På et idealistisk plan kan man synes, at menneskehedens opdeling i forskellige nationer er lige så unødvendig som dens opdeling i klasser. Hvorfor sortere mennesker efter hvor de bor eller efter hvilket sprog, de taler?

Af Anders Carlsson, formand for KPML(r)
På et idealistisk plan kan man synes, at menneskehedens opdeling i forskellige nationer er lige så unødvendig som dens opdeling i klasser. Hvorfor sortere mennesker efter hvor de bor eller efter hvilket sprog, de taler?
En journalist fra det syndikalistiske Arbetaren ringer op.
- Har KPML(r) nedlagt klassekampen til fordel for den nationale selvbestemmelsesret, spørger han om apropos vores krav om at Sverige skal melde sig ud af EU.
Man studser over spørgsmålets kategoriske enten - eller, enten klassekamp eller kamp for national selvbestemmelsesret.
Findes der virkelig en sådan absolut modsætning, hvor klassekamp udelukker kamp for national selvbestemmelsesret og omvendt?
KPML(r) svarer definitivt nej til dét spørgsmål.
Det er sandt, at borgerskabet historisk set har haft en slags monopol på 'det nationale'. Nationernes skabelse og nationalstatens opståen går rent ud sagt hånd i hånd med borgerskabets etablering som klasse.
Det er ingen tilfældighed, at begrebet nation i moderne betydning er et produkt af den store franske revolution i 1789.
Det er heller ikke nogen tilfældighed, at Frankrig først ensrettedes til franskhed gennem Code Napoleon. Det feudale samfund krævede ikke den ensartethed, som er en forudsætning for det borgerlige.
Der er imidlertid ingen regel uden undtagelse. Sverige blev ensrettede i en tidligere periode til en slags tidlig svenskhed, navnlig som et resultat af reformationen og Gustav Vasas stærke kongemagt.

Det blå-gule nationale
En undtagelse, men alligevel ikke. Man skal huske på, at det svenske aristokrati længe talte fransk og godt, samt at svenskheden først blev en faktor, man måtte regne med, med nationalromantikken i slutningen af 1800-tallet, hvor vi fik Det Svenske Flags Dag, Karl XII-kulten og en hel del andet nationalistisk ragelse - netop som et resultat af borgerskabets etablering som herskende klasse.
Det blå-gule nationale var også i Sverige et produkt af borgerskabet. Det kan derfor ikke undre, at den unge arbejderbevægelse vendte sig mod det borgerligt nationale, mod selvhævdelsen i det svenske.
Men bemærk at det drejede sig om en klasseholdning, om en klassemodsætning.
Den unge arbejderbevægelse vendte sig mod borgerskabets nationalisme; mod at det nationale blev løsgjort fra alle andre samfundsidealer og proklamerede sin absolutte selvtilstrækkelighed i trosbekendelsen på det svenske som værende alt andet overordnet; mod at det nationale anvendtes til at legitimere det borgerlige klasseherredømme.
Avisen Arbetet's chefredaktør Axel Danielsson udtrykker sin tids arbejderholdning sådan her i en kronik den 4. januar 1895:
'Men kan en socialdemokrat elske vore strømmes brusen, så længe den elektriske kraft i vandfaldene er privatejendom, elske bækkenes løb så længe kun breddernes ejere må fange krebs og højt betalende englændere fiske lakseørreder, elske den mørke skovs dystre lys, hvor skovejernes økse har jaget skovnymferne og andre poesier bort, elske stjernenatten under hvilken en hær af udplyndrede proletarer hakker tænder af kulde, og sommerlyset i hvis skin de må arbejde sig svedige dag og nat? Kan han elske alt dette? Ja, han kan og bør elske det lige som ynglingen elsker sine drømmes mø, som han først må erobre, eller som vandreren sit mål, som han kun kan nå ad en lang og møjsommelig sti. På den måde er jeg og velsagtens de fleste andre patriot.'
Danielsson knytter i denne sin synsmåde an til det kommunistiske manifest.

