Den 21. januar havde vi en spændende diskussion i Folketinget. Om Den Kolde Krig, om danskernes holdninger og handlinger i denne periode og om historikernes muligheder for at få adgang til arkiverne for at forske i disse forhold.

af Søren Søndergaard, MF, Enhedslisten
Det er en vigtig diskussion. Magthavere og stormagter på begge sider af Jerntæppet begik utrolige overgreb og grusomme forbrydelser, og også politisk aktive i Danmark tav, billigede eller var i nogle tilfælde direkte medvirkende.
Desværre blev debatten noget ensidig. De borgerlige partier ville simpelthen ikke diskutere deres egne lig i lasten, selv om jeg flere gange gav dem stikordet, så de fik mulighed for at forklare sig.
Derfor fik vi for eksempel ikke at vide, hvorfor det borgerlige Danmark aldrig protesterede mod de brutale overgreb og massakrer, som hæren i Guatemala - finansieret og uddannet af USA - begik mod befolkningen. 42.275 overtrædelser af menneskerettighederne, herunder tortur, henrettelser, systematisk voldtægt samt 626 massakrer, i løbet af mindre end 20 år.

Der var heller ingen af de mange Venstrefolk på talerstolen, der ville forklare, om udenrigsminister Uffe Ellemann levede op til de demokratiske idealer, da han i 1984 rejste til Indonesien og smilende gav general Suharto hånden. Den Suharto, som kom til magten ved et blodigt kup, som derefter dræbte op mod en million politiske modstandere, og som i 1975 indledte en 25 år lang besættelse, der i alt kom til at koste 200.000 mennesker livet, en tredjedel af Øst-timors befolkning.
Hånligt afviste Uffe Ellemann ved hjemkomsten den blotte ide om at rejse spørgsmålet om menneskerettigheder over for diktatoren, for han var taget derned for at fremme dansk eksport.
Skiftende Venstre-udenrigsministre var også med til at straffe Vietnam økonomisk for at have fjernet massemorderen Pol Pot fra magten i Kampuchea, og i ti år afviste det officielle Danmark at slå hånden af Pol Pot og hans allierede.
Det borgerlige Danmarks udenrigspolitik - også under Den Kolde Krig - var en blanding af kynisk realpolitik (vores strategiske magtinteresser står over demokratiske hensyn) og kræmmermentalitet (menneskerettigheder må vige for handelsinteresser).

Disse kendsgerninger bør også indgå i de historiske undersøgelser og debatter. Måske kunne det endda få den positive effekt, at det borgerlige Danmark nåede frem til samme konklusion, som Enhedslisten slog fast allerede ved sin stiftelse i 1989: Vi må aldrig - aldrig - se igennem fingre med overgreb på menneskerettighederne - heller ikke når det er vores fjenders fjender eller vores venner, der begår dem.