selvstændighed?
Rødderne til antimonopolistisk demokrati (AMD) går tilbage til Oktoberrevolutionen og enheds- og folkefrontstaktikken fra Kominterns VII. Verdenskongres. For DKP`s vedkommende var det landspartikonferencen i 1938, som var starten på en udvikling af partiets demokratiopfattelse, der skulle få vidtrækkende konsekvenser.
Konferencen fik afgørende betydning for udfoldelsen af modstandskampen. Gennem dannelsen af Frit Danmark og senere Danmarks Frihedsråd, lykkedes det at skabe den enhed, der førte frem til befrielsen den 4. maj 1945.
Efterkrigstiden betød et opsving i den demokratiske debat, hvor selv borgerlige kredse var klar over, at der måtte ske grundlæggende ændringer i det danske samfund.
Med starten på den kolde krig i slutningen af 40`erne, ebbede diskussionerne ud igen.
Den 20. partikongres i SUKP i 1956, var ikke kun et opgør med persondyrkelsen i Stalin-tiden. Det var også et forsøg på at formulere en ny politik og nye initiativer i den internationale kommunistiske bevægelse. På en række internationale konferencer i 1957, 1960 og 1969 udformedes en ny strategi, hvor der blev lagt mere vægt på de nationale traditioner. Den nye strategi faldt sammen med vigtige forandringer i kapitalismen, hvor den statsmonopolistiske styring skabte et helt nyt grundlag for partiernes arbejde.
Fra slutningen af 60`erne ebber den store efterkrigskonjunktur ud, og monopolerne sætter fart i bestræbelserne på at danne Den Europæiske Union. Det blev startskuddet til en betydelig vækst i klassekampen og dannelsen af brede folkelige bevægelser, som for eksempel Folkebevægelsen mod EF.
DKP`s bidrag til at udvikle enhedsarbejdet blev almindeligt anerkendt; evnen til at fastholde den fælles målsætning og tålmodigt overvinde de modsætninger, der altid vil opstå. DKP`s vækst i begyndelsen af 70`erne og udformningen af det nye partiprogram, er snævert forbundet med enhedsarbejdet. Som parti evnede vi at fastholde de socialistiske principper, og forbinde dem med danske traditioner. Det skabte respekt i befolkningen, og førte til partiets gennembrud ved Folketingsvalget i 1973. DKP var blevet en politisk faktor, der var med til at sætte dagsordenen, både i og uden for Folketinget.

Borgerskabets modtræk
AMD var en ualmindelig vellykket strategi for arbejderbevægelsen, og skabte fra midten af 70'erne betydelig fremgang for de revolutionære kræfter i flere lande. Det betød, at borgerskabet iværksatte en modoffensiv på det ideologiske område. Målet var at udvikle et alternativ, en såkaldt tredje vej mellem kapitalisme og socialisme.
Hvordan kunne det realiseres? For det første lagde man vægt på individualismen og fortalte, at det var muligt allerede inden for de bestående rammer, at realisere sig selv, uanset baggrund.
Gennem denne individualiserings-kampagne lykkedes det at drive en kile ind blandt de progressive kræfter. På nogle virkede det som et verdensfjernt og urealistisk mål, at revolutionere selve grundlaget for vores samfund. Den væsentligste faktor for borgerskabets succes, var de store forandringer på det teknologiske område. Det skabte forandringer i klassestrukturen og medførte en tilgang af nye lag, som var ukendte med arbejderklassens traditioner.
I 70'erne oplevede vi en voldsom stigning i interessen for marxismen, men det er ikke alt der giver sig ud for at være marxisme, som også er det. Væksten i de venstreradikalistiske strømninger, især på universiteterne havde betydelig indflydelse blandt ungdommen. DKP blev angrebet fra venstre for at være et revisionistisk parti, der lod sig diktere fra Moskva. Fra reformistisk side, det vil sige socialdemokraterne i fagbevægelsen, blev vi angrebet for at splitte arbejderbevægelsen og føre en urealistisk overbudspolitik.
Disse strømninger vandt også fodfæste i DKP og medførte en svækkelse af partiets enhed og mulighederne for at videreudvikle AMD.