At erobre sine drømmes mø
Hvad så? undrer nogen sig måske over. Siger Marx og Engels ikke, at arbejderne ikke har noget fædreland? Vist gør de det.
'Arbejderne har ikke noget fædreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har', står der i Det Kommunistiske Manifest.
Femten ord som siden da er blevet benyttet af borgere af alle mulige slags som bevis på, at kommunister er potentielle landsforrædere og som anføres af diverse pseudomarxister for at hævde, at kampen for national selvbestemmelsesret er marxismen fremmed.
Både borgere og pseudomarxister forfalsker Marx og Engels, for de tager de to meninger ud af deres sammenhæng. Den umiddelbare fortsættelse lyder:
'Da proletariatet først må erobre den politiske magt, hæve sig op til nationens førende klasse, konstittuere sig selv som nation, er det altsså selv nationalt, seslv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige. '
Trods den stiliserede knaphed er indholdet krystalklart. Arbejderne er fædrelandsløse, fordi borgerskabet har lagt beslag på nationen for sig selv.
Arbejdernes opgave er derfor gennem klassekamp at erobre den politiske magt og dermed ledelsen af nationen - 'at erobre sine drømmes mø', for at sige som Danielsson.
I det kommunistiske manifest stiller Marx og Engels opgaven entydigt: 'Proletariatets kamp mod bourgeoisiet er til at begynde med i formen, dog ikke i indholdet, en national kamp. Hvert lands proletariat må naturligvis først blive færdigt med sit eget lands bourgeoisi.'

Nationerne består
Marx og Engels var internationalister, de fremhævede altid arbejdernes fælles interesser som det primære, uanset nationalitet. Men ordet internationalist betyder netop dét, som det hedder på latin: 'mellem nationerne'.
At være internationalist indebærer ikke at benægte nationernes eksistens eller forringe deres betydning, men at kæmpe for deres ligeværdighed, frie udvikling og fredelige samvær, uafhængigt af størrelse og styrke.
Allerede på Marx og Engels tid fandtes der socialister, som i klassekampens navn fornægtede nationernes betydning. Marx ironiserer over dem i et brev til Engels fra 1886, som refererer til en dyst. han just havde haft med nogle af anarkisten Proudhons tilhængere i Internationalens råd:
'I går fandt der en debat sted i Internationalens råd om den nuværende krig. /... / Englænderne lo meget, da jeg indledte min tale med at sige, at vor ven Lafargue og andre, som har afskaffet nationaliteterne, taler til os på fransk, det vil sige på et sprog, som 9/10 af de forsamlede ikke forstod. Videre antydede jeg, at Lafargue uden selv at være bevidst om det med fornægtelsen af nationaliteterne syntes at mene, at de skal absorberes af den franske mønster-nation.'
På et idealistisk plan kan man synes, at menneskehedens opdeling i forskellige nationer er lige så unødvendig som dens opdeling i klasser. Hvorfor sortere mennesker efter hvor de bor eller efter hvilket sprog, de taler?
Men så længe mennesker faktisk taler forskellige sprog og ud fra deres nationale fællesskab former forskellige kulturer, må man tage hensyn til det og forme en politik som forhindrer, at nationale uligheder fører til fordomme og fjendtligheder.
Dette er især vigtigt ud fra arbejderklassens synspunkt, fordi alle former for national ulighed - inden for ens eget land eller mellem ens egen nation og andre nationer - fører til, at den proletariske klassebevidsthed fordunkles og i værste tilfælde overstiges af nationalistisk 'tankeskrammel'.
Dette er marxismens udgangspunkt i det som siden Marx og Engels dage i marxistisk terminologi er blevet kaldt 'det nationale spørgsmål'.

