Anton Nielsen går i Scherfigs fodspor og prædiker et fordrejet verdensbillede - men hvad, der er mange andre selvmordersekter end marxismen

af Jakob Andersen, forfatter.
Det var en sand glæde at læse Anton Nielsens anmeldelse af min bog 'De Røde Spioner' (20. december). Jeg følte mig hensat til de gode gamle dage, da jeg læste Land og Folk og fornøjede mig med folk som Hans Scherfig, Hans Kirk og Gelius Lund. De satte løgn og propaganda foran sandhed og oplysning, men de var så groteske, at man måtte skraldgrine.
'Politisk krigsførelse' hed Nielsens artikel, og det må vel være mig, der er krigeren. Den rolle påtager jeg mig gerne, så længe det drejer sig om at bekæmpe det fordrejede verdensbillede, Anton Nielsen står for. Han tegner således en lige linje fra forbuddet mod DKP i 1941 over nazisternes kz-lejre til min bog og slår fast:
'... hetzens mål var og er en politistat, der skal sikre fuld kontrol med enhver politisk modstander'.

Anton Nielsen kæder min bog sammen med de løbende undersøgelser af venstrefløjen under den kolde krig (PET-kommissionen og DUPI's forskningsprojekt). Altså er jeg medlem af en skummel konspiration, der er ude efter marxisternes blod.
Som en anden Scherfig - dog uden dennes elegance - går Nielsen omhyggeligt uden om at nævne det egentlige indhold i 'De Røde Spioner' og prædiker i stedet sig eget evangelium. Lad det derfor være slået fast med syvtommersøm, at bogen handler om følgende:
1) KGB's virksomhed i Danmark. Dens indretning, operative metoder, personel, hovedmål.
2) De danske agenter og andre operative kontakter, KGB rekrutterede (for eksempel: Holger Vivike, Gert Petersen, Pelle Voigt, Bent Weibel, Jens Kampmann, Meta Ditzel og mange andre - der var endda en folkeskolelærer, en fagforeningsformand og en kriminalassistent iblandt dem).
3) KGB's, Kominterns og Sovjetunionens historie, som er det bagtæppe, de moderne begivenheder udfoldede sig på under den kolde krig.

Der var vidt forskellige grunde til, at så mange danskere samarbejdede med KGB. Direktør Bent Weibel var for eksempel konservativ, men han var pengegrisk og solgte hemmeligt NATO-materiel til Sovjetunionen. Politimanden blev agent, fordi han manglede penge til kvinder og spiritus, og Meta Ditzel blev indflydelsesagent af ren og skær naivitet.
Men lad mig trække Holger Vivike frem ved hårene (Nielsen nævner ham slet ikke), for Vivike blev fuldblods agent for KGB i 1960'erne udelukkende af ideologiske grunde, og så er jeg vel på Dagbladet Arbejderens hjemmebane. Allerede i 1930'erne havde Vivike været agent for Komintern, og han kom i Den Internationale Sømandsklub i Toldbodgade, som var en ren spionrede.
Over døren til sømandsklubben hang en transparent med ordene 'Sovjetunionen er dit fædreland', og i denne proklamation lå hele roden til, at danske kommunister både før og efter krigen gik Sovjetunionens ærinde på en måde, som var forræderisk over for deres eget land. Kommandolinjen var altid fra Moskva til København, og som DKP var lydig lakaj for Kreml, var det enkelte partimedlem lydig over for DKP. Den russiske socialdemokrat Georgij V. Plekhanov beskrev med betydelig akkuratesse, hvad der foregik:
'Kommunisterne ønsker enhed på samme måde som et menneske ønsker at forene sig med et stykke brød - han sluger det.'
Da Plekhanov havde læst en bestemt artikel af Lenin, sagde han også:
'Vladimir Iljitj, De synes at betragte bourgeoisiet bagfra og at være parat til at skyde det i nakken.'

Oven for har jeg citeret Anton Nielsens hallucination om, at det borgerlige Danmark (inklusive min ringhed) ønsker at indføre 'en politistat, der skal sikre fuld kontrol med enhver politisk modstander'. Dette er en frækhed af stalinistiske proportioner.
Politistater har vi kendt meget til i det tyvende århundrede, men de har først og fremmest eksisteret, hvor kommunismen og nazismen huserede. Sovjetunionen myrdede millioner af sine egne borgere, den fremtvang hungersnød, den dræbte enhver retssikkerhed, den blev en kræftbyld på jordkloden. Sovjet var et umenneskeligt diktatur, og det var fandeme ikke proletariatet, der dikterede. I nutiden har vi verdens måske værste politistat i Nordkorea, hvor kommunismen stadig overvintrer.
At der stadig er marxister i Danmark er forbløffende.
Men hvad, der er jo så mange andre selvmordersekter.