Det var og er ikke kommunisterne, der sælger deres land til fremmede magter, siger Anton Nielsen i et svar til Jakob Andersen.

af Anton Nielsen.
Forfatteren til den nyligt udkomne bog, 'De Røde Spioner', den gamle Ekstrablads-journalist, Jakob Andersen, er, efter undertegnedes anmeldelse af bogen den 20. december her i avisen, faret i blækhuset, for at sætte tingene på deres rette plads.
'Det var en sand glæde', skriver Jakob Andersen indledningsvis i sin tilrettevisning af undertegnede (i avisen den 22/1), 'at læse Anton Nielsens anmeldelse af min bog 'De Røde Spioner'. Jeg følte mig hensat til de gode gamle dage, da jeg læste Land og Folk og fornøjede mig med folk som Hans Scherfig, Hans Kirk og Gelius Lund. De satte løgn og propaganda foran sandhed og oplysning, men de var så groteske, at man måtte skraldgrine.'
Efter denne udgydelse, ser det ud som Jakob Andersens gode humør er sluppet op, i hvert fald i den ombæring. Bissen bliver skruet på, og jeg bliver anklaget for, i lighed med før omtalte forfattere, at have et fordrejet verdensbillede. Forarget fortsætter han: 'Han tegner således en lige linie fra forbuddet mod DKP i 1941 over nazisternes kz-lejre til min bog og slår fast:
.... hetzens mål var og er en politistat, der skal sikre fuld kontrol med enhver politisk modstander.'

Dette er et eksempel på Jakob Andersens brug af citater. For at understøtte Andersens anklager, rives det citerede ud af en større sammenhæng. Målet er, at give hans postulater et vist skær af sandhed. Et gammelt billigt trick.
Jeg kæder således ikke Andersens bog sammen med forbuddet mod DKP og nazisternes kz-lejre.
Jeg gør bare forsigtigt opmærksom på det faktum, at udgivelsen af 'De Røde Spioner' er 'præcist timet med VK-regeringens beslutning om en undersøgelse af venstrefløjens aktiviteter under den kolde krig', og at den, ' formodentlig uden videre vrøvl kan indgå som et 'seriøst bidrag' i undersøgelsen. '
Jakob Andersen overvurdere sin egen persons betydning, når han tror, der ligger andre motiver bag. Jeg skriver jo oven i købet, og det burde ikke kunne misforstås, at min mening om bogen, er den, at den er som skræddersyet til formålet, om end den ikke bidrager med noget nyt, men blot koger suppe på en gammelkendt, politisk pølsepind.
Hvad efterretningstjenesterne angår, siger jeg jo blot, hvad er almindelig kendt: 'Hele vejen igennem har efterretningstjenesterne og deres politiske bagmænd søgt at fremstille sig selv som demokratiets væbnere i en nødvendig kamp mod onde samfundsnedbrydende kræfter. Men hetzens mål var og er en politistat, der skal sikre fuld kontrol med enhver politisk modstander'.
Jeg forstår ikke, at Jakob Andersen kan være uenig heri, med den store viden om de samme væsners skjulte virksomhed, han foregiver at have, på baggrund af års studier i stoffet. Men det kan han altså. 'Det er, ' skriver han, 'en frækhed af stalinistiske proportioner'. Og det er ikke så lidt, kan jeg forstå. Men desværre - på trods af denne 'grausamme salbe', er min mening uændret den samme. Beklager, hr. Andersen.

I den mellemfornøjede afdeling af svaret på anmeldelsen af 'De Røde Spioner', forklarer Jakob Andersen mig, hvad hans bog handler om. Som andet punkt i denne opremsning, og det skal jeg af pladsmæssige hensyn holde mig til, nævnes 'de danske agenter og andre operative kontakter, KGB rekrutterede'. I den sammenhæng nævnes seks personer ved navn, nemlig: Holger Viveke (SF) - Gert Petersen (SF) - Pelle Voigt (SF) - Bent Weibel (Kon.) - Jens Kampmann (Soc.) og Meta Ditzel (Rad.).
Hvordan de nævnte personer forholder sig til, og forsvare sig mod Jakob Andersens påstande, skal jeg ikke blande mig i. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på den kendsgerning, at der blandt de personer, som Andersen søger at mistænkeliggøre, ikke findes en eneste kommunist.
Holger Viveke, som for længst er død, havde været kommunist, men det var før krigen, og det kapitel sluttede for hans vedkommende i 1958, da han sammen med Aksel Larsen, efter at denne var ekskluderet af DKP, dannede SF - et parti som blev født i antikommunismens navn. Det samme kunne man sige vedrørende den tidligere formand for SF, Gert Petersen, også han gik med Larsen, og var medstifter af SF.
Den tredje, SF'eren Pelle Voigt, har aldrig været medlem af noget kommunistisk parti mig bekendt. Hvad de øvrige angår, er den ene - som det kan ses - konservativ, medens de resterende to er henholdsvis en socialdemokrat og en radikal. Et eksempel på hvor meget indhold, der er der i Jakob Andersens anklager mod kommunisterne og det kommunistiske parti.

Det var og er ikke kommunisterne, der sælger deres land til fremmede magter. Det var det ikke under krigen, hvor hver tiende medlem af DKP gav sit liv for Danmarks frihed, medens samarbejdspartierne slikkede besættelsesmagten op og ned af ryggen. Det var det ikke, da Danmarks frihed igen blev pantsat i NATO, uden at det danske folk blev spurgt. Det var det heller ikke dengang i 1972, da folket blev fyldt med løgn og narret ind i monopolernes Neuropa.
På den baggrund undrer det mig, at det undrer Jakob Andersen, at 'der stadig er marxister i Danmark'. 'Det er forbløffende', skriver han. 'Men hvad', slutter han kryptisk, ' der er jo mange andre selvmordssekter.'
Nej hr. Andersen, det er ikke forbløffende. Marxismen er en uomgængelig nødvendighed. Og vi agter ikke at begå selvmord. Vi kæmper videre mod undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, mod krig og for fred. For alle menneskers ret til et godt liv. For socialismen. Sådan er vi kommunister. Der er ikke noget at gøre ved det.