Nation og stat
Arbejderklassen har en interesse i, at de nationale uligheder håndteres på den mest jævnbyrdige og demokratiske måde.
Fordi alle former for national undertrykkelse og national ulighed fremhæver det nationale jævnsides med og af og til simpelt hen før det klassemæssige, og påvirker på den måde arbejdernes klassekamp på skadelig vis.
Det er denne holdning som går igen i Marx hentydning til, at fornægtelsen af nationaliteterne udmunder i, at de skal absorberes i den franske mønster-nation.
Fornægtelsen af nationerne udmunder ganske enkelt i en slags ubevidst nationalisme, for så længe nationerne faktisk eksisterer, indebærer enhver fornægtelse af dette faktum en accept af, at de små nationer underordnes de store.
Inden vi går videre er det nødvendigt med nogle korte konstateringer af mere almen karakter:
En helt almindelig misforståelse er at ligestille begreberne nation og stat. Det er fejlagtigt, for der findes stater, som består af flere nationer, som Rusland, Schweiz og Belgien (for ikke at tale om en lang række stater i den såkaldte tredje verden); der findes nationer, der er opdelt i flere stater, som den koreanske; og der findes nationer som nægtes retten til at danne selvstændige stater, som palæstinenserne og kurderne.
'Man skulle noget forenklet kunne sige, at nationen er et resultat af menneskenes samarbejde medens staten er et produkt af menneskenes klassekamp', skriver Fritjof Lager i sin bog 'Arbejderklassen og nationen', en forenkling som i det mindste giver et begreb om forskellen.

Hvad er en nation
Der er gjort mange forsøg på at definere begrebet nation, hvor den som Stalin formulerede i 1913 er den mest betydningsfulde og kendte:
'En nation er et historisk opstået varigt fællesskab hvad angår sproget, territoriet, det økonomiske liv og den mentalitet, som kommer til udtryk i den fælles kultur.'
Man skal altid passe på med at presse virkeligheden ind i stive definitioner. Virkeligheden er en proces af stadig forandring, som ikke lader sig forklare i skemaer.
Det vigtige i den stalinistiske formulering er, at nationen defineres som en historisk kategori. Det vil sige nationen har ikke altid eksisteret og der er intet der siger, at den altid vil findes.
Dette gælder i al almindelighed og konkret. Nationer opstår og går til grunde med tiden, og der findes altid grænsetilfælde, som ikke lader sig definere kategorisk.
Alligevel er nationerne faktisk eksisterende i den tid, der er nu, og for arbejderklassen gælder det derfor om at definere et sæt holdninger til dette faktiske fællesskab.
Lad os et øjeblik vende tilbage til Marx. Der siges af og til at Marx tog fejl, at han benhårdt troede på, at den socialistiske revolution først ville finde sted i England, det mest avancerede kapitalistiske land på hans tid. Det er en sandhed med modifikation.

National undertrykkelse
Det er sandt, at Marx fandt den engelske kapitalisme udviklet så langt, at England ud fra en økonomisk synsvinkel var modent til socialisme. Men Marx var hverken determinist eller økonomist.
Han fremhævede altid klassekampens afgørende betydning, og i den henseende var han mere pessimistisk, rent ud sagt meget pessimistisk når det gjaldt England.
'Den engelske arbejderklasse vil aldrig kunne gøre noget som helst, før den har befriet sig for Irland', skrev Marx således i et brev fra 1869.
Kendsgerningen var, at den britiske undertrykkelse af Irland delte arbejderklassen i England i to fjendtlige lejre, de engelske arbejdere, som i forhold til de irske så sig selv som dele af en ophøjet nation - 'right or wrong, it´s my country' (rigtigt eller forkert, det er mit land) - og de irske arbejdere, som hadede alt engelsk og som så de engelske arbejdere som medskyldige og blindt værktøj for det engelske herredømme i Irland.
Ud fra denne situation, som splittede og lamslog den proletariske klassekamp i England, formulerede Marx sin berømte sentens: 'Enhver nation, der undertrykker en anden, smeder sine egne lænker.'
Læg mærke til at perspektivet helt igennem er klassemæssigt. Det er den engelske arbejderklasse, som smeder sine egne lænker ved passivt at acceptere det engelske borgerskabs og aristokratis undertrykkelse af Irland. Den nationale undertrykkelse bliver en lænke for den sociale revolution.
Derfor råder Marx den engelske arbejderklasse til at støtte den nationale bevægelse i Irland og at gøre alt for, at Irland bliver frigjort fra England 'i sin egen friheds interesse', for at citere Lenin.