Dialektik
Hvordan kan vi lære af 70'ernes og 80'ernes diskussioner?
For det første må vi afdække hvilke processer der fandt sted, alene det at forstå hvilke kræfter der er på spil, er et bidrag til at afklare de politiske brydninger. Vi må også konstatere, at vores ideologiske arbejde haltede bagefter udviklingen.
Vores kræfter var primært koncentreret om at imødegå antikommunismen, men vi formåede ikke at forstå hvilke dybtgående processer der var i gang på andre områder.
Et nyt opsving i positivisme og nykantianisme, blev kun sporadisk imødegået, fordi der ikke var tradition for at behandle mere filosofiske emner i partiet. Uden en konstant videreudvikling af den dialektiske materialisme sakker vi bagud for livet og kommer til kort.
Vi burde også have været opmærksomme på, at den strømning der i 20'erne kendes som kulturradikalismen, optrådte i en lidt forandret udgave, men med samme indhold i opgøret omkring Aksel Larsen, og i nyere tid med dannelsen af Enhedslisten.
Hvis vi undlader at forsvare marxismen i misforståede enhedsbestræbelser, betyder det et knæfald for borgerlige politiske strømninger, og den filosofiske idealisme.
Vi må lære af vores erfaringer, finde frem til de stærke side ved vores arbejde og afdække manglerne. Det er forudsætningen for ny fremgang for partiet.

Kampen mod monopolerne
Selvom AMD er en rigtig strategi, er den ikke noget afsluttet. Den må løbende tilpasses til forandringerne i kapitalismen. Fra den statsmonopolistiske kapitalisme vi kendte i 70'erne har den udviklet sig til en overnational styring, som vi kender det i EU.
Når vi siger, at vi ønsker en udbygning af de antimonopolistiske positioner, betyder det erobringen af noget af monopolernes magt, der så kan bruges til yderligere fremstød. I 1976-programmet, var vi meget fokuserede på nationalisering af banker og forsikringsselskaber, men ud fra det nuværende styrkeforhold er vi nødt til at se med friske øjne på hvad anti-monopolistiske positioner er.
I mine øjne er de fire forbehold, som vi fik i Edinburgh-aftalerne en antimonopolistisk position. Vi må forhindre, at vi langsomt glider længere og længere ind i EU. Denne position kan bruges som udgangspunkt for nye fremstød, i form af kravet om dansk udmeldelse af EU!
For fredskampen gælder det som i kampen mod EU, at sætte sig delmål der kan blive udgangspunktet for nye fremstød. Det kunne for eksempel være en genoplivning af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.
Et andet eksempel er FN's rolle. For øjeblikket udnyttes den af USA og andre til en aggressiv udenrigspolitik, men det var ikke det FN blev dannet for. FN's charter strider helt klart mod dette misbrug af verdensorganisationen. Et folkeligt krav om et uafhængigt FN, kan blive en vigtig faktor for at undgå nye krige og ustabilitet.

Fagbevægelsens rolle
Arbejderbevægelsen har en afgørende rolle at spille i denne udvikling. Kun hvis det lykkes at forene store dele af fagbevægelsen, kan vi gøre os håb om politiske forandringer. Internationalt må vi styrke samarbejdet mellem de kommunistiske partier og andre venstrekræfter, for at skabe et mere slagkraftigt modspil til de internationale koncerner. Her kunne vi tage udgangspunkt i et forsvar for strejke-retten. Der er toner fremme om at indskrænke strejke-retten, hvis det forhindrer den frie trafik i EU.
Vi må først og fremmest styrke den politiske indsats på arbejdspladser og i fagforeninger. Vi må målrette vores arbejde på at genvinde de tabte positioner som tillidsmænd og faglige ledere, ved at formulere et konkret politisk handlingsprogram i lighed med 1976-programmets.
Der er sikkert nogle der vil mene, at det er misvisende at sætte lighedstegn mellem overgangsformer til socialismen og AMD.
Som jeg nævnte i indledningen er argumentet det, at vi ud fra danske traditioner ser det antimonopolistiske demokrati, som den mest sandsynlige overgang til socialismen. Hvordan klassekampen udvikler sig konkret kan vi ikke forudse, det afhænger af mange ting. Det afgørende er imidlertid, at vi for at vinde politisk styrke til at gennemføre forandringer, må tilstræbe den vej, der kan samle det store flertal af befolkningen.
Selvom den politiske modstander synes overmægtig, må vi finde vejene til at rejse modstanden mod dansk og udenlandsk storkapital. Vores alternativ er den folkelige og demokratiske vej, som vi så under Allendes Chile. På tre år lykkedes det at skabe fremgang for den almindelige chilener, nationalisere kobberet og vise et eksempel for hele verden.
I Danmark må vi gøre kunststykket efter. Enhedens vej er den bedste, når det gælder overgang til socialismen!

Kronikken er en forkortet udgave af et indlæg i DKP's debat. Hele indlægget kan læses i decembernummeret af DKP's blad Skub der kan findes på www.dkp.dk