En nyhed, som jeg husker fra efteråret 2002, var at Dansk Folkeparti gik til kamp for de danske eksklusivaftaler. Nogle øjeblikke var det, som om hele min verdensopfattelse var ved at krakelere, og alting blev vendt på hovedet.

af Kjeld Stenum
Anders Fogh er selvsagt imod de danske fagorganisationers eksklusivaftaler med arbejdsgiverne. Princippet om, at man skal være organiseret i en bestemt fagforening for at få arbejde på en bestemt arbejdsplads, er i strid med den personlige frihed, siger frihedselskeren Anders Fogh.
Og det er helt forældet her i 2003.
Man kunne have lyst til at drille den gode statsminister og spørge, om det ikke også er i strid med den personlige frihed, ja endda med princippet om privat ejendomsret, at begrænse arbejdsgivernes ret til frivilligt at indgå hvilke som helst aftaler om ansættelsesforholdene på deres egen arbejdsplads, som de måtte ønske? Herunder eksklusivaftaler, der jo - ligesom alle andre aftaler på det danske arbejdsmarked - er frivillige aftaler.
Men det er selvfølgelig polemik. Vi ved jo godt alle sammen, at det slet ikke er personlig frihed, det drejer sig om om. Men det stik modsatte: Det drejer sig om at undergrave det frivillige danske overenskomstsystem med dets sikring af mindsteløn og andre minimumsrettigheder for arbejdere.
Det skal erstattes med et eller andet tvingende statsligt lovgivningssystem. For tvang vil være et langt bedre redskab til at gennemføre EU's direktiver på det danske arbejdsmarked end frivillighed. Og EU's direktiver skal gennemføres!
Det handler om harmonisering af de europæiske arbejdsmarkeder. Og dermed om selve kapitalens hellige frie flugt over de europæiske plankeværker.

Det er den eneste frihed, der ligger Anders Fogh på sinde. Men det budskab sælger ikke billetter. Hverken for Anders Fogh eller for EU.
Statsministerens tro væbner, den forhenværende politibetjent Bendt Bendtsen, var godt klar over, at nogle vælgere måske ville have skarpsindighed nok til at gennemskue demagogien. Derfor rykkede han sin statsminister til undsætning med beroligende udtalelser om, at det jo ikke ville forandre noget særligt, at fagforeningerne skulle til at konkurrere.
For hvis de var gode nok til at yde deres medlemmer service, ville næsten ingen jo melde sig ud, og i øvrigt ville der jo stadigvæk gælde overenskomster på arbejdspladserne, så det ville ikke bare være sådan, at en fremmed lige pludselig kunne komme ind og få arbejde til halvdelen af mindstelønnen.

Det er et vakkelvornt argument, Bendt! Den køber vi ikke!
Det kan godt være, det ikke vil forandre særlig meget det første par år, at eksklusivaftalerne er væk. Men den faglige enhed er væk.
Altså, jeg kan sgu heller ikke døje socialdemokratiske faglige pampere, som skalter og valter med vores kontingenter. Men vi skal stå i samme faglige organisation, når vi skal søge det samme arbejde. Det er selve grunden til, at vi overhovedet har fagforeninger. Jo mindre enhed, desto ringere service magter fagforeningen at yde. Og så bliver der endnu mindre enhed. Det er at starte en ond cirkel.
Sig ikke, at det var da slet ikke det, I var ude på! Stop hykleriet!

Jeg ved ikke, Bendt, hvor tit du som politibetjent har været ude med hatten i hånden og skullet prøve at sælge dig selv til en arbejdsgiver. Det er nok trods alt ikke særlig tit. Men du må dog vide, at når man kommer som enkeltperson og lægger billet ind på et stykke arbejde, så står man altså ikke i en position, hvor man kan stille betingelser om ret meget. Så må man stort set æde de vilkår, man bliver budt, ellers får en anden jobbet.
Sådan er det i hvert fald for os uden efterspurgte uddannelser. Så er det godt, man har en organisation, som kan sikre visse minimale rettigheder. Det kan den, netop fordi der er en aftale med arbejdsgiveren om, at alle skal stå der. Altså en eksklusivaftale.
Hvis ikke den er der, så vil arbejdsgiveren selvfølgelig vælge at ansætte dem, der ikke har så besværlige organisationer i ryggen. Det vil hurtigt undergrave vore minimumsrettigheder på arbejdsmarkedet, og i løbet af ganske få år vil der rejse sig et folkekrav om statslig regulering af forholdene på det område.

Statslig regulering af arbejdsmarkedet det er jo lige netop, hvad I vil have!
Hvad jeg vil have er at I siger det direkte!
Men det sælger nok heller ikke billetter! Bortset fra det er det både uliberalt og ukonservativt.

Så kom Dansk Folkeparti her i efteråret os danske arbejdere til undsætning!
Dansk Folkeparti!
Har nogen markeret sig som modstandere af enhedsfagbevægelsen, så er det Dansk Folkeparti!
Men de sagde nej! De ville ikke være med til at sælge eksklusivaftalerne. Og verden stod ikke længere!
Eller rettere sagt: Den stod ikke ret længe.
For Dansk Folkeparti er ligeglade med arbejdsmarkedets svageste, når det kommer til stykket.
Jo, I er! Er det løgn, så bevis det i gerning!
Men I var i en klemme. For i Dansk Folkeparti gør I meget ud af et punkt, som hedder at holde De Fremmede ude af Danmark.
I kalder det nationalisme, andre kalder det ting, som rimer derpå.
Men I kunne godt se logikken, som Bendt Bendtsen forsøgte at tale ihjel. Hvis der ingen eksklusivaftaler er, så er der heller ikke noget, som sikrer minimumsrettighederne på arbejdsmarkedet. Og så var I bange for, at Danmark ville blive oversvømmet af polakker og andre ny EU-borgere, hvis hjemlige lønninger ligger en del under dem, vi er vant til i Danmark.
Eksklusivaftalerne var det eneste værn, I kunne se imod De Fremmede.

Det tog ikke så lang tid at få det ny arbejderparti på bedre tanker. Nu lægger Dansk Folkeparti op til at stemme for en afskaffelse af enhedsfagbevægelsen, måske til gengæld til, at man samtidig lukker grænserne for import af billig østeuropæisk arbejdskraft i en overgangsperiode.
Når den overgangsperiode er slut, så vil det danske arbejdsmarked være smadret så meget, at polakkerne ingen fordel vil have af at rejse herop.
Så vinder Dansk Folkeparti. Og Anders og Bendt. Og EU og storkapitalisterne.
Dem, der taber, det vil være os ufaglærte stoddere og kællinger på det danske arbejdsmarked. Vi har vindene imod os. Det eneste, der kan lave om på de vinde, det er klassesolidaritet og klassekamp. Eksklusivaftalerne var et produkt af de ting.