Lige ret for nationerne
Det som i marxistisk forstand kaldes det nationale spørgsmål drejer sig altså ikke kun om demokrati på internationalt plan, om nationernes lighed og lige rettigheder uanset størrelse og udviklingstrin.
Men også og navnlig om at skabe maksimale forudsætninger for den proletariske klassekamp og dermed for arbejderklassens frigørelse. Enhver form for nationalt undertrykkelse og national ulighed indvirker skadeligt på klassekampen.
Dels fordi den nationale undertrykkelse risikerer at forgifte arbejderklassen i de herskende nationer med nationalistisk tankevrøvl - jeg er bedre end andre og i hvert fald bedre end andre fordi jeg er svensk, tysk, kroat eller hvad det nu kan være.
Dels fordi national undertrykkelse fører til, at arbejderklassen i de undertrykte nationer risikerer at blive underordnet borgerskabets nationale bestræbelser. Det nationale sættes over det klassemæssige.
Hele udgangspunktet for marxismens politik i det nationale spørgsmål er altså at rydde alle former for national undertrykkelse og al ulighed mellem nationerne af vejen, så at klassekampen skal frigøres fra den nationale undertrykkelses lænker.
I sin egen friheds interesse må arbejderklassen kæmpe for nationernes frihed og lige ret, for den nationale selvbestemmelsesret - og vel at mærke ikke kun for ens egen nations men for alle nationers og frem for alt de undertrykte nationers selvbestemmelsesret.
Dette internationalistiske perspektiv - alle nationers lige ret - skal på det kraftigste understreges.

Nationalisme er fremmed for marxismen
Marxismens holdning til det nationale spørgsmål har intet med nationalisme at gøre. Nationalisme er marxismen fremmed; det er at fremhæve den nationale samhørigheds selvtilstrækkelighed frem for alle andre livsidealer; det er at hævde ens egen nations åndelige og kulturelle overlegenhed frem for andre nationers; det er at udpege sine egne rester af menneskeheden som 'det udvalgte folk'. Nationalisme er borgerlig ideologi og politik.
Hvordan skal så en marxistisk holdning betegnes?
Axel Danielsson kaldte sig som sagt for patriot, hvilket er en betegnelse som senere også blev benyttet af de kommunistiske partier.
I dagens Sverige er ordet patriot dog uhjælpeligt tilsmudset af alle mulige højreekstremister og dermed fuldstændig uanvendeligt som adskillelse fra de borgerliges nationalisme.
Dagens kommunister må derfor afholde sig fra enkle betegnelser, som risikerer at formørke vores opfattelse, men i stedet fremhæve det internationalistiske og klassemæssige indhold i kampen for national selvbestemmelsesret.
Historisk set har det nationale spørgsmål handlet om dette. Marxister og kommunister har lige siden Marx og Engels dage kæmpet for alle folks ret til selv at bestemme deres skæbne.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alle nationer skal sammensluttes til nationalstater - der findes andre muligheder - men dog at alle nationer har suveræn ret til selv at beslutte, hvorvidt de vil udskille sig eller ikke og at arbejderklassen altid må støtte denne ret.
Dette betyder ingenlunde, at kommunister altid skal være positive over for national udskillelse. Tværtimod.

Eksemplet Jugoslavien
Da imperialismen for godt og vel ti år siden satte sit fremstød ind for at splitte den jugoslaviske føderation, var det for eksempel både rigtigt og nødvendigt at råde arbejderne i Jugoslaviens forskellige delstater til på et antiimperialistisk og antichauvinistisk grundlag at kæmpe for føderationens bevarelse.
Det var rigtigt og nødvendigt at støtte de kræfter, der på en platform af lighed mellem de jugoslaviske folk modsatte sig splittelsen.
Men råd er én ting og beslutningsret en anden - beslutningsretten tilhører udelukkende nationerne selv, således også de jugoslaviske.
Hvordan skal så marxismens principper i det nationale spørgsmål tillempes dagens svenske situation og da navnlig i forhold til det svenske EU-medlemskab? Hvordan står spørgsmålet klassemæssigt i dagens EU-Sverige? Det vender vi tilbage til de kommende artikler.

Axel Danielsson er en af Sveriges revolutionære fra arbejderbevægelsens barndom. Han udgav den revolutionære arbejderavis Arbetet i Malmö fra 1887 og var redaktør for avisen til sin død den 31 december 1899. Han blev i flere omgange fængslet for sine artikler.