Op til LOs ekstraordinære kongres er ét at de punkter, der diskuteres, hvordan grænsestridigheder mellem forbundene skal løses.

LO'’s udspil rummer fem forskellige metoder til løsning af dette problem:
Grænseaftaler, fælles overenskomster, organisationsændringer, fælles medlemskab uden kontingent forhøjelse og endelig urafstemning blandt medlemmerne.
Det er ikke lykkedes at finde en fælles linje. Uenigheden går specielt på, om medlemmer, som flere forbund ønsker at organisere, skal have lov til at stemme om, hvor de selv ønsker at være medlem. Det er flere forbund imod blandt andet SiD og mit eget forbund RBF.
Alle kan være enige i, at det er afskyeligt, når forskellige forbund slås om medlemmerne. Derfor er det fint at finde en løsningsmodel. Det vigtige må være, at det er medlemmernes interesser, der står i højsædet og ikke almindeligt brødnid mellem forbundene.
Derfor lyder det besnærende med urafstemninger. Så bestemmer medlemmerne jo selv….

Konkurrence
FOA ser fornyelsen som et afgørende del af en moderne fagbevægelse, der appellerer til moderne mennesker. Også Peter Kvist Jørgensen gør sig til talsmand for urafstemninger i Dagbladet Arbejderen den 21. januar, hvori han siger, at han er uenig med SiD, der hævder, at der lægges op til anarki.
Men i bund og grund er forslaget endnu en pind til enhedsfagbevægelsens ligkiste. For hvad er det andet end at gøre organiseringen i fagbevægelsen til en del af det frie liberale marked. Hvilke forbund kan føre de bedste salgskampagner for at organisere medlemmer i deres forbund.
Man kan bare kigge til Storbritannien og se, hvor det hele kan ende. Her konkurrerer forskellige forbund med hinanden om, hvem der kan indgå de billigste overenskomster, og hvem der kan organisere de bedste salgstilbud for at finde nye medlemmer, som kan hugges fra andre fagforeninger.

Undergravning
Det har altid været et vigtigt princip, at medlemmerne i fagbevægelsen skal organiseres i det forbund, der har overenskomsten. For det er her, at problemer kan løses, og det er først og fremmest her, at medlemmerne på den enkelte arbejdsplads kan organisere sig i klubber, hvor alle hører under samme overenskomst. Det sikrer demokratiet og enheden på arbejdspladsen.
Hvordan forestiller man sig, at for eksempel en urafstemning om overenskomsten skal foregå. Og hvis det bliver et nej blandt de medlemmer, der er organiseret under overenskomsten, hvad så? I virkeligheden giver det grundstødet til medlemmernes indflydelse på de kollektive overenskomster, idet strejkevåbenet vil blive totalt undergravet.
Så hvorfor er det lige netop FOA, der er så begejstret for urafstemninger. Måske fordi FOA rammes af medlemstab ved privatiseringer og udliciteringer af den offentlige sektor, da medlemmerne bliver omfattet af overenskomster inden for det private område.
I stedet for at konkurrere om de samme medlemmer, er opgaven at gå ud på arbejdspladserne for at indgå overenskomster og organisere nye medlemmer.
Enhedsfagbevægelsen har været en meget vigtig faktor i kampen for levevilkårene i Danmark. Og i de ulvetider, som vi nu oplever, med angreb på fagbevægelsen, for at svække arbejderklassens muligheder for at organisere den kollektive kamp, så burde en diskussion om afgørelse af grænsestridigheder mellem forbundene ses i det lys.

Joan Ågot Pedersen, Århus. Faglig sekretær i RBF. Medlem af DKP/ML’s landsledelse.