07 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Privatisering af arbejdsmiljøet

Privatisering af arbejdsmiljøet

Onsdag, 29. januar, 2003, 00:00:00

Arbejdsmiljørådets indstilling til beskæftigelsesministeren er et brud med 25 års struktur på arbejdsmiljøområdet.

Udtalelse fra Fagligt Ansvar
Indstillingen er baseret på privatisering og fjernelse af samfundets kontrol med arbejdsmiljøet. Især lægges der op til ændringer af Arbejdstilsyn og BST:
Arbejdstilsynet skal ikke længere fører kontrol med arbejdsmiljøet på alle områder. Parterne kan indgå aftaler om arbejdsmiljø som skubber Arbejdstilsynet ud. Det har længe været et ønske fra DA, og LO har indvilget i at gå denne vej.
På længere sigt vil aftalerne erstatte lovgivning. Det vil dels medføre, at det kan aftales at gældende regler vil kunne overføres til aftalesystemet, dels at nye arbejdsmiljøregler for eksempel fra EU vil kunne implementeres via aftalesystemet. Uenighed skal afgøres i det fagretslige system. LO og DA er i gang med at forhandle en rammeaftale, hvoraf det fremgår, at Arbejdstilsynet ikke skal kunne gribe ind på de aftaledækkede områder.
Fagligt ansvar er yderst skeptisk overfor denne udvikling. Arbejdsmiljøet vil let blive en handelsvare. Vil du have mere i løn, uddannelse eller arbejdsmiljøforbedringer?
Når kontrollen af arbejdsmiljøet fjernes fra Arbejdstilsynet og lægges over til parterne, kræver det en voldsom ressourceopbygning i fagforeningerne. Den ekspertviden Arbejdstilsynet har, er ikke til stede i fagbevægelsen. Skal fagbevægelsen løfte denne opgave, vil det enten kræve ansættelse af eksperter eller massiv uddannelse af de valgte. Dette er næppe realistisk set i lyset af de massive angreb VC-regeringen i øvrigt har på fagbevægelsen.
Fagligt ansvar er ikke modstander af aftaler på arbejdsmiljøområdet. Aftalerne skal være over lovgivningens niveau, og de må ikke være årsag til at Arbejdstilsynets kontrol fjernes. Fagligt ansvar er derfor helt enige med FTF.
Liberalisering af BST er et andet centralt punkt i indstillingen. Også her imødekommes DA's ønsker. Virksomheder, som får certifikat eller på anden vis bliver selvregulerende, skal ikke længere have BST-pligt. Der åbnes op for at virksomhederne kan bruge andre rådgivere end BST.
Dette er et brud med den samfundsmæssige forpligtigelse, som det forebyggende arbejde hidtil har været underlagt. BST er dels paritetisk sammensat, hvilket giver arbejdstagerne god mulighed for indflydelse, dels er der via lovgivningen sat krav til kvaliteten af BST-arbejdet og til rammerne. En liberalisering kan medføre et skift fra at arbejdspladsen er patienten til at den enkelte ansatte er patienten, og derfor skal tilpasses arbejdet.
Arbejdet i strukturudvalget har været underlagt stort hemmelighedskræmmeri. Fagligt ansvar skal derfor opfordre til, at debatten nu flyttes ud i det offentlige rum, således at sikkerheds- og tillidsrepræsentanter, politikere og arbejdsmiljøprofessionelle også kan deltage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp