Opgaverne er store for de europæiske fagforeninger i kampen mod Europas Forenede Stater

af Henrik Lippert, KPiD og Jan Mathisen, DKP/ML
Først vil vi gerne understrege den store betydning af, at fagforeningerne bliver en del af den antiimperialistiske kamp, og mobiliserer imod USA imperialismens krigsforberedelser imod det irakiske folk, og imod den blodige zionismes besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
I dag er vi vidne til den fortsatte udvikling hen imod Den Europæiske Union. Det er vigtigt, at fagbevægelsen og alle progressive kræfter i Europa styrker den internationale enhed imod monopolernes Europa.
Uanset de nationale forskelle der findes i Europa, er den overordnede dagsorden den samme. Kapitalen har sat arbejderbevægelsen og fagbevægelsen under pres, i en situation hvor nyliberalismen prøver at erobre dagsordenen, hvor de kollektive sociale velfærdsgoder privatiseres og dereguleres, og hvor de europæiske monopoler har skærpet kursen mod Europas Forenede Stater.

Står det til den herskende klasse, skal fagbevægelsen ikke længere være et redskab for arbejderklassen, men forvandles til at være del af det etablerede system som kan sikre kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.
Det nationale demokrati, og arbejdernes direkte kontrol over fagforeningerne skal erstattes af fælles europæiske overenskomster, aftaler og EU direktiver, som arbejderklassen ingen demokratisk indflydelse har på overhovedet.
Når det gælder arbejdsmarkedet sker EU-tilpasningen i dag på tre hovedområder:
* På overenskomstområdet hvor fagforeningernes ret til at indgå overenskomster om løn og arbejdsforhold med arbejdsgiverforeningerne, og medlemmernes ret til selv at beslutte, gennem demokratiske afstemninger, om de vil arbejde under disse forhold, bliver groft undergravet.
* På lovgivningen om arbejdsmiljø, hvor nationale love bliver tilsidesat af EU-direktiver.
* Og endelig på lovgivning af arbejdsmarkedspolitikken

Principielt er overenskomstregulering, hvor fagforeninger forhandler direkte med arbejdsgiverne om løn og arbejdsforhold og EU-regulering uforenelige størrelser.
Formålet med EU-regulering af arbejdsmarkedet fremgår af traktaten: Det er at fjerne enhver hindring for kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.
Modsat må formålet med overenskomster være at begrænse arbejdsgivernes ledelsesret og at tilkæmpe sig så stor en andel af profitten som overhovedet muligt.
EU-regulering handler om individuelle rettigheder, sikret gennem lovgivning. Individet må gå til domstolen, hvis rettighederne bliver krænket - har du tid, kræfter og penge, så kan du få ret.
Men overenskomster drejer sig om at sikre den enkelte arbejders rettigheder på den eneste effektive måde - gennem kollektiv aftale, og kollektiv optræden. Hvis vi holder sammen og er stærke nok, så kan vi få ret.
Det er de principielle forskelle mellem overenskomstregulering og EU-regulering.

Det siger sig selv, at jo mere der reguleres ved EU-lovgivning, jo mindre spillerum bliver der til den frie forhandlingsret - ikke bare i Danmark, men i alle EU-lande.
Det er ikke svært at se, hvad der er til fordel for arbejderklassen:
Et system hvor overenskomster er grundlaget for løn og arbejdsforhold, suppleret af lovgivning, som fagbevægelsen som regel har haft stor indflydelse på?
Eller det system, som forsøges udbredt til hele EU, hvor lovgivning er grundlaget og hvor fagbevægelsen er dårligt organiseret?
Som det faglige topmøde i København i december konkluderede, er EU sygdommen, og ikke patienten, og det må i fremtiden være en vigtig opgave for fagbevægelsen at styrke den internationale solidaritet med arbejdere og fagforeninger i alle lande i EU, og de lande som har søgt om optagelse i EU, hvad enten folkeafstemningen resulterer i et ja eller nej.
I Danmark har vi siden vores medlemskab af EF i 1972, haft stor succes ved at bygge denne kamp på et forsvar af den nationale selvbestemmelsesret. Vores principielle modstand mod EU samler alle de kræfter, der på et ikke racistisk grundlag vil forsvare den nationale selvbestemmelsesret, det vil sige også politiske kræfter der ikke tilhører arbejderbevægelsen.
I den folkelige front, må arbejderklassen spille en ledende rolle, og kampen må forbindes tæt med arbejderklassens sociale og politiske kamp.

Som vi ser det står fagbevægelsen i Europa overfor følgende basis opgaver:
* Styrke den faglige organisering, og øge antallet af medlemmer af fagforeningerne og antallet af kollektive aftaler mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne.
* Styrke kampen for de kollektive sociale og faglige rettigheder, imod privatisering, nyliberalisme og individualisering.
* Fastholde fagbevægelsen klassekarakter og evne til at forsvare medlemmernes rettigheder, og modvirke ethvert skridt hen imod at gøre fagbevægelsen til en institutionaliseret del af EU-systemet.
* Styrke den politiske og ideologiske kamp imod ETUC's (på dansk EFS - den europæiske faglige sammenslutning) opslutning til dannelsen af Den Europæiske Union, og kæmpe imod ethvert forsøg på at der bliver indgået fælles europæiske overenskomster eller aftaler mellem ETUC, arbejdsgiverforeningerne og EU-kommissionen.
* Kæmpe imod nyliberalismen, de transnationale selskabers og monopolkapitalen overalt i internationale organisationer, ikke kun EU men også WTO med mere.

Der er brug for at styrke fagbevægelsens aktionsenhed og solidaritet på tværs af de europæiske grænser. Derfor er politiske initiativer som dette møde, der kan være med til at sætte en ny politisk dagsorden, vigtigt.
Men aktionsenheden må udvides til i fællesskab, i den konkrete daglige klassekamp, at imødegå de store konkrete problemer som kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed skaber for en europæiske arbejderklasse.

Ovenstående er det fælles oplæg fra Kommunistisk Parti i Danmark og Danmarks Kommunistiske Parti marxister -leninister til sidste uges faglige konference i Grækenland i anledning af det græske EU-formandskab.